0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det gyldne horn og helvedeshullerne

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kvinderne elskede ham. Men de kaldte ham en dæmon og en løgnhals. For jazzfans var han Gud. Manden optrådte med sit gyldne horn overalt i USA og Europa, mens heroinen trak ham ned i et stort sort hul. Som 58-årig udåndede han på et fortov i Amsterdam neden for sit åbne hotelvindue.

Uheld, mord eller selvmord? Det gør ingen forskel. Sådan ville han det. Chet Baker, verdens mest myteomspundne trompetist og enhver svigermors mareridt.

Med sine melankolske øjne, androgyne røst og lyriske spil tryllebandt han omgivelserne, men han var ikke for fastholdere. Heller ikke sig selv. Da han gav slip på livet, var han på speedball. En blanding af heroin og kokain. »Ikke for meget kokain«, som han mumler i dokumentarfilmen 'Let's get lost', fra året inden han døde.

Da han ukendelig og anonym blev skovlet op fra fortovet i Amsterdam, havde den franske instruktør Bertrand Fevréts kortfilm 'Chets romance' verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes.

Ved siden af liget fandt det hollandske politi hans trompet klokken tre om natten. I forgårs var det præcis 14 år siden, og i disse dage udkommer biografien 'Deep in a dream' i USA.

Forfatteren James Gavin er allerede blevet bebrejdet i New York Times, at han gør lige lovlig meget ud af Chet Bakers narkotikamisbrug i denne første store bog om den legendariske amerikanske trompetist.

Publishers Weekly fastslår, at forfatteren har »produceret et utilsløret, foruroligende portræt af både kunstneren og hans tid«.

»James Gavin fremlægger en hårrejsende redegørelse fra trompetistens mørkerejse«.

»Chet Baker ramte en tone af noget truende i de satte 50'ere. Bag hans ultracool, smukke facade gemte der sig noget ildevarslende, uudtalt. Hans mystiske udstråling drev begge køn vanvittige. Men hans eneste virkelige romance, bortset fra musikken, var stofferne«.

I spjældet
Det var heroinen, musikken og kvinderne, der dominerede Chet Bakers liv. I nævnte rækkefølge. I 1968 blev han slået til plukfisk af fem gorillaer i San Francisco og mistede alle sine tænder. Angiveligt på grund af uoverensstemmelser med en dopedealer.

Det siger hans mangeårige elskerinde Ruth Young. Selv kom han ikke nærmere ind på baggrunden for nedslagtningen. Han var nær aldrig kommet til at spille igen og vendte først tilbage til musikscenen i 1973. I mellemtiden arbejdede han en periode på en benzinstation.

Sine tre koner, de mange kærester og deres familier bedrog han konstant for at skaffe penge til narkotika, og han røg 15 måneder i spjældet i Italien på grund af sit misbrug. Også i USA sad han i fængsel og var jævnlig på metadonkur og tvangsafvænning.

Ligesom Charlie Parker og så mange andre af Chet Bakers jazzkolleger før og efter ham.

Han brugte flere tusind kroner om dagen på stoffer, og gennem årene havde han solgt sine pladerettigheder og udgivet adskillige middelmådige skiver bare for at fylde narko i sine »30.000 helvedeshuller i armen«, som han selv udtrykte det.

Så at skrive en slags stoffri biografi om Chet Baker ville være som at henvise Oscar Wildes homoseksualitet til en fodnote i levnedsbeskrivelserne af den verdensberømte irsk-engelske dramatiker.

Men når alt andet er glemt, står musikken tilbage.

I årene inden Chet Bakers død, så det ud, som hans knudrede fjæs og rynkede, tandløse mund udelukkende kunne anvendes til at vrænge, harke og spytte, bande og svovle.

Men med sin ungdoms lethed spandt hans vibratoløse stemme og eftertænksomme trompetspil sig til det sidste alligevel vej til tilhørernes hjerte, og atter lignede han den jazzverdenens drengede James Dean, de amerikanske medier havde forelsket sig i i begyndelsen af 1950'erne.

Falden engel
Det var dengang, han blev medlem af Gerry Mulligans berømte klaverløse kvartet på jazzklubben The Haig i Los Angeles, og den amerikanske westcoastjazz var på sit højeste. Men inden der var gået et år, voksede Chet Baker bandlederen og hans barytonsax over hovedet og kom i spidsen for sin egen gruppe. Den holdt i tre år, selv om han af temperament slet ikke egnede sig som kapelmester.

På et pladecover optrådte han som en engel. En falden engel.

»Han begyndte som James Dean og endte som Charles Manson«, siger en af Chet Bakers mange elskerinder i den nye