Scene 8, 5e, tirsdag kl. 20
Alene biksemaden er turen værd.
Fås i både en vegetar- og kødudgave. For en flad 50’er. Et fund til prisen.
Men der er andre gode grunde til at begive sig til Den Brune Kødby, hvor spillestedet 5e ligger i en af de gamle slagtestalde. 5e bliver drevet af pladeselskabet ILK – Independent Label København – som er spydspids for den eksperimenterende jazz i Danmark. Og man skal lede længe efter et spillested, hvor musikkens sjæl i dén grad afspejles af omgivelserne.
LÆS ANMELDELSE Ceremoniel frugtsalat fik jazzen til at blomstre ud i byen
Blandt stabler af grønne mælkekasser, paller og gamle varevogne er der udenfor rigget til med træborde og -bænke, gulvtæpper på asfalten, gasblus og paellapander.
Og indenfor ligeledes med bænke, klapstole og en enkelt sofa, gamle lysestager på nedstyrtningstruede hylder og en brændeovn i hjørnet. Væggene er råt pudset med store afskalninger, gulvet er slidt beton.
Klokken lidt i 20 er siddepladserne, både ude og inde, stort set besat. Musikerne er ved at være færdige med at rigge til.
På programmet står trioen The Living Room med den japanske vokalkunstner Koichi Makigami som gæst. Ud over sin stemme spiller han også på en theremin – et elektronisk instrument, som producerer lyd, når man bevæger hænderne i forhold til en elektrode eller antenne, om man vil.
The Living Room består af Søren Kjærgaard på klaver, elektronik og skrig, norske Torben Snekkestad på sax og ligeledes norske Thomas Strønen på trommer.
Hold fast
Jeg må være helt ærlig. Hverken mit vokabularium eller min formuleringsevne slår tilnærmelsesvis til, når jeg skal beskrive koncerten.
Men altså: Makigami synger, hviner, hyler, brøler, skriger, growler og hvisker, samtidig med at han betjener sin theremin med armbevægelser, der minder om Joe Cocker på speed. Torben Snekkestad blæser i sine saxer – i perioder to ad gangen – så man er oprigtig bekymret for, at han slet og ret skal blæse dem i stumper og stykker.
Guitaren er jazzens lømmelOg Strønen og Kjærgaard lægger med deres trommer, computere og synthesizere en bund under foretagendet, der rammer mellemgulvet med et eksprestogs kraft.
Det hele spillet med et decibelniveau, Metallicas lydmand ville være stolt af.
LÆS MERE
Hør Black Sabbath og Slayer i jazz-versionerMusik? En tsunami af lyd, vil jeg sige. En bølge, som flår alt med og efterlader én fortumlet i en form for granatchok.
Enkelte tilhørere giver op undervejs. Men hovedparten holder ved, og andre kommer til. En knægt på første række, vel en 12-13 år, har en fest. Og jeg kan med sindsro og uden overhovedet at have talt med andre tilstedeværende fastslå, at det er en koncert, som lader ingen af sine tilhørere uberørt.
Kort sagt: Hold da kæft.
Scene 9, Chr.havns Beboerhus kl. 21.30
Beboerhuset i Dronningensgade rummer festivalens anden hovedscene for avantgardejazz med 25 koncerter.
Bag arrangementet står musikerkollektivet og pladeselskabet Barefoot Records, der har blandt andre den estiske saxofonist Maria Faust som medlem.
Festivalgæsterne søger mod det gammelkendteJeg dukker op midt i koncerten med Faust, der er på scenen sammen med den litauiske saxofonist Liudas Mockunas, danske P.O. Jørgens på trommer og norske Lars Andreas Haug på blandt andet tuba.
Som i 5e bliver der også her gået til stålet. Lange improviserede forløb. Med battles mellem blæserne – hvilket giver mig anledning til at beskrive med det alt for sjældent brugte ord: frenetisk. Men også med mere rolige forløb, når for eksempel Haug leverer en smuk tubasolo.
Cæcilie Norby har genfundet sin smag for rockFå kvinder i jazz
Efter koncerten spørger jeg Maria Faust, hvorfor der er så få kvinder, der spiller jazz i almindelighed og avantgarde i særdeleshed.
Det er der selvfølgelig flere forklaringer på, siger hun:
»Men det er hårdt, det her. Jeg må kæmpe min røv i laser for at følge med mændene. Jeg storsveder, og man ser altså ikke så smuk ud, når man kæmper oppe på scenen«.
fortsæt med at læse
