Da den amerikanske singersongwriterske Becca Stevens og hendes tre mandlinge kumpaner for første gang besøgte Danmark for et meget lille halvt år siden blev der tale om et indtagende førstegangsmøde, hvor de unge newyorkere charmerede det danske publikum med deres lækre vokalharmonier og kække håndklap.
Og gruppens hovedperson overbeviste ikke mindst med sin Susanne Vega og Joni Mitchell-påvirkede vokal og selvskrevne sange om kærlighed, kærlighed og kærlighed.
Det er jo det, det drejer sig om, når man er ung (og midaldrende eller gammel).
Men trods hendes udprægede talent for at skrive iørefaldende sange og fremføre dem med glød, fæstnede især to numre sig i bevidstheden, og de var ikke af egen avl: henholdsvis Johnny Marr og Morriseys ’There Is A Light That Never Goes Out’ (fra den fremragende ’The Queen Is Dead’) og Ushers ’You Make Me Wanna’ (fra ’My Way’-pladen).
Labre harmoniseringer
Og det samme indtryk satte sit aftryk i ørerne, efter seancen med Becca og drengene på Gl. Scene torsdag aften.
De labre harmoniseringer a la Crosby Stills Nash og Young anno ’Deja Vu’ blandet med Peter, Paul and Mary samt The New Seekers sad hvor de skulle.
LÆS GUIDE
Guide: Oplev de professionelle jazzmusikere på slap lineOg den hipstersmarte pianist/akkordeonspiller Liam Robinson var morsom i pauserne, men det hele var lidt for poleret, fordi de Kgl. Teaters opulente omgivelser fratog koncerten den intimitet, som er en stor del af Becca Stevens kvalitet, og på en eller anden måde fremstod materialet som værende lidt monotont.
Men ikke desto mindre dejligt, lyttevenlig og imødekommende sang og optræden.
Vilde nordmænd
I JazzHouse var det en ganske anden historie.
For her stod norske Pelbo på scenen med deres mildest talt egenartede musik.
Trioen kommer fra Trondheim og består af sangerinden og elektronistaen Ine Kristine Hoem, samplermanden og tubaisten Kristoffer Lo samt trommeslageren Trond Bersu, og alene det at ensemblet betjener sig af fænomenet samplet tuba er ret unikt.
Men det er deres musikalske univers faktisk også:
Vi har at gøre med en aldeles unik blanding af electronica og punk-jazz, hvilket vil sige, at man det ene øjeblik svømmer hen over Ine Hoems æteriske vokal og drømmende brug af diverse samlede lyde, men mans det næste springer omkring med fingrene i ørerne, fordi Kristoffer Los tubadroner og Bersus amokløbne trommer truer med at springe trommehinderne.
SE TV
Særdeles varieret, uhyre energisk og voldsomt underholdende. Trioen har tre cd’en bag sig som demonstrerer både talent for sangskrivning og pludselige stemningsskift.
Selvantændende tordenkat
Men hovednavnet torsdag aften var den amerikanske bassist og sanger Thundercat, som har tjent sig hæder og ære med såvel Flying Lotus som Suicidal Tendencies; sidstnævnte optrådte på Roskilde Festival afvigte weekend.
Udover sig selv og en enormt stor basguitar med seks strenge medbringer han en tangentmand og en hyperaktiv trommeslager, hvilket giver sig udslag i voldsomt iørefaldende og ekstremt komplekse tonale udladninger.
Hr. Tordenkat bevæger sig et sted mellem Jimi Hendrix, James Blood Ulmer, Love og Prince.
Det er grænsesøgende, melodisk og nærmest selvantændende energifyldt musik, som veksler mellem det kælent poppede og det regulært larmende. Og det er helvedes effektivt.
Ikke så meget pjat
I reglen bygget op af få simple akkorder, som så turneres til ukendelighed, inden der vendes tilbage til den sikre grund.
Tre toner ved siden af hinanden bruges op- eller nedadgående som melodifragment. Og teksterne er hippiefraser der handler om universel kærlighed og den slags glimrende ting.
Teknisk set er der tale om ekvillibrisme med alt tænkeligt overskud. Ikke så meget pjat, men seriøst baslir af den pågående slags.
Sammenligningen med Hendrix er ikke ment på Kristi Genkomst-måden, men mere en antydning af med hvilken nonchalance, Thundercat, bærer sit vældige talent.
Stærkt inspirerende musik, hr. Bøllemis og konsorter kunne byde på, omend måske en kende enartet i længden.
Dem hører vi gerne igen. Og sammen med de to andre ensembler et eksempel på festivalens enorme og livgivende diversitet.
fortsæt med at læse
