Ved en fejl er der givet tre hjerter til koncerten med Carsten Dahl og Markus Pesonen i papirudgavens anmeldelse, der bringes søndag. Det korrekte antal hjerter er fire.
I den velswingende Disney-tegnefilm ’Aristocats’ fra 1970 hærger en gruppe baggårdskatte Paris’ hustage og lofter med festlig jazzmusik.
Og musikformens stereotype essens bringes i spil, når der synges: 'Hver eneste lyd fra dit horn er en fryd/jeg bliver' så dejlig tilpas, når jeg hører jazz/hvem vil ikke gerne være kat? Fordi en kat går ud på sjov hver eneste nat/alle sku' ha' lov at springe frit omkring/til vores kisse-misse-katteswing!'.
Lige-ud-af-landevejen
Der går en mjaven og en kælen og en kradsen igennem jazzen.
'Cat' er slang for den velspillende jazzmusiker, og amerikanske udøvere kan ikke omtale hinanden uden at anvende dette udtryk, som vibrafonist Warren Wolf og trommeslager Lee Pearson gjorde det forleden dag i et interview foran Jazzhouse i P8Jazz.
En af Chet Bakers plader hedder naturligvis 'Cool Cat', og jazzens ikonografi fra pladecovers til jazzbarer viser ikke sjældent det kælne dyr med de skarpe kløer.
Om den unge tenorsaxofonist Anders Bast og hans trio er, hvad man kunne betegne for 'cool katte', må publikum beslutte.
Men swing og energisk fremdrift var der at hente i Argentinsk Vinbar, hvor Anders Bast kunne høres på frisk og satset tenorsax sammen med en velspillende Thor Madsen på guitar og bassist Mathias Petri med en uskønt skramlende tone.
Snushanen noterede sig den lige-ud-ad-landevejen prægede stil, hvilket egentlig passede til vinbarens uformelle atmosfære, fuld af tango i luften med billeder af dansere på væggene og ikoner som Astor Piazzolla.
Thor Madsen demonstrerede, som sættet skred frem, et betragteligt vokabularium af ideer. Men underlagt mainstreamjazzens konventioner syntes der langt til den højspændte storbyenergi og modernitet, som han præsenterede for efterhånden en del år tilbage på sin plade 'Metal Dog'.
Trioen slap i det hele taget bedst fra stykkerne med et mådeligt tempo, hvor fraseringer og håndelaget kunne følge med, hvilket især gjorde sig gældende i sættets mest vellykkede, standardmelodien 'Alone Together'.
Mørkt og kantet
Kattene var dog stukket af, da guitaristen Mark Solborg og saxofonisten Francesco Bigoni præsenterede deres nye projekt og dobbelte pladeudgivelse 'On Dog'.
Nu var der bidske køtere og bjæffen i luften, der flåede sommeridyllen og den hvidvinskølende stemning på Gråbrødre Torv itu med en mørk, rytmisk insisterende og kantet musik.
Der var nap i kinderne og bid i haserne, når de fem musikere, Solborg på guitar, Marc Lohr på energiske og dygtigt styrede trommer foruden Bigoni og to yderligere italienske blæsere, Piero Bittolo Bon på altsax og fløjte samt Beppe Scardino på basklarinet og barytonsax, åd noder fra de udmålte partiturer og blandede med passager af fri improvisation.
Der blev ikke leflet for nogen. Og deri ligger en kvalitet af kunstnerisk integritet.
Men hvor var poesien i det alt sammen? Også til trods for, at musikerne kunne fortælle, at dette første sæt var med deres mørke musik, mens det andet sæt ville være med den lyse side.
Man savnede melodisk smidighed og charme i et sæt, hvis musikalske udtryk virkede for lukket.
Højloftede lyddigte
Charme som små hundehvalpe fik Snushanen derimod færten af i Literaturhaus, hvor pianisten Carsten Dahl og den unge eksperimenterende guitarist Markus Pesonen leverede en fornem lille koncert på to sæt for et publikum, der fik lov at smage musik med lydhørhed og intenst nærvær af en sjældent hørt slags.
Det lydpoetiske minispil formede sig som små fortællinger, hvor stikord førte til nye stikord, som førte til flere snusende undersøgelser af musikkens lyde og klanglige væsen.
Dahl tilhører som improvisator eliten ikke blot i Danmark, men også i Europa. Men han gav på forbilledlig vis plads til sin medspiller og til luften og pausernes betydning i musikken.
LÆS OGSÅ Jazzvilde københavnere går efter byens bedste messingblæs
Men Pesonen stod ikke tilbage for ham med en gang på gang overraskende idérigdom i sin måde at præparere og frembringe klange, små melodier og lyde på sin elguitar ved hjælp af diverse genstande og effekter. Og ikke på noget tidspunkt svigtede hans dosering af disse.
Musikken formede sig derfor, med de begrænsninger en så diminutiv musik nu engang har, som en række fornemme forløb, små lyddigte som skabt for det højloftede Literaturhaus, hvor sprog med mange slags dialekter og grammatikker er velkommen.
fortsæt med at læse
