Det var science fiction-forfatteren Philip K. Dick, der fabulerede over grænselandet mellem menneske og maskine i romanen ´Drømmer androider om elektriske får?´. I filmatiseringen, kendt som kultmesterværket ´Blade Runner´, optræder, inspireret af filosoffen Friedrich Nietzsche, 'det blonde bæst'.
Nemlig i skikkelse af over-replikanten Roy Batty med den kridhvide karseklipning, der trods sin robotstatus viser sig at være mere menneskelig end menneskene selv. Det har ledt Snushanen til at fundere over, om jazzen også har sit 'blonde bæst'.
George Garzone & Rasmus Ehlers Trio
I veteranen George Garzones tenorhorn fik man i hvert fald onsdag eftermiddag i Jazzcups betrængte lokale et glimt af 'det utæmmelige jazzbæst', som i øvrigt koncertarrangøren Jazz Club Loco averterer med at lukke ud oppe i Huset i Magstræde ved en musikalsk galla i aften og i morgen. Men hvad er det er for en størrelse? Det er der ingen, der har defineret.
Snushanen forstår det som den rå og friske musikalske vare, der kan stå selv som jazzkunstnerisk udtryk, uafhængigt af tid og sted.
Dermed ikke sagt, at bæstet behøver at vise sig med den lejlighedsvise vildskab og det i kanten flossede udtryk, som Mester Garzone med den insisterende tone formår at mane frem med Coltrane i sin bagage. Men lidenskab skal der til. Og gerne noget swing, hvis det skal have den der ting.
Som 41-årige Rasmus Ehlers, der kombinerer sin lejlighedsvis kraftfulde McCoy Tyner-backing af Garzone med en lys og elegant flydende bopstil hen ad Lennie Tristano.
LÆS ANMELDELSE Coltrane-klon piskede publikum med sin sax ( arkiv)
Fyldt med intensitet
Helt tight var det ikke, det tumlende chase, som trommeslager Jakob Høyer blev presset ud i af Garzone, selvom det var rart at høre Høyer spille andet end puslende køller, som han ofte har gjort det med Jakob Bro Trio og andre, hvor der er mere låg på lidenskaben.
Til gengæld var balladen 'Soul Eyes' fyldt til bristepunktet af intensitet, da George Garzone i et af disse momenter på et par minutter eller måske bare tredive sekunder drejede musikken rundt i en vinkel, der vil blive siddende i erindringen længe efter, at festivalen er pakket ned.
I sit solistiske koda stillede han bæstet til skue med en enkelt, skrøbelig tone, holdt i så lang tid, at det mindede om den store, skabende stilhed, der avlede ørerne i Per Højholts roman 'Auricula'.
LÆS ANMELDELSE
Tysk rummand redder jazzkoncert på FrederiksbergUffe Markussen Quartet
Også veteran kan man efterhånden tillade sig at kalde den 60-årige saxofonist Uffe Markussen, aktiv siden 1970erne. Han står ligesom Garzone i gæld til Coltrane og - hvad den bredt syngende tone angår – til Dexter Gordon.
Selv nævnte han også fra scenen ved rislende Vandkunsten Joe Henderson og kvitterede med dennes 'Punjab' sammen med sin mere farveløse kvartet, der ikke for alvor flyttede sig med Søren Christensen bag trommerne, Greg Earle på bas og en for pæn Jesper Agesen på guitar.
Men nok kunne bæstet fornemmes som en knurren i Markussens græsk inspirerede blues.
Bo Stiefs Jubilæumskoncert
Der skulle endda også veteraner til at løfte Bo Stiefs 50-års jubilæum i Dronningesalen i Diamanten til en kunstnerisk værdig markering. For selv om det purunge orkester Play!Ground med talenter i 15-20 års-alderen var et fint og sympatisk indslag, der viser Stiefs engagement som banddoktor og mentor for unge musikere, fyldte de for meget med hele syv stykker ud af første sæts i alt ti. Og nok har Sally Moreno (barnebarnet?) en fin stemme, men ikke noget erfaringens udtryk, der for alvor kunne bære rollen, hun fik.
Men Snushanen skal være den første til at tage hatten af og hilse med et velfortjent tillykke til dansk musiks formentlig mest alsidige bassist, der har været med til at skrive musikhistorie siden første halvdel af 1960erne med sin medvirken i så mange sammenhænge.
KLIK PÅ KORTET
Six degrees of Miles: Hvordan er Thomas Helmig forbundet med trompetlegenden?Som husbassist og turnerende musiker i Montmartre-tiden med Dexter Gordon, Ben Webster og alle de andre. Som medlem af væsentlige fusionsorkestre som V8 og Entrance med Palle Mikkelborg herunder solist og elektrisk bund på milepælen 'Aura' til og med Miles Davis. Som arbejdende musiker i alt fra danske rockorkestre til svenske folkemusikensembler. Som leder af egne genrekrydsende bands.
Saftigt og suverænt
Bo Stief er selv en veteran med sine 66 år. Og bedst var det, når han spillede med ligemænd, som det skete i koncertens sidste del.
Saxofonisten Jesper Thilo kom på scenen som en gestus til Regnegade-tiden, men det blev også en lektion i, at tiden er her og nu med 'Body and Soul', afleveret så selvfølgeligt, saftigt og suverænt af Mester Thilo.
Og den musikalske drøm, som Bo Stief taknemmeligt bevidnede var blevet til virkelighed i hans musikalske virke, fik også sine elegante vignetter i Henry Mancinis 'Dreamsville' og Kurt Weills 'Speak Low' med smukt bidrag af fostersøn og crooner Bobo Moreno ved mikrofonen og en spontant præcis Ole Kock Hansen ved flyglet.
Det er den selvstændige og personlige tone, der er den afgørende faktor, så længe man evner at spille og indgå i et orkesters kollektive lyd.
Dét er jazzens utæmmelige flamme, der brænder som en indre musikalsk glød, selvom scenens spots afbrydes og grejet pakkes ned og huden ældes og tænderne falder ud.
fortsæt med at læse
