Han lignede mest af alt fitnesstrimmet amerikansk rapper, der for en aften havde smidt guldkæderne.
Men realiteten viste sig hurtigt at være en anden. Den unge amerikanske multiinstrumentalist og vibrafonist Warren Wolf var charmerende og ligefrem. Klart i kontrol.
LÆS OGSÅ Vinden blæser i takt med trompeterne under jazzfestivalen
Men frem for alt nede på jorden og tirsdag aften i Montmartre optaget af at vise publikum, hvad han kan på sit smukt klingende, i realiteten ganske bløde og blide slagtøjsinstrument.
Warren Wolf er noget af det mest omtalte på den unge amerikanske jazzhimmel i øjeblikket, og hans første møde med et københavnsk publikum var en oplagt succes.
Vibrafonen som saxofon
Der er groft sagt to slags vibrafonister i jazzverdenen. Dem, der spiller med bare to køller. Og dem, der går i Gary Burtons fodspor og spiller med fire.
Det gør ikke så lidt af en forskel, hvad man vælger.
Fire køller giver akkorder og placerer dermed vibrafonen på linje med andre akkordinstrumenter som guitar og piano, mens to køller gør det elektriske slagtøjsinstrument med aluminiumsstavene til et ægte melodiinstrument.
Warren Wolf brugte to køller. En enkelt gang henimod slutningen af andet sæt brugte han ganske vist tre, så han kunne nogle spille simple samklange i venstre hånd og melodi i højre.
Men ellers behandlede han i realiteten vibrafonen, som om den var en saxofon.
Gravede efter jazzrødder
Det fungerede godt. For den 33-årige amerikaner har en timing i sit spil og en teknik og en hurtighed, der gjorde hans spil virkelig smittende.
Han siger selv i et interview på sin hjemmeside, at han prøver at holde sin musik simpel, så folk kan synge med på melodien, som om det var noget, de lige havde hørt i radioen, og måske var det derfor, Wolf som aftenens musikalske kaptajn accepterede at spille en ligefrem gammeldags sødmefuld komposition af aftenens bassist, Morten Ramsbøl.
Men ellers blev der gravet efter de jazzrødder, som hos Warren Wolf ud over en stor og udtalt respekt for den afdøde instrumentkollega Milt Jackson omfattede en af beboppens allerstørste skikkelser, Charlie Parker.
Op et hak
Allerede aftenes anden komposition var af 'Bird', men den kom efter 'Softly as in a Morning Sunrise', og på den måde kom Jacob Christoffersen ved flyglet fra start til at demonstrere forskellige pianistiske gear.
Ellingtons 'Caravan' inden pausen brugte Warren Wolf til at spænde et større lærred op og løfte intensiteten et hak.
Festivalgæsterne søger mod det gammelkendteHans knivskarpe amerikanske kollega ved trommesættet, Lee Pearson, rykkede efter en mystisk, stemningssættende intro ved Wolf fra klarhed og præcision op til den heftigere dynamik, Warren ønskede, og som også fik ham til at kræve en overraskende lang soloindsats fra Jacob Christoffersen, hvilket denne leverede med professionalisme og en positivt engageret attitude.
Yngre amerikanske musikere kan virke meget alvorlige og præstationssøgende på en scene i forhold til deres danske kolleger, men denne aften fungerede de to kulturer fint nok sammen.
Mistede køllehoved
Midt i de hektiske udfoldelser i Ellingtonnummeret mistede Warren Wolf hovedet på den ene af sine bløde køller.
Det fløj gennem luften og ramte scenegulvet, men Wolf skiftede bare lynsnart til de to hårde køller af gummi, han også havde med, og som han så gennemførte andet sæt med.
Her var der kommet styr på klaverlyden, der havde fået det lille nyk opad, den savnede i første sæt, og med et samlet lydbillede, der nu stod skarpt og helt i balance fik vi numre som 'Sophisticated Lady'.
Der kom endnu mere Ellington, men inden da også en bluesfarvet intro fra Wolf, der stak ud i konteksten og gik over i det mere funky.
Jazzens stjerner væltede sig i stoffer og røgDet udløste en ditto bassolo fra den hårdtarbejdende Morten Ramsbøl, og med den energi, der var på scenen, var det svært at tro, at den fokuserede vibrafonkaptajn var blevet forsinket hele 16 timer i lufthavnen i Toronto og kun var ankommet til København i næstsidste øjeblik inden koncerten.
Formentlig udmattet efter den strabasserende flyvetur, der var begyndt i Washington DC omkring trekvart døgn tidligere.
To aftener endnu
To aftener er der endnu, i aften onsdag og i morgen, hvor man kan opleve den hamrende dygtige, men i øvrigt meget tilgængelige vibrafonbegavelse og hans til lejligheden sammensatte dansk-amerikanske kvartet i Montmartre. Det kan anbefales.
fortsæt med at læse
