Det begyndte med et tomrum.
Da Cæcilie Norby var færdig med sit forrige album, ’Arabesque’, og havde været på turné med numrene, var der ingenting inde i hendes hoved. Andet end frustration over, at der ikke dukkede nye ideer op.
»Jeg var totalt stresset og bange for, om der nogensinde ville vise sig noget igen«, siger hun.
Vi sidder en sen formiddag på en kaffebar på Gl. Kongevej. Copenhagen Jazz Festival er godt i gang.
Aftenen inden har Cæcilie Norby været ude at høre musik, blandt andet den polske trompetist Tomasz Stanko. Og hun endte til jamsession i Montmartre, hvor den amerikanske sangerinde Cassandra Wilsons band dukkede op.
LÆS ANMELDELSE Reserveret sangerinde ramte øjeblikke af storhed
Så hun har ikke sovet natten væk. Og hendes stemme er ikke helt upåvirket af strabadserne, når hun fortæller om tilblivelsen af sit nye album, ’Silent Ways’.
Plisseret indeni
For selvfølgelig dukkede der noget op.
’Arabesque’ var inspireret af den klassiske musik, Cæcilie Norby er vokset op med – hendes mor, Solveig Lumholt, var operasanger, og hendes nu afdøde far, Erik Norby, var komponist. Men numrene, som er blevet til det nye album, kom et helt andet sted fra.
Cæcilie Norby giver stærkt og skrøbeligt tilbageblik»Når jeg for eksempel går tur rundt om Søerne, har jeg som regel en suppe af musik kørende rundt i hovedet. Og da der så skulle laves en ny suppe, var det Bob Dylans ’Like A Rolling Stone’ og Credence Clearwater Revivals ’Have You Ever Seen The Rain’, der dumpede ned i suppen«.
Musik, som Cæcilie Norby første gang hørte, da hun var cirka 14 år. Og gik i skole på Skt. Annæ.
»Jeg sang i koret. Vi blev tvunget ned i blå nederdele, når vi skulle optræde...«.
Plisserede?
»Dog ikke. Men jeg var meget plisseret indeni. Jeg kom så ind i en ungdomsklub, hvor folk var totalt flippede og langhårede og røg cigaretter. Der stod jeg som et lille mæhæ. Og blev meget tiltrukket af lyden i rocken. Der var en power i musikken på en helt anden måde, end jeg ellers havde oplevet. Selv om der også kan være masser af nosser i klassisk musik. Men rockens beat, den faste puls ... og teksterne. Det ramte mig lige i mellemgulvet«.
Foruden musik af Dylan og Credence består ’Silent Ways’ af fortolkninger af Temptations, Tom Waits, Leonard Cohen, Paul Simon, Trent Reznor – og af Soundgarden-nummeret ’Black Hole Sun’.
Gennemskuelige ørehængere
Det er ikke nyt, at jazzsangerinder giver sig i kast med den mere melodiøse del af rockmusikken.
Kunstnere som Cassandra Wilson og Dianne Reeves, som begge har optrådt på årets festival, har i mange år fortolket sange af blandt andet Beatles og Peter Gabriel.
LÆS ANMELDELSE
Dianne Reeves viste sig som jazzens svar på 'The Boss'Men ’Black Hole Sun’ er i originalversionen et ret tungt guitarbaseret rocknummer.
»Det er også en rigtig, rigtig fed melodi«, siger Cæcilie Norby, som selv har en fortid i poprockbranchen som sanger gennem flere år i bandet One Two. Samtidig sang hun i fusionsgruppen Frontline. En spredning af talentet, som mange dengang havde svært ved at kapere. På begge sider af hegnet.
»Ovre i poprockverdenen forstod man ikke, at jeg gad spille syremusik som det, vi spillede i Frontline. Og jazzmusikerne spurgte mig, hvad jeg dog ville i One Two. Det var jo bare pop. Med harmonier, der var enkle at gennemskue. For jazzmusikere dengang var det sådan, at hvis et akkordforløb var gennemskueligt, så var det no go«.
LÆS MERE
Men ret beset er mange af de gamle jazzstandards vel popmusik. Fra før begrebet blev opfundet?
»Helt sikkert. Det er ørehængere med gennemskuelige melodier. Fantastiske numre«.
SIX DEGREES OF MILES
Og tiderne har forandret sig. Genrebegreberne er i opløsning, og mange musikere krydser i dag ubesværet hen over, hvad der måtte være tilbage af grænser.
»Heldigvis. For jazz er i sin natur at blande kortene og gøre, hvad man vil. I en rimelig akustisk sammenhæng og tilsat improvisation«, siger Cæcilie Norby.
Numrene ville ikke
De første tre-fire numre til ’Silent Ways’ kom af sig selv.
Foruden ’Like A Rolling Stone’ og ’Have You Ever Seen The Rain’ var det Trent Reznor-nummeret ’Hurt’, som også er blevet sunget af Johnny Cash. Og Temptations-hittet ’Papa Was A Rolling Stone’, som Cæcilie Norbys mand, musikeren Lars Danielsson, foreslog.
Men derefter blev det svært. Overraskende svært.
»Vi havde cirka 20 numre i spil. Et af dem var Beatles’ ’Michelle’, som jeg har sunget live, og der har det fungeret fint. Men da det så blev indspillet, syntes jeg simpelthen, at det kom for tæt på originalen. Det var nærmest blasfemi, vil jeg sige«.
Andre numre satte sig ganske enkelt til modværge.
»Jeg ville egentlig gerne have haft dem med. De ville bare ikke synges af mig«.
Det kunne du høre?
»Simpelthen. »Stay away, please«, sagde de til mig.
Hun ler.
»Og det er fint nok«.
Måtte give mig
Når man fortolker andres numre, er kunsten på den ene side at tilføre noget af sig selv. At have sin egen lyd med ind i nummeret, som Cæcilie Norby udtrykker det.
På den anden side skal man også lade være med at ændre numrene til ukendelighed.
»Det er usmageligt, hvis man partout vil omarrangere og proppe alle de akkorder, man har lært på Rytmisk Musikkonservatorium, ind i nummeret. Nej, man skal prøve at finde ud af, hvad kernen i nummeret er, og så finde ud af, hvad man selv vil med det«.
LÆS OGSÅ Festivalgæsterne søger mod det gammelkendte
Er det anderledes at synge de her sange end at synge de gamle jazzstandards?
»Det er det faktisk. Jeg kunne mærke, at da jeg sang ’Have You Ever Seen The Rain«, sagde det bare klonk, så mindede det om en yngre udgave af mig. Fra starten ville jeg ikke have det til at lyde sådan. Men jeg måtte give mig. Der var ikke rigtig andre måder at synge det på«, siger hun.
»De referencer, man har til nummeret, og den tid, man var i, da man hørte nummeret første gang ... det gør noget ved stemmen«.
fortsæt med at læse
