Der er noget rigtig rart og stille og roligt over amerikaneren Bill Frisell. Det kan måske lyde som en overraskende beskrivelse af en elektrificeret, rockinflueret guitarist, men alene mandens tone er altså afvæbnende. Soft er nok ordet, der dækker bedst. Frisell har helt grundlæggende et blidt væsen. Det mærkede man, når han tog mikrofonen for at sige hej til publikum. Han var ikke fri for at virke godt gammeldags genert. Tjekkte kvintetsammenhæng Men hans hensynsfuldhed kom ham til gode i en tjekket kvintetsammenhæng, hvor der i høj grad var styr på ikke mindst de to blæseres ekstremt differentierede roller som alt fra synth-agtige flydestemmer til topeksponerede solister, og hvor alle - også stjernenavnet Frisell himself - var gode til at give hinanden plads. Til en start handlede det om at drille pulsfornemmelsen i skævvredne tretaktere. Der kom en egen melankolsk glædesfornemmelse over musikken, men senere kunne Kenny Wollesens sprøde trommespil danne modpol til noget ganske heftigt swingende walking bass fra Tony Scherr. Tilsat de herrer Ron Miles' og Greg Tardys boblende blæserspil på flygelhorn og tenorsax blev indflydelse fra både swing, rock og country trukket hårdt og heftigt i ørerne. Hårdtpumpet solospil Isprængt nogle ret søde mundtlige kærlighedserklæringer til København og til aftenens publikum var det melodiaspektet, der trængte sig stadig mere i forgrunden. Både i balladetempo og i forbindelse med tunge grooves fra rockland. Særlig Tardys tenor høstede fortjent bifald for noget hårdtpumpet solospil. Og således fik publikum sat perspektiv på en mindre vellykket førstedel af aftenen, hvor det unge danske klavertalent Christoffer Møller udfoldede, hvad han kalder sit Kid Fish Project. Det er ikke så langt ude et navn, som det kunne lyde til. Der var netop noget gymnasienuttet, bevidst naivt over de brede, bløde og corny blæserudfoldelser tilsat dobbelt elguitar og bas plus trommer, som, delvis i balladetempo, arbejdede med det kejtede i både harmoniskift og besætning. Men Glassalens temmelig voksne publikum var tydeligvis ikke kommet for at høre Christoffer Møller iført rød poloshirt og gummisko fremføre 'Guitarstenersangen'. Og hvis man kan beklage sig lidt over, at Frisell og hans kvintet var tilbøjelige til at strække deres langt udbroderende variationsforløb længere end nødvendigt, så var det meget mere skadeligt, at Møller og hans drengefisk helt enkelt ikke havde fået deres nyskrevne, Kunstfondbestilte festivalmusik indøvet til et niveau, der for alvor kan kaldes frit og dermed vedkommende. Gæstesaxofonist Chris Cheek var da god. Men ikke opsigtsvækkende, må jeg sige. Møllerprojektet manglede simpelthen noget pondus og nogle flere hår på brystet, og amerikaneren rettede kun i begrænset omfang op på det forhold.