Det er 25 år siden, Cæcilie Norby sprang ud på lp som medlem af jazz-rockorkestret Frontline. Der kom også noget, der hed One Two, og ti år senere debuterede hun på plade under eget navn og rundede det i en jazzsammenhæng sjældne salgstal 50.000. Hun er dansk folkeeje, og de fleste kender hendes navn. Færre ved måske, at hendes baggrund er klassisk. Med komponisten Erik Norby som far og kongelig operasanger Solveig Lumholt som sin mor blev Cæcilie Norby født ind i den klassiske musiks verden. Og vender hun ikke direkte hjem nu, så tager hun i hvert fald en stille og rolig tur tilbage til der, hvor hun kommer fra. Alene med sin titel peget albummet ’Arabesque’ på klassiske kompositioner af blandt andre Debussy, og når cd’en ryger i afspilleren, er det toner af flere franske komponister som Satie, Ravel og Fauré, der flyder fra højttaleren. I stemningsmættet fortolkning. Og der er virkelig tale om fortolkninger. Udpræget personlige, endda.
Jazzen sneg sig ind bagfra
For som Cæcilie Norby antyder i sit forord til cd’en, er pladen en rejse ind i hendes personlige univers og en tur tilbage til hendes rødder. Alt sammen farvelagt af det, der blev hendes musikalske liv, efter at hun i første omgang helt havde smidt musikken fra sig. Hvorefter jazzen »sneg sig ind på hende bagfra«.
Hybridprojekter som dette kan gå frygtelig galt. Det gør Cæcilie Norbys vandring tilbage til barndommens og ungdommens musikalske adresse ikke.
Huset står der endnu, og kvinden selv er blevet voksen nok til at tage minderne frem og se på dem. Uden at komme i vildrede om, hvem hun er.
Stærkt står det frem på cd’ens eneste nummer på dansk. En enkel og lige i skabet-vellykket udgave af ’The Windmills of Your Mind’. Smukt fordansket af Norby selv som ’Hvirvelvinden i din sjæl’. Det afsluttende bonustrack, som følger efter en instrumental nocturne skrevet af sangerinden, sender en kærlig tanke til »far i himlen« i form af et lille kig ind i Erik Norbys i dag besynderligt og skammeligt glemte musikalske univers.
Der er før blevet skrevet om, hvordan Cæcilie Norby er en fremragende sanger, men bare ikke nogen fuldblods jazzsanger. Det kan man mene flere ting om, og definitionerne af, hvad jazz og jazzsang er, er ikke blevet mindre fleksible eller mere nagelfaste i mellemtiden.
Plads til hele paletten
Faktum er, at den i dag 46-årige Cæcilie Norby har fået sat nogle vellykkede, selvskrevne amerikanske tekster til klassiske light-hits som et par klaverstykker af Satie og ’Sheherazade’ af Rimskij-Korsakov.
Satie mødes overraskende smukt med tungt stemningsladet slideguitar. Tilsat en nærmest genial tekst om landskaber, der trækker vejret søvnigt, mens tiltrækning og frastødning slås i sjælens skumringstime. Så porøst sunget, at man smutter lige ind i kunstnerens halvvågne kamp med den umulige lidenskab og den uhåndterlige kærlighed.
Ravels ’Pavane for en afdød prinsesse’ indleder cd’en som en popballade af rolig, matteret skønhed. De to gange Satie står frem som eksempler på vokalfortolkning af høj klasse. Ikke så mange ville kunne holde langsomme numre så levende i så langsomme tempi, som Norby her formår.
Men der er plads til hele paletten. Sammen med Lars Danielssons bas – han spiller også cello og tangenter på flere numre – bliver det straks mere jazzet med netop afdøde Abbey Lincolns ’Wholly Earth’. Afrikansk pludrende korstemmer klæder det afslappede groove, og nummeret er nok cd’ens mest jazzet vellykkede.
Elektroniske danserytmer fra norske Bugge Wesseltoft holder forløbet flydende, mens vi får en særdeles cool udlægning af ’Bei mir bist du schoen’. Og efter Bugges boogie er der mere klassisk musik i fri, personlig og tekstet udlægning.
Poetisk bud
Hans Ulrik bidrager med 1001 Nats-stemning på tværfløjte og Palle Mikkelborg med sin luftige trompet på Michel Legrands ’I Will Say Goodbye’. Her bliver det jazzede fra Norby mindre spektakulært, og traditionsbevidste puritanere vil stadig mene, damen ikke for alvor er jazz. Hvad så? Hun er sig selv. Det har den internationale jazzlabel ACT ment, var nok. Med musikere som Ulf Wakenius på guitar og klassiske Katrine Gislinge på klaver er det lykkedes Cæcilie Norby at fremsætte et poetisk holdbart bud på, hvem hun er. Klassisk, jazzet og poppet i en forsvarlig blanding, der emulgerer til et personligt udtryk.
