Sankt Jakobs Kirke, søndag kl. 16
Der er så tyst i det store kirkerum, at man kan høre en engel falde til jorden. Selv om mange af pladserne på de gråmalede kirkebænke i Sankt Jakobs Kirke er besat. Virkelig mange. Faktisk overraskende mange på så smuk en solbeskinnet sommerdag.
Marilyn Mazur, Josefine Cronholm og Krister Jonsson gør deres entre, slående på tempelklokker, er det vist. Mazur glider på plads bag sit enorme arsenal af slagtøj og tingeltangel, Jonsson griber sin Gibson og Cronholm sin mikrofon.
Trioens gebet er at male billeder med lyd. Sprøde pasteller, men også svulmende oliemalerier. Det ene øjeblik risler musikken som en bæk efter tøbrud, det næste buldrer en flok bissende bøfler ud over den afrikanske savanne.
Koncertens kontrakt
For at koncerter skal lykkes, kræver det, at alle overholder deres del af kontrakten. Musikerne skal selvfølgelig være veloplagte og kunne deres kram, og det kan de tre til overflod.
Marilyn Mazur er et musikalsk kraftværk, som nu på fjerde årti producerer energi i så rigelige mængder, at det mageligt kunne holde kedlerne i kog i 15-20 orkestres rytmesektion.
Josefine Cronholm kan på et splitsekund transformere sin stemme fra næsten uskolet piget til et vildt instrument, der spænder helt ud fra top til bund. Og Krister Jonsson spiller jazzguitar med et rocket og bluesy touch, som virkelig tilfører sener og muskler til foretagendet.
Publikums del af kontrakten er mere enkel. Vi skal i bund og grund bare forholde os nogenlunde i ro. Og ikke mindst holde vores kæft.
Tavs som graven
Måske er det noget evolutionært. Måske er menneskeracen ved at miste evnen til at være tavs i tidsrum, der rækker ud over et minut. Måske er vi ved at blive som flagermus, så vi kun kan orientere os i verden ved hele tiden at udsende lyd, der bliver reflekteret af omgivelserne og smidt tilbage i hovedet på os.
Jeg taler. Altså er jeg.
Six degrees of Miles: Hvordan er Thomas Helmig forbundet med trompetlegenden?Men ikke i Sankt Jakobs Kirke. Selv en lille baby, der ligger på et tæppe på gulvet mellem bænkeraderne, er, på nær et par uskyldige kvæk, tavs som graven. Musikerne belønner os med en ustyrlig smuk og vild oplevelse. Vi kvitterer med taktfaste klapsalver. Allerede inden pausen.
Det er trods alt ikke hver dag, det sker.
Karens Minde, søndag kl. 19
Indrømmet. Jeg har et blødt punkt for Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen. Det er da fantastisk, at der findes steder som dette 4-5 kilometer fra Rådhuspladsen, og den gamle dansepavillon – som i sin tid har stået i parken ved Sct. Hans Hospital i Roskilde – er et af de mest atmosfærefyldte spillesteder på festivalen.
Programmet er bredt og spænder fra Louisiana Jazzband featuring Daimi til den berlinbaserede gruppe Schneeweis und Rosenrot.
Imponeret bistroejer booker stjernepianistSidstnævnte er et modigt valg. Gruppens besætning er klaver, bas, trommer, diverse elektronikgrej og sang, og musikken lader sig ganske enkelt ikke genrebestemme. Det ene øjeblik snerper det i retning af almindelig triojazz, det næste øjeblik er vi på vej ud i det mere avantgardistiske for så at ende i noget, der smager af støjrock.
Sangerinden Lucia Cadotsch kan minde lidt om en (noget fortyndet) udgave af Björk. Hun ligger tit en halv tones penge ved siden af. I begyndelsen tror jeg, at det er, fordi hun ikke kan synge.
Det viser sig at være en forkert antagelse. Bassisten Petter Eldh spiller en ret staccato elbas, som pludselig bliver lidt funky, så ens højre fod vipper glad. Nu kører vi endelig ud ad et stykke Autobahn, vi kender. Men ikke ret længe. Så er der Ausfahrt. Væk fra den slagne vej.
Krav til publikum
Kort sagt: Schneeweis und Rosenrot stiller krav til sine tilhørere.
Jeg har været til koncerter med mindre krævende musik end denne, hvor publikum er gået i opløsning i løbet af tre numre.
Men det sker ikke her i Karens Minde.
LÆS OGSÅ Jazzens stjerner væltede sig i stoffer og røg
I hvert fald ikke i løbet af den time af koncerten, jeg overværer. Publikum ser ud til at bestå af lige dele lokale og tilkommende udefra, og det er mit gæt – og det er kun et gæt – at musikken af mange opleves som ... underlig.
Men de lytter. I tavshed og med respekt.
fortsæt med at læse
