Der havde været betragtelige forventninger til mødet med den hæse, 67-årige blues- og soulsangerinde Bettye Lavette.
En sej og sød dame med en efterhånden 50 år lang, snørklet og ikke specielt frugtbar vej igennem showbusiness.
Karrierens gennembrud er først kommet inden for de seneste ti år, hvor hun er blevet ´genopdaget´ og hentet frem som en autentisk og moden vare fra soulmusikkens dybeste vinkældre, har indspillet nye plader, modtaget priser og i 2007 sågar en Grammy-nominering for cd´en ´The Scene of The Crime´.
LÆS OGSÅ Veterandiva fortolker klassiske rocksange
På hendes hjemmeside er et citat fra New York Times fremhævet med blinkende rødt: ´Bettye Lavette now rivals Aretha Franklin as this generation´s most vital soul singer´.
Bortset fra at dette citat ikke blot er guf for en pr-medarbejder, men også skudt over målet med sin latente sensationalisme, så er Lavette vitterlig en god historie lige nu, hvis kunstneriske levnedsforløb har visse træk til fælles med et uopslideligt eventyr af H. C. Andersen, som vi alle kender så godt.
Historien fortæller hun i sin selvbiografi ´A Woman Like Me´ fra 2012.
Et yderst kedeligt band
Men det rører ikke ved, at hendes optræden på udendørsscenen ved Kulturhuset Islands brygge på den smukkeste, solbeskinnede fredag aften i mands minde var en gedigen fuser.
Og grunden skal findes i den række af ensformige, lidet inspirerende sange, hun havde valgt som repertoire.
Legendarisk trommeslager kastede nyt lys over begrebet koncertMen især i et fuldkomment anonymt, stereotypt og gumpetungt band, holdt sammen af den jammerligt kedelige og lidet spontane kapelmester og keyboardspiller Alan Hill.
Læg der til den betontunge, maskinagtige trommeslager Darryl Pierce og de to ´Blues Brothers´ med mørke solbriller og hat, bassisten James Simonson og guitaristen Brett Lucas, der spillede, som var de to muskuløse bryggerheste med skyklapper, på vej ned ad en snorlige amerikansk highway, hvis rute absolut ikke måtte afviges.
Døde i stoffet
Og døde i stoffet tog de sig ud, mange af sangene, skematisk arrangeret og afleveret som mainstreamvarer, skåret og pakket på kapelmester Alan Hills koncernfabrik.
Efter en heftigt lovende start med det stramt spillende orkester, meldte de første forbehold sig med iscenesættelsen af Neil Youngs ´Heart of Gold´, sovset ind i Hills klæbrigt sentimentale synth-strygere.
Og det blev ikke sidste gang, at han anvendte dem.
Kritik Genopstanden soul-diva skaber autentisk soulMen også sangene af mere ren soul-karakter og i hurtigere tempi var både kantede og ensformige med deres sparsomme sangtekster og evindeligt gentagede, forsimplede omkvæd, hvad der i særlig grad gjaldt titlerne ´Crazy´ og ´Souvenirs´.
Det desperate omkvæd
En god sang er jo en symbiotisk struktur af melodi, akkorder og tekst, der byder sig til som en interessant musikalsk fortælling.
Det var der ikke meget af denne aften, til trods for, at Lavettes bagkatalog bl.a. består af fortolkninger af velskrevne rock-, pop- og countrysange af drevne håndværkere som Bob Dylan, Willie Nelson, Elton John, Pink Floyd og Tom Waits.
Den traditionelle jazz er ikke til at slå ihjelDet mest velfungerende nummer var Lavettes egen ´Joy´, der ikke blot havde en nerve i de af bandet sikkert nedplaffede bluesrock-riffs, men også i Lavettes personligt motiverede sangforedrag med det desperate omkvæd, spækket med kampgejst: ´They Took My Joy, I Want It Back´.
Og i samme sang antydede hun med få midler, hvordan hun havde søgt efter glæden i fødebyen Detroit, i Memphis, i Muscle Shoals, ja, alle steder.
Hvorfor var hun der?
Dette tema om hendes fortid, der nu var vendt til respekt og gennembrud, undlod hun heller ikke undervejs at minde publikum om.
Og direkte utroværdig var hendes bedyrelse af, at sangen ´This Is As Close As You Get To Heaven´ netop var, hvad hun følte dér, på scenen.
Var hun der af kunstnerisk nødvendighed, eller fordi hun ville høste frugterne af karrierens sene opsving på en lukrativ turné?
LÆS OGSÅ Fransk trompetist tabte kæden i Jazzhouse
Selvom Bettye Lavette har en levende sceneoptræden, der demonstrerer både humor og overskud, og selvom hun er i besiddelse af en overbevisende røst med et hæst ´cry´, så formåede hun ikke for alvor at brænde igennem de stereotype musikalske vægge, der var sat op omkring hende.
Hvad kunne et mere åbent og simrende orkester med anderledes spontant indstillede musikere mon have udrettet sammen med hende?
fortsæt med at læse
