Kvinderne elskede ham. Men de kaldte ham en dæmon og en løgnhals. For jazzfans var han Gud. Manden optrådte med sit gyldne horn overalt i USA og Europa, mens heroinen trak ham ned i et stort sort hul. Som 58-årig udåndede han på et fortov i Amsterdam neden for sit åbne hotelvindue. Uheld, mord eller selvmord? Det gør ingen forskel. Sådan ville han det. Chet Baker, verdens mest myteomspundne trompetist og enhver svigermors mareridt. Med sine melankolske øjne, androgyne røst og lyriske spil tryllebandt han omgivelserne, men han var ikke for fastholdere. Heller ikke sig selv. Da han gav slip på livet, var han på speedball. En blanding af heroin og kokain. »Ikke for meget kokain«, som han mumler i dokumentarfilmen 'Let's get lost', fra året inden han døde. Da han ukendelig og anonym blev skovlet op fra fortovet i Amsterdam, havde den franske instruktør Bertrand Fevréts kortfilm 'Chets romance' verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes. Ved siden af liget fandt det hollandske politi hans trompet klokken tre om natten. I forgårs var det præcis 14 år siden, og i disse dage udkommer biografien 'Deep in a dream' i USA. Forfatteren James Gavin er allerede blevet bebrejdet i New York Times, at han gør lige lovlig meget ud af Chet Bakers narkotikamisbrug i denne første store bog om den legendariske amerikanske trompetist. Publishers Weekly fastslår, at forfatteren har »produceret et utilsløret, foruroligende portræt af både kunstneren og hans tid«. »James Gavin fremlægger en hårrejsende redegørelse fra trompetistens mørkerejse«. »Chet Baker ramte en tone af noget truende i de satte 50'ere. Bag hans ultracool, smukke facade gemte der sig noget ildevarslende, uudtalt. Hans mystiske udstråling drev begge køn vanvittige. Men hans eneste virkelige romance, bortset fra musikken, var stofferne«. I spjældet Det var heroinen, musikken og kvinderne, der dominerede Chet Bakers liv. I nævnte rækkefølge. I 1968 blev han slået til plukfisk af fem gorillaer i San Francisco og mistede alle sine tænder. Angiveligt på grund af uoverensstemmelser med en dopedealer. Det siger hans mangeårige elskerinde Ruth Young. Selv kom han ikke nærmere ind på baggrunden for nedslagtningen. Han var nær aldrig kommet til at spille igen og vendte først tilbage til musikscenen i 1973. I mellemtiden arbejdede han en periode på en benzinstation. Sine tre koner, de mange kærester og deres familier bedrog han konstant for at skaffe penge til narkotika, og han røg 15 måneder i spjældet i Italien på grund af sit misbrug. Også i USA sad han i fængsel og var jævnlig på metadonkur og tvangsafvænning. Ligesom Charlie Parker og så mange andre af Chet Bakers jazzkolleger før og efter ham. Han brugte flere tusind kroner om dagen på stoffer, og gennem årene havde han solgt sine pladerettigheder og udgivet adskillige middelmådige skiver bare for at fylde narko i sine »30.000 helvedeshuller i armen«, som han selv udtrykte det. Så at skrive en slags stoffri biografi om Chet Baker ville være som at henvise Oscar Wildes homoseksualitet til en fodnote i levnedsbeskrivelserne af den verdensberømte irsk-engelske dramatiker. Men når alt andet er glemt, står musikken tilbage. I årene inden Chet Bakers død, så det ud, som hans knudrede fjæs og rynkede, tandløse mund udelukkende kunne anvendes til at vrænge, harke og spytte, bande og svovle. Men med sin ungdoms lethed spandt hans vibratoløse stemme og eftertænksomme trompetspil sig til det sidste alligevel vej til tilhørernes hjerte, og atter lignede han den jazzverdenens drengede James Dean, de amerikanske medier havde forelsket sig i i begyndelsen af 1950'erne. Falden engel Det var dengang, han blev medlem af Gerry Mulligans berømte klaverløse kvartet på jazzklubben The Haig i Los Angeles, og den amerikanske westcoastjazz var på sit højeste. Men inden der var gået et år, voksede Chet Baker bandlederen og hans barytonsax over hovedet og kom i spidsen for sin egen gruppe. Den holdt i tre år, selv om han af temperament slet ikke egnede sig som kapelmester. På et pladecover optrådte han som en engel. En falden engel. »Han begyndte som James Dean og endte som Charles Manson«, siger en af Chet Bakers mange elskerinder i den nye biografi. En italiensk kritiker hyldede ham som »jazzens Rimbaud«. I virkeligheden spillede han som 17-årig op som militærmusiker og Harry James-fan, efter at hans forældre havde meldt ham som frivillig til hæren. Da hans første kontrakt udløb, meldte han sig senere igen og kom til Berlin med sit horn. Men i anden omgang