Bredde. Copenhagen Jazz Festival giver et imponerende indblik i jazzens nuancerer med mere end 1.000 koncerter. Her ses Nikolaj Hess, Anders Christen og Kresten Osgood på Jazzcup i Gothersgade.
Foto: Jens Dresling(Arkiv)

Bredde. Copenhagen Jazz Festival giver et imponerende indblik i jazzens nuancerer med mere end 1.000 koncerter. Her ses Nikolaj Hess, Anders Christen og Kresten Osgood på Jazzcup i Gothersgade.

Copenhagen Jazz Festival

Musikredaktør: Jazzfestival peger på markante skred i musikken

Copenhagen Jazz Festival 2013 viser, at musikgenren breder sig ud.

Copenhagen Jazz Festival

»Skal vi tage os af August Rosenbaums nye plade? Hvis bord er det efterhånden? Den unge mand er jo ret meget all over the place«.

Mailen kom fra beatredaktøren, der havde fået tilsendt denne måneds nye album med den danske pianist og komponist August Rosenbaum til anmeldelse i Politiken.

LÆS OGSÅ Jazzen er en human musik

Pr-bureauet havde sendt det til hende i stedet for til jazzanmelderen, fordi … tja, måske fordi det efterhånden er et åbent spørgsmål, hvor jazzen anno 2013 står.

Er jazzen truet? Har vi stadig med en fasttømret genre at gøre? Eller er grænserne efterhånden blevet så flydende og limen så gammel, at jazzetiketten truer med at falde af?

August Rosenbaum er en ung musiker. Født i 1987 og altså endnu i 20’erne. Tjekker man ham ud på nettet, så opdager man, at jo, han opfatter sig selv som jazzmusiker. Men i nye og bredere musikalske rammer.

August Rosenbaum er ikke i gang med at bygge en karriere på at fortolke jazzklassikerne fra den store amerikanske sangbog. Han laver sin egen musik. Og han er ikke alene.


Rigtig mange unge og yngre danske jazzmusikere er lige så inspirerede af klassisk, elektronisk og andre genrer, som de er af den jazztradition, der engang repræsenterede noget vildt og forfriskende, men som i dag er gået hen og blevet en del af ... nå ja, musikhistorien.

Vi har talt med en vifte af disse musikere i dette tillæg, og om det så er deres professor på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København, pianisten og komponisten Carsten Dahl, er han enig.

Musik er mest spændende, når der tænkes og spilles ud af genreboksen, synes manden, der i øjeblikket selv er optaget af at skrive musik for landets klassiske orkestre. Han har for nylig fået et værk opført af DR SymfoniOrkestret, og et nyt værk er på vej til Odense Symfoniorkester.

Improvisation vil altid eksistere
Der er sket markante nye skred inden for jazzmiljøet.

Musikere skriver deres eget materiale og udvikler nye udtryk. Udtryk, der ikke nødvendigvis minder om den traditionelle swing eller senere bebop, der engang var dominerende tendenser. Andre genopliver netop swingtraditionen for fuld skrue, holder godt fast i 1980’ernes virtuose neobop eller giver jazzstafetten videre på andre måder.

LÆS OGSÅ

Retningspilene er mangfoldige.

Hvornår og hvor længe kan man så hævde, at det hele kan og bør samles bag en fælles etiket, hvorpå der står jazz?

Det har efterhånden i noget tid været et rigtig godt spørgsmål. Copenhagen Jazz Festival viser med sine mere end 1.000 koncerter hele den bredde, der både er musikkens styrke og – måske – genrens problem.

Jazzen lever af at reagere på sine omgivelser og udvikle sig med dem. Eller vikle sig ind i dem



At erklære jazzen død, bare fordi den lugter underligt eller er begyndt at dufte anderledes, har dog før vist sig at være forhastet.

Musik med stærke elementer af improvisation og rødder vil blive ved med at eksistere. Men jazzen lever af at reagere på sine omgivelser og udvikle sig med dem. Eller vikle sig ind i dem.

Ingen har vist det tydeligere end Miles Davis i en karriere, der konstant tog nye overraskende skridt fremad og i farten bragte håndfulde af topmusikere frem i lyset, som efterfølgende gik hen og blev centrale skikkelser i jazzens historie og er det den dag i dag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jazz ud over det hele

Jazzen er med andre ord næppe ved at dø. Det sker formentlig først den dag, den bliver til et museum, hvor man dogmatisk holdt fast i at tilbede guder med navne som Duke Ellington og Charlie Parker.

Det gør August Rosenbaum og hans jævnaldrende ikke. De er beundrere af de gamle giganter og har dyrket dem som inspiration og igangsættere. Andet ville også være dybt mærkeligt, for Ellington og Parker var giganter, man kan lære af den dag i dag. LÆS OGSÅ Men de vil også videre, de unge. De vil realisere deres eget potentiale, og de vil komponere og improvisere og lave musik anno 2013 – og de er ud over det hele.



Det vil Copenhagen Jazzfestival uden tvivl bekræfte. På den måde er festivalen både en jazzfestival i genkendelig forstand og meget mere end det. Fortiden bevares, bearbejdes og bombarderes. Både indefra og udefra.

Den forløses, forkastes og forarbejdes. Det skal vi være glade for. Det betyder, at musikken er i live.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce