Med trompetisten Terence Blanchards koncert lørdag aften afsluttede spillestedet Pressen sit festivaltemaet om New Orleans, der har budt på fem koncerter med meget forskellige orkestre fra den vitale musikby, hvor jazzen spiller en afgørende historisk rolle, men hvor også nyere genrer og stilformer med tiden er tilflydt Mississippis musikalske delta.
Personligt nåede jeg kun at høre en enkelt anden af Pressens koncerter, nemlig med det opreklamerede brass- og partyband, The Soul Rebels. En bundskraber, der ikke blev plads til at anmelde.
Sammenbidt kvintet
Blanchards koncert skulle angiveligt have kredset om den musik, han skabte til Spike Lees dokumentarfilm om orkanen Katrinas katastrofale hærgen i New Orleans i august 2005, og som udmøntede sig i det prisbelønnede soundtrack ’A Tale Of God´s Will – a requiem for Katrina’ (2007).
Men det hørte man ikke noget til. I stedet var Terence Blanchard, vel forståeligt nok, mere optaget af at præsentere aktuel musik fra sin nye Blue Note-udgivelse ’Magnetic’.
Amerikansk guitargud satte musikken på repeatNoget afmålt og sammenbidt virkede kvintetten, da den kom på scenen i klassisk opstilling: Blanchard selv på trompet, Brice Winston på tenorsax, den unge cubaner Fabian Almazan på flygel, Kendrick Scott på trommer og den blot 21årige Joshua Crumbley på bas.
Og de kunne i rytmisk forstand flytte fingrene, selvom man kan stille spørgsmålet, hvor meget deres musik egentlig flyttede publikum?
Imponerende håndelag
For musikken satte fra som død og djævel med stykket ’Central Focus’, hvor musikerne arbejdede hidsende og komplekst med rytmiske lagdelinger.
Ja, det var i virkeligheden essensen af dette højt gearede band, hvor trommeslager Scott fungerede som en slags generator og kraftstation, som solisterne kunne spille op til - og få svar på tiltale af.
Musikken gled over i standardmelodien ’Autumn Leaves’, atter i et hektisk tempo, der tangerede det jappede. Og nok var det også en hilsen til Miles Davis´ 60´er-kvintet, der ligeledes kunne finde på at spille ting i demonstrative tempi.
Men nærmest udraderet var de smukke spændinger mellem melodien og dens harmonik, og der var ikke tid til at udnytte sangens indbyggede fraseringer og naturligt indlagte vejrtrækninger. Musikkens styrke lå altså ensidigt på intensitet og imponerende håndelag.
Tempo, teknik og polyrytmik
Ingen tvivl om, at der især i koncertens første sæt var tale om musik med flere intense passager. Ingen tvivl om, at den blev spillet af topklassemusikere.
Og som Blanchard udtrykte det ikke uden humor: ’vores bassist har studeret og gradueret på Juillard School of Music, for ingen kommer med i mit band uden et musikalsk diplom’.
Men som man har set det mange gange før: der er en tendens til, at musikere kommer ud fra de amerikanske jazzskoler med højeste udmærkelser, rasende teknisk dygtige, og med den vigtigste ambition at kunne spille røven ud af bukserne, dybt præget af traditionen for muskuløs machojazz, hvis magiske trylleord er tempo, teknik og polyrytmik.
Bidske hunde og legende hvalpe talte deres eget jazzsprogMen når dette håndelag ikke følges af en tradition for at dyrke og udvikle melodisk improvisation (en dyb og umistelig del af jazzens kunstneriske væsen), ja, så får man musikere som den unge cubanske pianist Fabian Almazan, der under koncerten kunne opvise eminent, rytmisk satset akkordspil i dialog med trommeslager Scott, men som stort set ikke kunne formulere en flydende, melodisk drevet linje med sin toptrænede højrehånd.
Glemte melodien
Samme musiker var også komponisten bag et af koncertens symptomatiske musikalske indslag ’Pet Step Sitter´s Theme Song’, der åbnede med elektroniske lydstemninger og en kraftfuldt rullende klaverindledning.
Men de instrumentale soli foregik over to modale akkorder, og med dette tynde grundlag måtte både Blanchard, Winston og Almazan hævde sig med stigende crescendi i hver solo. En noget udpint og ensidig udtryksform.
Så den flere gange prisbelønnede Terence Blanchard kom med stort program og et toptrimmet orkester, som et eller andet sted undervejs i det igangværende projekt og på deres turné har mistet melodien eller glemt den i en af den lukrative festivalsommers europæiske storbyer.
LÆS OGSÅ Fransk trompetist tabte kæden i Jazzhouse
Og minsandten, om ikke ekstranummeret var den melodiske ballade med tiltrængt luft og melankoli, man havde siddet og sukket efter, vist nok ’Dear Mom’ fra Katrina-projektet.
Men på et faldereb er det umuligt at vende en hel forestilling.
fortsæt med at læse