blev den uniformerede disciplin ham for meget, så med sit talent for at narre og forføre omgivelserne begyndte han uden besvær at spille sær og blev hjemsendt. En kort periode spillede han hos Charlie Parker, og de sorte musikere blev advaret om, at en ny ung hvid fyr var på vej mod jazztinderne. Da var han i begyndelsen af 20'erne. Men den hårdt pumpede bebop var ikke lige hans stil, og da var det, han begyndte hos Gerry Mulligan. En stjerne var født. Bakers far var Jack Teagarden-fan og havde foræret den 13-årige 'Chettie' en trombone, efter familien var flyttet fra Oklahoma til Californien. Den unge Chets arme var imidlertid for korte til de lange træk i basunen, så tre uger senere fik han sin første trompet, og hans eneste livsvarige kærlighedsforbindelse tog sin begyndelse. Det viste sig, at han var udstyret med en gudbenådet musikalitet, og instrumentet gengældte hans følelser. Efter bruddet med ungdomsidolet Harry James, hæren og Charlie Parker røg han i flere år til tops på jazzmagasinet Down Beats årlige lister over verdens bedste instrumentalister. Et år lå han som trompetist nummer ét foran navne som Louis Armstrong, Miles Davis og Dizzy Gillespie. Som sanger nåede han op på siden af Nat King Cole. Passiv hashryger Samtidig havde han fået smag for stoffer, og ifølge den ny biografi begyndte enebarnet Chesney Henry Baker, jr. som passiv marihuanaryger i hjemmet hos forældrene. Han var forgudet af sin mor og navngivet efter sin voldelige far, der som arbejdsløs musiker havde masser af tid til at rulle joints, trække flasker op, banke konen og i det hele taget hygge sig med vennerne i dagligstuen. »Den gamle og hans kammerater lå og flød i lænestolene med lukkede øjne«, siger Chet Baker i en gammel avisartikel, der er citeret i 'Deep in a dream'. »Jeg troede, de var faldet i søvn og drømte sære, vidunderlige drømme«. »Stuen var fyldt med hvid røg, og dens krasse lugt nåede mig gennem døren og gjorde mig syg«. Han kunne huske, at en af mændene ikke røg. I stedet sad han med munden på vid gab og inhalerede hashtågerne i værelset. »De forsamlede var nærmest i trance«, erindrede Chet Baker. »Jeg sagde ikke noget til min far, og heller ikke til min mor. Jeg fornemmede, at disse sammenkomster på en eller anden måde var hemmelige, forbudte«. Seksuelt tvetydig Da Chet Baker selv for alvor var kommet på sprøjten, hed det sig i jazzmiljøet, at han plejede at ryge pot med sine forældre. Det benægtede han dog på det kraftigste og forsvarede altid sin far, der i sine branderter ellers havde haft det med at afføre sig sit bælte og gennembanke drengen med læderremmen. Senere i livet var Chet Baker undertiden selv voldelig over for sine kvinder, og det siges i biografien, at han engang havde slået sin egen mor. Alligevel elskede hun ham over alt på Jorden. Hun var nærmest besat af ham, da han var lille, og gennemfotograferede ham fra år 0 med sit bokskamera. Fotoalbummet navngav hun 'The dear baby', og under overskriften 'Babys kæreste legetøj' havde hun indklæbet et billede af en opstilling med en dukke og en legetøjsbil. Forfatteren til bogen ser det som et tidligt tegn på den seksuelle tvetydighed, der siden klæbede til den kønne Chet Baker. Han var født 23. december 1929, få uger efter at børsen krakkede, og den økonomiske depression for alvor satte ind i USA. Da var hans mor, Vera, 19 år, men efter fødselen begyndte livet atter at give hende mening. Hun overlevede sin 'Chettie', men året inden han døde i 1988, måtte hun modstræbende indrømme, at på trods af hans succes i den internationale jazzverden, havde han skuffet hende som søn. Enkelte jazzkritikere skuffede han også. De mener, han i en ung alder stagnerede i sit blide, Miles Davis-inspirerede, melodiøse soloblæs af standardmelodier. Men de mener også, at når omstændighederne var de rette, så røg alle reservationer, og man måtte bare overgive sig til trompetistens lyriske tryllerier. Sidste halvdel af sit liv tilbragte Chet Baker mest i Europa, og i Danmark optrådte han flere gange i Jazzhus Montmartre. Han indspillede også pladen 'The touch of your lips' i trio med Niels-Henning Ørsted Pedersen og Doug Raney. 'Chet' er titlen på den illustrerede diskografi, som jazzeksperten Thorbjørn Sjøgren og maleren Hans Henrik Lerfeldt udsendte over Bakers musik i 1985 på forlaget Tiderne Skifter. Og med trompet for mund på et af Lerfeldts blå malerier kigger Chet Baker gennem solbrillerne stadig ned fra væggen på mange af sine danske fans på jazzværtshuset Palæ Bar i Københavns indre by.