Ikke mange ting er dejligere end at lytte til Bill Frisell, når han spiller guitar.
Den generte amerikaner er noget af det blideste og venligste, og hans behandling af den elektriske guitar er en klanglig drøm, der gennem årene har åbnet og udvidet selve idéen om, hvad dette instrument kan bruges til, og hvordan det kan behandles.
Manden med den usædvanligt smukke tone skulle oprindelig have spillet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Det var meningen, den amerikanske jazz- og gospelsanger Lizz Wright skulle have åbnet aftenen. Men Lizz Wright meldte fra til årets jazzfestival, og aftenen blev flyttet til Statens Museum for Kunst, hvor en dansk trio bestående af pianisten trompetisten Palle Mikkelborg, harpenisten Helen Davies og pianisten Carsten Dahl endte med at tage sig af første sæt.
Udmattende minimalisme
Et åbningssæt med andre musikiere var en god løsning, skulle det vise sig, fordi Bill Frisell, der flere gange i løbet af de senere år har spillet på den københavnske jazzfestival, kom denne gang med sin seneste, californiske projektgruppe kaldet The Big Sur Sextet.
Musikken for strygekvartet, guitar og trommer har Frisell skrevet på bestilling og på basis af stærke naturoplevelser til sidste års Monterey-festival i Californien. Og lige så rost et album den har resulteret i, lige så udmattende minimalistisk virkede den lange suite bestående af numre fra pladen ærlig talt, da sekstetten gik på omkring kl. 22.
Jazz-granatchok havde moves som Cocker og lydtryk som MetallicaEfter en intro formet formet som en diffus brænding i strygerne suppleret med Frisells lavmælte Fender Telecaster og Rudy Roystons diskret underbyggende trommer begyndte det, der bedst kan beskrives som en meget lang streng af repetitiv minimalisme gennemsyret af musikalsk americana.
Retningsløs
Bill Frisell har dyrket disse elementer af blandt andet country og blues med stor kærlighed og nysgerrighed i sine senere år, og det har givet fremragende resultater.
Men strygersatsen i 'Big Sur'-musikken virkede underligt flagrende og løs ved denne liveopførelse, landet som den var midtvejs mellem improvisation og komposition.
Strygerne gentog og gentog deres idéer, mens de langsomt udviklede eller snarere modificerede dem. Men strukturen i de enkelte numre var og blev baseret på nærmest endeløse repetitioner, og det gjorde musikken statisk og retningsløs.
Blues for strygere
Jeg håber, andre måske oplevede det anderledes. Måske som en invitation til at glide med ind i en meditativ stemning. Et flow.
Det lykkedes ikke for anmelderen på Statens Museums hårde stentrappe, og det var en hel lettelse, da der endelig kom lidt retning ind i foretagendet med en simpel 12-takters blues spillet pizzicato, altså med fingrene direkte på strengene, af kvartetten.
Bluesdronnings besøg på jazzfestivalen virkede hult kalkuleretSelv om der var noget smeltende smukt ved Bill Frisells måde at spille simple soloer over strygernes statisk-lavmælte støjlandskaber på, var det endnu en gang en lettelse, da hovedpersonen efter at have præsenteret sin gruppe sluttede af med et par rigtige sange.
Nemlig 'The Shadow of Your Smile' fulgt, som et sjovt apropos til det californiske grundtema, af The Beach Boys' drivende sentimentale ballade 'Surfer Girl', inden et lille glimt af amerikansk folkedans på initiativ fra de to violinister afsluttede aftenen.
Ud på tynd is
Frisells 'Big Sur'-numre blev realiseret med en del brug af effektpedaler, og den slags var også flittigt i brug som stemningsskabende hjælpemidler, da den danske trio åbnede aftenen en time inden med et sæt, der meget mere tilfredsstillende lod musikken opstå i nuet.
Endda med nogle smukke, betagende og sjove resultater undervejs.
Med sædvanlig rumklang og luft på trompet og flygelhorn spillede Mikkelborg op mod loftet eller ned mod gulvet, og når han ville smide idéer på bordet til Carsten Dahl ved tangenterne, gik han hen og spillede direkte til ham.
Sådan kender vi Mikkelborg, og han kunne både udfordre og indordne sig.
En fin lille popfarvet ting sat i verden af Carsten Dahl på elektriske tangenter førte videre ind i et distortet blues-univers, inden musikerne bevægede sig ud på tynd is for at se, hvor langt den mon kunne bære.
Ind i drypstensgrotte
Med små slagtøjsinstrumenter lagt ind på det store og usædvanligt lækre koncertflygels strenge skabte Carsten Dahl percussionagtige klaverklange, der som heftige balkanindslag blev grebet af Mikkelborgs flygelhorn, mens de senere ledte publikum dybt ind i en ældgammel kinesisk drypstensgrotte.
LÆS OGSÅ Bidske hunde og legende hvalpe talte deres eget jazzsprog
Meget af musikken var sindssygt enkel, rolig og meditativ. På den gode måde.
Helen Davies på elektrisk irsk harpe skabte fint afstemte klange og bagtæpper, og det var smukt af Mikkelborg og Dahl at slutte det fine, nærværende og spontane sæt med 'Somewhere Over the Rainbow'.
fortsæt med at læse
