Ibrahim Maalouf er trompetist fra Paris med arabisk baggrund.
Hans nye plade hedder ’Wind’, og selv kaldte han den i Jazzhouse for »en 2-års boble«, som efter Maaloufs eget udsagn hverken ligner, hvad den franske trompetist fra Libanon lavede inden, eller hvad han kommer til lave efter dette projekt.
Det er filmmusik til en fransk stumfilm fra 1927 af René Clair kaldet ’Vindens bytte’, og det virkede simpelthen som en tung opgave for de fem musikere fra albummet at turnere med materialet.
LÆS OGSÅ Ghanesiske rytmer og vaskeægte triojazz bød børnene op til dans
Dels var der ikke stof nok til en koncert.
Flere numre blev i hvert fald trukket ud til et punkt, hvor musikken dårligt kunne bære, for at det ene sæt, aftenen bestod af, kunne jokkes op på halvanden time.
Dels var Maaloufs præsentation af materialet underligt kejtet. Omend på en oprigtig, sød og charmerende måde.
Vild med talsymbolik
Trompetisten talte og talte om talsymblik. Om hvordan han var inspireret af Miles Davis og hans musik til en Louis Malle-film fra slutningen af 1950’erne.
Og selv om publikum grinede på den kærlige måde, forblev det et komisk element aftenen igennem, sådan som Maalouf kunne få alt, lige fra sin egen alder til Miles Davis’ fødselsdag, til at gå op i en højere enhed.
Inspirationen fra Miles var afspejlet i formatet. En kvintet med Mark Turner på den saxofon, der i legendens to store kvintetter blev spillet af henholdsvis Coltrane og Shorter. Dertil trommer, bas og klaver.
Sangerinde synger for mønter til taxaenFørste nummer var cool.
Senere fik vi et tungt, monotont groove og undervejs flere soloer med eksempler på det, 33-årige Maalouf er blevet omtalt for.
Nemlig hans arabisk inspirerede brug af kvarttoner på trompeten, som han realiserer ved hjælp af et instrument med en fjerde ventil, der kan ramme tonerne inde mellem dem, vi er vant til i vestlig dur og mol.
Vi nåede også at opleve trompetisten stå og spille ned i gulvet med ryggen til salen som Miles.
Luft på tonen
Det virkede postulerende, og her faldt kæden af. Men ellers var det ikke Maaloufs spil, der fejlede noget.
Man hæftede sig ved hans dynamisk ’lige’ stil, hvor fokus helt var på frasering, på musikalske tanker og figurer, og hvor den ’hvide’ tone med godt med luft på satte et personligt aftryk.
Som en anden af de trompetister, festivalen denne gang trak til København, tyskeren Markus Stockhausen, har Maalouf et ben i den klassiske lejr. Ja, mere end det. Han er uddannet der.
Det giver ham et teknisk forspring, som tillod ham at skjule vanselighederne ved at spille bevidst falsk som en trist cirkusklovn i manegen.
Og bruge det som et musikalsk element i sammenstød med resten af bandets flintrende, men dybest set stivnede udfoldelser.
New Orleans-trompetist spiller på sit Katrina-raseriEfter dette teateragtige indslag fik vi columbianske rytmer.
Ind imellem kom der indskud af klassisk virtuoskunst bakket op af Maaloufs faste samarbejdspartner ved flyglet, Frank Woeste, og en sang af Serge Gainsbourg.
Også den passede på en sindrig måde mærkeligt nok ind i den talmystik, Maalouf åbenbart tænder på.
Fremstod aldrig som leder
Men franskmanden fremstod aldrig som en overbevisende leder, og han sluttede aftenen af alene på scenen med et forsøg på fællessang, hvor trompetisten halede den i land som pianist med en vuggevise skrevet til hans datter.
LÆS OGSÅ Jazz-betegnelsen er en spændetrøje
Det var i og for sig en kær afslutning på en kort koncert med en dygtig, seriøs og kompetent musiker, hvis gruppe – særlig Larry Grenadier på hårdt forstærket bas og den smæk-dynamiske Clarence Penn ved trommerne – bare mere virkede som om, de arbejdede end brændte for sagen, mens de proft leverede varen.
Mark Turner med tenorsax'en lignede mest en, der mentalt havde meldt sig ud.
fortsæt med at læse
