Spade. Guitaren har skullet kæmpe for at finde sit ståsted indenfor jazzens univers.
Foto: Jens Dresling (arkivfoto)

Spade. Guitaren har skullet kæmpe for at finde sit ståsted indenfor jazzens univers.

Copenhagen Jazz Festival

Guitaren er jazzens svære instrument

Tre guitarister fortæller om, hvorfor det er svært at være guitar i jazz.

Copenhagen Jazz Festival

Få instrumenter har haft større indflydelse på musikkens udvikling i Vesten end den elektriske guitar.

Men når det kommer til jazzen, har spaden med de seks strenge skullet kæmpe for at finde sit ståsted på scenen i krydsilden mellem den solospillende saxofon og det akkompagnerende klaver.

LÆS OGSÅ Der er sket meget, siden Charlie Christian i 1930’erne sluttede sin Gibson ES-150 til den dengang nyopfundne forstærker.



Men selvom guitaren har udviklet sig meget gennem årene, og selvom de fleste er enige om, at den hører til i jazzen, er det alligevel som om, den endnu ikke har fundet sin faste plads; som om dens rolle er til stadig forhandling.

Politiken Jazz Live spørger tre danske jazzguitarister, hvor guitaren står i dag.

Jakob Bro: »Jeg havde lyst til at skifte til sax«

Du spiller på en Fender Telecaster, som mange vil opfatte som en rockguitar. Hvorfor?
»Telecasteren er mest min turné-guitar. Den fylder ingenting, vejer ingenting, og så er den nem at have med i flyet. Fordi jeg spiller så meget i udlandet, har det været en stressfaktor at spille på større guitarer. Jeg var nervøs for, at de skulle ligge og rode rundt i flyet sammen med al bagagen. Så er det typisk mig, at når jeg først er begyndt at øve på en guitar, så er det også den, jeg bruger. Men jeg kan altid få den lyd frem på den, jeg vil have«.

Hvad er det for en lyd?
»Jeg arbejder meget med effekter, men jeg kan også lide at spille med ren lyd. Jeg elsker delay (en ekko-effekt, red.) og rumklang, men i nogle sammenhænge passer det bare ikke. Min lyd skifter næsten fra dag til dag, og når jeg spiller koncert, piller jeg så meget ved mine effektpedaler, at folk ofte tror, der er noget i vejen. Det er fordi, jeg spiller en tone, og så tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis der var lidt mere delay, hvis rummet var lidt mere buldrende, eller hvis forvrængningen fyldte lidt mere«.

Hvad er guitarens rolle i jazz?
»Da jeg som ung begyndte at spille jazz, havde jeg tit lyst til at skifte til saxofon eller kontrabas, fordi det var mere ’jazzet’. Kontrabassistens og saxofonistens rolle var klarere defineret end guitarens rolle. Men jeg var for stædig og sagde til mig selv, at al den tid, jeg havde brugt på guitaren, ville være spildt, hvis jeg skiftede. Da jeg begyndte at lytte til mere klassisk jazz, var det John Coltrane, jeg hørte. Jeg prøvede at bruge mit instrument som et horn og tænkte ikke over alle de muligheder, der var i klange og akkorder. Senere er det så gået op for mig, hvor mange muligheder, der er på guitaren, og i dag vokser min fascination af instrumentet for hver dag, der går«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jakob Fischer: »Jeg er lidt af en kamæleon«

Hvilken guitar spiller du på?
»Jeg har to guitarer med rundt, som jeg veksler imellem: min jazzguitar, en Gibson ES 350-T, og en spansk. For tiden spiller jeg mest på den spanske. Det er ikke et særligt fint instrument, men jeg har fået meget positiv respons på den fra publikum. På en måde synes jeg, at det er nemmere på en spansk guitar at få en tone, der virkelig bærer«.

Modsat mange andre guitarister spiller du med en ren lyd uden så mange effekter, så det kan være fristende at beskrive dit udtryk som lidt gammeldags.

Hvad siger du til den udlægning? »Opdelingen i gammel og moderne giver ingen mening. Som tyveårig spillede jeg langt mere »moderne«, end jeg gør i dag. Jeg spillede duo med Jakob Bro forleden, og jeg tror ikke, han opfatter mig som mere gammeldags end ham selv. Den måde, jeg spiller på, er vokset ud af, hvad jeg har lavet i mit liv. I forhold til effekter opfatter jeg det meget som en modeting.

Engang var det moderne med chorus(en effekt frembragt med pedal, bl.a. meget brugt af John Scofield, red.). Så kom der en periode, hvor alting var knastørt, og så begyndte det med delay (en ekko-effekt, red.) igen. Der er ikke noget, der er så umoderne, som det, der lige har været allermest moderne. På den måde kan man godt sige, at jeg prøver at være tidløs, men jeg spiller også med forvrængning – bluesguitar er noget af det, jeg elsker allermest. Jeg er lidt af en kamæleon, jeg kan spille mange stilarter.

Du kan godt lave lidt med en pedal, men i den virkelige verden er det fingrene, der spiller, og det uanset om du er Kurt Rosenwinkel eller Pat Metheny. Jeg har hørt Pat Metheny spille over en jazzchorus-forstærker på Rytmekonservatoriet for mange år siden. Direkte ind med lortet uden nogen effekter. Det lød fuldstændig som Pat Metheny. Det hele handler om, hvordan du spiller«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mikkel Ploug: »Det kan lyde som en banjo«

Hvilken guitar spiller du på?
»En Gibson 330 fra 1961, som jeg har købt i New York i 2008. Den er en mellemting mellem en klassisk jazzguitar med en stor og hul krop og en rockguitar med en massiv krop. På den måde får jeg både den varme lyd fra jazzguitaren og nogle af kvaliteterne fra rocken. Guitaren har en dyb trælyd og meget lidt sustain (en slags efterklang, red). Det lyder næsten som en banjo, når man spiller på den, uden at den er sat til en forstærker«.

Hvad er guitarens rolle i jazz?
»Når man begynder med at lære jazzmusik fra bunden, kommer man ikke uden om Sonny Rollins, Charlie Parker og John Coltrane. Man er nødt til at efterligne hornene, fordi meget af traditionen er skrevet til horn. Men så er det, man løber ind i en mur; for selv om man kan lære sproget på guitaren, så er lyden meget mindre end en saxofon. Så bliver man nødt til at undersøge, hvad guitaren kan, som de andre instrumenter ikke kan, og derfor kigger man så på rockmusikken, hvor guitaren fylder det hele. Jeg tror, at mange af os jazzguitarister har søgt at finde et sted midt imellem«.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

»Jeg bruger meget delay (’ekko’-effekt, red.) for at skabe en stor lyd. Ligesom jeg bruger meget tykke strenge. Delay er min hovedeffekt; jeg får meget inspiration af at høre tonerne svæve spøgelsesagtigt, efter at jeg har spillet dem. Der er ingen i den traditionelle jazz, der spiller med delay. Det er en rockting. Jeg har det fra Kurt Rosenwinkel. Da jeg hørte ham første gang tænkte: Hold da kæft, det lyder sindssyg fedt, fordi han kombinerede de to verdner ved spille jazzmusik, der kom ud af traditionen med smukke linjer, melodisk og stor klang. Og så sovset ind i delay, der i virkeligheden ikke hører jazztraditionen til overhovedet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce