De kan ikke rigtig slippe det, Benjamin Koppel og hans hold, som arrangerer festivalkoncerter i Prøvehallen i Valby og - også - på Betty Nansens teaterscene på Frederiksberg.
De vil med vold og magt være i opposition til den store københavnske jazzfestival, og også fra scenen mandag aften blev Koppels koncerter præsenteret som en "udbryderfestival".'
LÆS OGSÅ Six degrees of Miles: Hvordan er Thomas Helmig forbundet med trompetlegenden?
Fred nu med det. Det er musikken, det handler om, og mandag var der linet op til noget temmelig uforudsigeligt.
Ikke at vi ikke har hørt Benjamin Koppel spille med den fine amerikanske pianist Kenny Werner før. Det har vi hørt en million gange. De to er også gennemgående navne på årets Valby Summer Jazz, som koncertserien hedder, men et andet navn på aftenens plakat, der også er sat på til mange af Koppels sommerkoncerter i denne uge, Anders Koppel, var derimod sygemeldt.
Spacet karakter
Dermed var det op til Werner at tage sig af både flygel og Rhodes-tangenter på en aften, hvor Koppels kendte evner som improvisator på alt- og sopransax skulle prøves af op imod tyskeren Stockhausens genremæssigt mere udefinerlige, halvt new age, halvt kompositionsmusikalske, men samtidig jazzede indsats på flygelhorn og trompet.
I aftenens to første kompositioner fremstod musikken halvvejs ude af tid, som jazzmusikere siger, når pulsen er suspenderet.
Imponeret bistroejer booker stjernepianistKenny Werners klaverspil blev atypisk kønt og nærmest hymnisk rullende, mens hans forstærkede Rhodesklange kunne tilføje en spacet karakter i en komposition af Benjamin Koppel.
Indførelsen af fast puls i sax og trommer gjorde musikken betydeligt mere håndgribelig.
Hvalhymne reddede aftenen
De to blæsere skiftedes til at præsentere egne kompositioner.
Men Markus Stockhausen - 56-årig søn af det 20. århundredes helt store elektronmusikkomponist og avantgardist, Karlheinz Stockhausen - var den, der med en månedrøm (på tysk 'Mondtraum') sørgede for, at det musikalske rumskib endelig landede ordentligt på Frederiksberg.
Denne melankolske ballade, hvor temaet igen blev præsenteret af altsax og flygelhorn i fællesskab, blev sammen med en efterfølgende hvalhymne fra Benjamin Koppels hånd det, der samlede og redede aftenen.
Med brug af både elektronik, som far Stockhausen lavede den, og saxofoner fra de absolutte yderområder af den store instrumentfamilie.
Her samlede musikken sig og fik fylde og udtrykskraft, så man blev suget ind og med i forløbet.
Konstruktiv nordmand
Norske Audun Kleive bag trommerne var hele vejen igennem lyttende, økonomisk og konstruktiv i et spil, som kunne slå over i rockfeeling ved koncertens fusionsagtige klimaks.
Med et enkelt, fritonalt Markus Stockhausen-tema tilsat elegance fra Kenny Werners flygel samt et sjovt lille stykke jazzprogrammusik af Koppel kaldet 'Conversation Interrupted' blev aftenen landet med et glimt i øjet.
LÆS OGSÅ Jazz-skolen, lektion 2 : Bebop blev storbyens stemme
Konfrontationen mellem kompositionsmusikalsk avantgardisme inklusive sære harmonier og tonale banaliteter virkede ikke i udgangspunktet lovende eller bare tilnærmelsesvis oplagt.
Men sammen kom den jordnære Valbysaxofonist og den højtflyvende, tyske new age-rummand tørskoede i land.
fortsæt med at læse
