Free jazz-trommeslageren Sunny Murray og hans danske fan Kresten Osgood nyfortolkede begrebet koncert, da de spillede sammen i huset.
Det var en stor oplevelse.
Den nu 76-årige trommeslager Sunny Murray er måske ikke så sindssygt kendt i den brede offentlighed; men er ikke desto mindre en af den nyere jazz’ væsentligste skikkelser.
Han hører til blandt de mest innovative rytmikere, nogle omtaler ham ligefrem som faderen til moderne jazzttrommespil.
Med de store
Det imponerende ry har han først og fremmest fået på grund af sin medvirken på indspilninger med to stilskabere inden for den frie jazz: pianisten Cecil Taylor og tenorsaxofonisten Albert Ayler, som i begyndelsen af 1960’erne regulært omdefinerede jazzen, som ifølge dem var ved at sande totalt til i bopfalbelader og unødigt lir, hvorfor det var nødvendigt at søge tilbage til rødderne.
Mageløse Macy Gray klædte saxofonist i amokløb
Taylor definerede rødderne som en sammensmeltning af rytme og harmonik, hvor hans instrument klaveret primært tjente en perkussiv funktion; Albert Ayler, som desværre kom af dage alt for tidligt og blev fundet i Hudson River med en kniv i ryggen i 1970, søgte tilbage til New Orleans-musikkens fælles improvisationsspil, men lagde den traditionelle harmonik og melodik bag sig med sit ekspressive og voldsomt primale spil.
Bidrog til avantgardens udvikling
Sunny Murray havde en instinktiv forståelse for d’herrers visioner og bidrog med sit helt frie, legende og nærmest selvstændigt melodiske spil afgørende til avantgardens udvikling.
Med Taylor indspillede han blandt andet i det gamle Montmartre i St. Regnegade ’Nefertiti, the Beatiful One Has Come’ i 1962 og ’Live at Montmartre’ året efter, og senest har Murray og Taylor arbejdet sammen i 1980 på optagelsen ’It Is In The Brewing Luminous’.
Sammen med Albert Ayler blev det til de legendariske ESP-LP’er ’Bells’ , ’Spirits Rejoice’ og ikke mindst ’Spiritual Unity’, men Murray er også med på den skelsættende og ekstremt smukke ’Ghosts’.
Garzone gav glimt af det utæmmelige jazzbæstDerudover har han spillet med et større antal andre musikere, så godt som alle tilhørende den såkaldte avantgarde-jazz-tradition, herunder David Murray, som jazzfestivalen havde fornøjelsen af onsdag på det Kgl. Teater med Macy Gray, og som trommeslageren ikke er spor i familie med, selv om de deler efternavn.
I eget navn er det blevet til et lille dusin plader, de fleste fra årene mellem 1965 og 1970.
Spillede op til hinanden
Osgood og Murray lagde ud med et længere stykke trommeduet, som blev indledt med sætningen ’Don’t get fooled again’ eller også var det ’Won’t get fooled again’ ligesom nummeret med The Who fra ’Who’s Next’ – det er ikke til at sige, lyden var ikke den bedste.
Og med dette mantra spillede de så op til hinanden på hver deres sæt, ikke kæmpende, men parallelt, og Murray demonstrerede sin suveræne forståelse for bækkeners anvendelse.
Jazz-betegnelsen er en spændetrøjeHelt frit spil, var der tale om, men en vis struktur indfandt sig efterhånden og man fik mindelser om stykker af den moderne komponist Lukas Foss.
Kresten Osgood inddrog også et flygel sit samarbejde med legenden fra New York, ganske smukt var det med søgende forløb, som til sidst fik en impressonistisk karakter og kompletterede Murrays svævende spil.
Et digt af Cohen
Det blev også til oplæsning af et digt af Leonard Cohen, hvor Murray diskret viskede i baggrunden og Osgood spillede på en lille zither og desuden blæste heftigt i en trompet.
Som ekstranummer fik vi, efter en lang historie om Murrays liv, familie og indespærring i fængsel i tre år, to bluessange, akkompagneret af Osgood på piano. Og at kalde Murrays sang for andet en entusiastisk, ville være urimeligt.
LÆS OGSÅ Efter midnat spiller trommeslageren med armene krydset på ryggen
Seancen varede lidt over en halv time, og det var fantastisk at være i samme lokale som legenden Sunny Murray, om end det kastede et nyt lys over begreber som ’koncert’ og ’sang’.
fortsæt med at læse
