Alt i billedrammen var serveret perfekt. Den gamle, smukke teater- og balletscene var fyldt op med et forventningsfuldt publikum.
Live-bandet var i den grad sammenspillet og med på at tage ansvar. Den elektrisk forstærkede lyd kunne næppe være meget bedre. Rammen for en stor koncert lå på sølvfadet.
Fejende flot start
Og smuk og kernesund tog hun sig ud, den i dag 57-årige amerikanske jazzsangerinde, Cassandra Wilson, da hun omsider kom på scenen i skødesløst elegante gevandter efter et langt indledende instrumentalnummer, hvor hendes særdeles velspillende backing band fik lov at præsentere sig.
Og hvilken intens åbning hun gav med en fejende flot og orkestralt simrende fortolkning af den gamle Delta-bluessanger Charley Pattons ´Saddle Up My Pony´.
Jeg har - som mange andre - et blødt punkt for denne mørkt kafferistede, sensuelle stemme, som Cassandra Wilson bærer rundt på, og som på én gang dovent og årvågent kan vride en sang blidt og bestemt i personlig retning, så arvegodset af blues, jazz og folkemusik fornemmes i baggrunden.
Genopstået mestertrompetist leverede vild skønhedOg i sangstil er hun, sommetider næsten hviskende tæt på mikrofonen, beslægtet med sangerinder som Billie Holiday, Nina Simone og Shirley Horn.
Og dog blev det ikke den overstrømmende vokalkoncert, som man kunne have drømt om, og som der vitterlig var skabt den smukkest tænkelige ramme for.
Afstanden
Hvorfor? Her er det interessant at sammenligne Cassandra Wilson med en anden af tidens store, ja, givet tidens største jazzsangerinde, den et år yngre Dianne Reeves.
Begge vokalisters karrierer har for alvor taget fart i de seneste ti-femten år. Og deres styrker og svagheder er nærmest omvendt proportionale.
Hvor Wilson er en fremragende og nytænkende pladekunstner, er Reeves´ udgivelser som regel forudsigelige og regelrette. Til gengæld er Reeves en uforlignelig live-performer, mens Wilson har det sværere foran et publikum.
Musikredaktør: Jazzfestival peger på markante skred i musikkenOg festivalen har – formentlig ubevidst - viderebragt en væsentlig pointe om de to med de pressefotos, der skildrer dem i den officielle programavis. Reeves ses i fuld vokal udfoldelse og hengivelse med lukkede øjne og åbenlys glæde, et udtryk helt uden filter.
Cassandra Wilson derimod står i en mere reserveret positur bag et vinduesglas, tillokkende og underfundig, men alligevel på afstand.
Små glimt af storhed
Jeg har oplevet dem begge flere gange, og efter lørdagens koncert med Cassandra Wilson, er dette billede endnu en gang blevet bekræftet.
For det reserverede udtryk var også til stede i hendes fremtoning på Gamle Scene lørdag.
Absolut en langt mere åben og afslappet Wilson, end den forfjamskede og desorienterede kunstner, der gav en katastrofalt usammenhængende koncert i Glassalen under festivalen i 2003. Absolut en Wilson der anstrengte sig for at være veloplagt og imødekommende.
LÆS OGSÅ Skoletid: Årets festival byder på hele soul-jazz-funk-paletten
Alligevel savnede man en dybere fokus i hendes sangfortolkninger. Man savnede, at hun åbnede sig yderligere til mere temperament, til et større udtryksregister af både smerte, sårbarhed, glæde og vrede.
Man savnede i det hele taget, at hendes sange blev vedkommende og kunne berøre os. Men det blev ved ansatserne og de små glimt af sangkunstnerisk storhed.
I stedet blev det i lige så høj grad et udstillingsvindue for hendes dygtige musikere, der fik rige muligheder for at udfolde sig med mange og lange soli, sprøde stemninger og simrende grooves. Koncerten var dermed nok en befæstelse af Cassandra Wilsons unikke stil. Men ikke mere.
fortsæt med at læse
