I 2012 bad den traditionsrige Monterey Jazz Festival guitaristen Bill Frisell om at komponere et nyt værk, som skulle uropføres på sidste års festival i den californiske kystby.
Med bestillingen fulgte et gratis ophold på en ranch i Big Sur, et barskt, men også meget smukt naturområde syd for Monterey.
Opholdet resulterede i et værk for den i jazzsammenhæng ret usædvanlige besætning guitar, violin, bratsch og cello, som har fået navn efter Big Sur, og som er meget inspireret af Frisells ensomme ophold midt i den vilde natur.
LÆS GUIDE
Tørst efter udfordringer
»Jeg havde hverken ur eller telefon med. Så jeg kunne suge The Big Sur ind døgnet rundt og lade inspirationen blive til musik. Jeg synes selv, naturen kan høres i musikken, men det var nu ikke noget, jeg havde planlagt; det kom nærmest af sig selv«, fortæller Bill Frisell i telefonen fra New York om værket, som også står i centrum for hans optræden på Copenhagen Jazz Festival.
Nu er der, skal det siges, ikke noget specielt ved, at den 62-årige guitarist rent musikalsk betræder nye stier. Det har altid været normen.
LÆS OGSÅ
Bill Frisell er med andre ord ikke for fastholdere. Hans vej gennem musikken de seneste 30 år har været alt andet end forudsigelig og har konstant været præget af en uudslukkelig tørst efter at udfordre musikken, lytterne og ikke mindst sig selv.
Han har været hele turen igennem: fra opfindsomme klange og beherskede hyleguitarsoli over bevidst grim, larmende, knasende og provokerende avantgarde/undergrunds punkjazz.
Fra kontrolleret, velklingende fusion over nye soundtracks til Buster Keaton-film og videre til musik inspireret af fotos af USA's fattige landarbejdere i midten af det 20. århundrede.
Sin egen amerikanske musikarv
Men siden midten af halvfemserne har den lyriske side af Bill Frisell været den fremherskende.
Gennem en række projekter og cd-udgivelser har han understreget sin dybe kærlighed til det oprindelige i sin egen amerikanske musikarv. Med sit enkle og klangorienterede spil har han tydeligvis fundet sig til rette i en genre, som først for nylig har fået et navn: americana. Musik, som er videreudviklet fra blues, bluegrass, country & western, rhytm’n’blues og rock’n’roll.
Bill Frisell beskriver sig selv som nærmest afhængig af at kunne udtrykke sig gennem musikken:
»Jeg er grundlæggende et meget genert menneske. Jeg danser ikke, og jeg slås ikke. Men alt kommer ud, når jeg spiller. Jeg er som i en anden verden, hvor jeg kan alt det, jeg ikke kan i mit virkelige liv«.
LÆS OGSÅ
Som musiker og person virker Bill Frisell, som om han i høj grad hviler i sig selv og hele tiden har en klar fornemmelse af, hvor han vil hen med sin musik. Er han nogensinde i tvivl om, hvad der nu skal ske?
Han ler.
»Jeg er konstant i tvivl! Jeg føler, at jeg altid er i en læreproces. Og dog – så længe jeg er midt i musikken, er jeg aldrig i tvivl. Jeg spiller en tone, og den sender mig videre til de utallige yderligere muligheder, der findes«, siger han. Og tilføjer så:
»Det er kun, når jeg tænker for meget, at jeg kan blive forvirret«.
En stor inspirator
Blandt danske instrumentkolleger er der stor respekt for Bill Frisell og hans betydning. For guitaristen Jacob Fischer var det en regulær øreåbner, da Frisell fik sit gennembrud.
»Han har udvidet jazzguitarens klanglige palet enormt. Og har jo den dejlige linje til Jim Hall, hvor guitarister ikke nødvendigvis behøver spille så mange toner. Bill Frisell er en stor guitarist«, siger Jacob Fischer.
Den svenskfødte guitarist Bjarne Roupé, som har boet og arbejdet i København siden 1979 og er jævnaldrende med Bill Frisell, har fulgt amerikaneren, siden han i begyndelsen af 1980’erne spillede sammen med den norske saxofonist Jan Gabarek.
»Jeg lytter stadig til de plader. De er klassiske i både sound og koncept«, siger Bjarne Roupé, som er vild med Frisells »super kontrollerede vibrato, kombineret med brug af volumepedal og ekko og hans smukke harmoniske valg af grundtoner«.
»Bill Frisell har skabt en dybt original retning, som ofte er kopieret, men aldrig overgået«, siger den svensk guitarist.
LÆS ARTIKEL
Musikken binder os sammen
Men Bill Frisell kan inspirere andre end guitarister. Han har netop været i studiet med den italienske pianist Stefano Bollani og de to danskere bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund.
Et møde mellem, hvad der på forhånd kunne ligne to meget forskellige retninger: americana og klassisk europæisk klavertrio. Men det skulle vise sig, at de to retninger havde meget at give hinanden.
»En magisk session – intet mindre«, siger Morten Lund. »Musikken flød fuldstændig ubesværet. Jeg mærkede det med det samme; som et spil Tetris, der går op. Otte ud af ni sange var first takes, og alle gik rundt og smilede hele tiden og sagde » Awesome!««.
LÆS OGSÅ Stjernemusikere er på vej til Danmark
Bill Frisell var temmelig nervøs op til indspilningen. Men da først musikken spillede, forsvandt nervøsiteten. For, som han udtrykker det:
»Når vi først begynder at spille, er der ingen, der tænker på, hvor vi kommer fra. Alt forsvinder ind i musikken. Musikken binder os sammen«.
I disse år skyder den ene musikalske knop efter den anden ud fra den stamme, der, i mangel af bedre, stadig kaldes jazz. Og der tales meget om, hvorvidt begrebet har overlevet sig selv. Bill Frisell har om nogen bidraget med nye, friske skud på jazzstammen. Hvad kalder han sin musik? Jazz eller ..?
»Da jeg som ung mand hørte Sonny Rollins, Thelonious Monk og Miles Davis, var jeg fuldstændig opslugt og tænkte: »Wauw – det er stort«. For mig er jazz ikke kun én ting, én genre. Det er musik, som indeholder alt. Så jeg kan ikke definere, hvad min musik lyder som, eller hvad den kan kaldes. Men jeg gør mit bedste, og det har jeg altid gjort«.
fortsæt med at læse
