0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Cæcilie Norby giver stærkt og skrøbeligt tilbageblik

Der er poetisk porøsitet og modenhed over hendes kig tilbage på Debussy og Ravel.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

46 år gammel ser Cæcilie Norby tilbage på sin klassiske musikalske opvækst. Iklædt sine egne amerikanske tekster. Foto: Fra cd'en

Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er 25 år siden, Cæcilie Norby sprang ud på lp som medlem af jazz-rockorkestret Frontline. Der kom også noget, der hed One Two, og ti år senere debuterede hun på plade under eget navn og rundede det i en jazzsammenhæng sjældne salgstal 50.000.

Hun er dansk folkeeje, og de fleste kender hendes navn. Færre ved måske, at hendes baggrund er klassisk.

Med komponisten Erik Norby som far og kongelig operasanger Solveig Lumholt som sin mor blev Cæcilie Norby født ind i den klassiske musiks verden.

Og vender hun ikke direkte hjem nu, så tager hun i hvert fald en stille og rolig tur tilbage til der, hvor hun kommer fra.

Alene med sin titel peget albummet ’Arabesque’ på klassiske kompositioner af blandt andre Debussy, og når cd’en ryger i afspilleren, er det toner af flere franske komponister som Satie, Ravel og Fauré, der flyder fra højttaleren. I stemningsmættet fortolkning.

Og der er virkelig tale om fortolkninger. Udpræget personlige, endda.

Hans Ulrik bidrager med 1001 Nats-stemning på tværfløjte og Palle Mikkelborg med sin luftige trompet på Michel Legrands ’I Will Say Goodbye’. Her bliver det jazzede fra Norby mindre spektakulært, og traditionsbevidste puritanere vil stadig mene, damen ikke for alvor er jazz.

Hvad så? Hun er sig selv. Det har den internationale jazzlabel ACT ment, var nok.

Med musikere som Ulf Wakenius på guitar og klassiske Katrine Gislinge på klaver er det lykkedes Cæcilie Norby at fremsætte et poetisk holdbart bud på, hvem hun er.

Klassisk, jazzet og poppet i en forsvarlig blanding, der emulgerer til et personligt udtryk.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce