Årets tema i Pressen er ‘The Sound of New Orleans’. Men med mindre man regner al jazz for passende ind under dette tema, kan man ikke sige, at saxofonisten Brandford Marsalis’ hører til under denne paraply.
Faktisk kunne Pantera eller Lis og Per lige så godt have optrådt. For det var kun det sidste nummer, klassikeren ’Saint James Infirmery Blues’, der tog os med til jazzens fødeby, mens resten af det laaaange sæt var helliget andre af jazzens varianter, og det i en diversitet, så man nærmest følte sig som deltager i en tour rundt i et musikhistorisk genremuseum.
KLIK PÅ KORTET Six degrees of Miles: Hvordan er Thomas Helmig forbundet med trompetlegenden?
Jay Lenos mand
Branford Marsalis kommer fra en af jazzens store familier. Hans far, Ellis Marsalis, har som mentor medvirket til at skole et antal betydelige navne, og tre af hans brødre er professionelle musikere, henholdsvis trompetisten Wynton Marsalis, trommeslageren Jason Marsalis og basunisten Delfeayo Marsalis.
Selv er Brandford Marsalis mest kendt for i nogle år at stå i spidsen for husorkestret hos komikeren og talkshow-værten Jay Leno, dernæst for at være musikalsk indpisker hos Sting. Desuden har han skrevet musik til Spike Lees film ’Do The Right Thing’ og genindspillet John Coltranes seminale album ’A Love Supreme’ for nogle år siden.
LÆS ANMELDELSE
Dianne Reeves viste sig som jazzens svar på 'The Boss'Slanger op af kurve
Som musiker er han indiskutabelt knusende dygtig, og det samme kan man sige om hans tre medmusikanter.
Dog er hans håndtering af den vanskelige sopransaxofon ikke helt optimal, faktisk var man et par gange i aftenens løb alvorligt bange for, at der skulle begynde at dukke slanger op af kurve. Men på tenoren kan han spille som stort set alle sine forbilleder, fra Benny Carters fløjsbløde swingtone over Dexter Gordons hårde bebop, Coltranes kaskader af lyd og adskilligt andet.
Og såvel pianist som trommeslager og bassist viste sig også at beherske jazzens stilarter, fra den indledende tempererede modernisme og til den nærmest ECM’ske stiløvelse over temaet fra free jazz til lyrisk impressionisme.
LÆS ANMELDELSE
New Orleans-rødder fik danske damer til at ryste med røvenGang i den med Monk
Materialet var en skønsom, men formentlig uhyre gennemtænkt, blanding af egne ting og klassikere. Og det var helt tydeligt, at der var mest liv i kludene, når materialet var skrevet af ikoner.
Således var der massivt gang i den, da ’Tico Tico’ fik en omgang i manegen; her blev der virkelig gået til vaflerne, og ikke mindst bækkener og tangenter fik en omgang, de sent vil glemme, mens kapelmesteren mest overbeviste alle om, at han altså ikke var Charlie Parker.
Den gamle musicalschlager ’Cheek to Cheek’, skrevet af Irving Berlin og udødeliggjort af Fred Astaire (sammen med divine Ginger Rogers) i filmen ’Top Hat’, var måske aftenens mest vellykkede indsats, for her fik Branford Marsalis lov til at vise, hvor fedt swingende en musiker, han er, når han slapper af.
LÆS ARTIKEL Jazzens stjerner væltede sig i stoffer og røg
Og i dette nummer blev tilhørerne ført rundt i jazzmuseets mange afdelinger, når bandet lydefrit skiftede musikalsk paradigme. Her var det superfedt, at rytmegruppen fik frikvarter og gav sig til at lyde fuldstændig som Miles Davis knaldhårde folk anno sidst i halvtredserne. Ikke originalt, men virkelig godt gået.
Det kan måske virke sentimentalt, men det virkede ikke som om, der for alvor var hjerte i aftenens opvisning.
Kompetent som bare pokker og veltilrettelagt. Men dem på scenen havde ikke nogle egne historier at fortælle. Og derfor ender vi på tre fedtede hjerter, hvilket ikke engang er et til hver. Men sådan er det.
--------
Rettelse: Vi skrev i en tidligere version, at nummeret 'Tico Tico' er skrevet af Thelonius Monk. Men det er af brasilianeren Zequinha de Abreu.
fortsæt med at læse
