Bassist i verdensklasse
Den camerounske bassist, orkesterleder og sangskriver Richard Bona er heldigvis ikke nogen sjælden gæst i Danmark.
Og siden han for første gang stod på scenen i Jazzhouse for snart mange år siden, er hans skare af tilhængere bare vokset og vokset. Fuldt forståeligt.
Ricard Bona
Gl. Scene, tirsdag
For Bona er både en fremragende, funky og teknisk overlegen bassist, en bedårende sangskriver og en umådeligt indtagende entertainer.
SE TV Hør Cæcilie Norby demonstrere sin alsidige sangteknik
Med sine sange, hvis tekster stort set alle synges på det afrikanske modersmål og derfor kun forstås af en brøkdel af det danske publikum, lukker han tilhørerne ind i en mild, vuggende verden, hvor solen helt tydeligt skinner det meste af tiden, og hvor kærlighed dominerer over had og ufred.
Tåren lurede i øjenkrogen
Man bliver glad af at lytte til Richard Bonas smukke tenorstemme, som kan minde lidt om både Milton Nascimentos og Paul Simons, og som lejlighedsvist knækker over i en fuglefin falset.
Og de naturligt henkastede melodier, dalrer taktfast af sted med en legende elegance og et åndedræt så uhindret som et nyfødt barns.
Jaco Pastorius’ fingerbrækkende ’Teen Town’ blev afviklet, som var det en skomagerbasgang
Som instrumentalist er Bona i verdensklasse, og det er mageløst at iagttage, hvorledes han nærmest ikke rører strengene på sit håndbyggede, femstrengede instrument, og alligevel strømmer de mest velformede baslinjer fra det.
At hans overskud er til at tage at føle på, demonstrerede han i en lille master class, hvor Jaco Pastorius’ fingerbrækkende ’Teen Town’ (fra Weather Reports ’Heavy Weather’) blev afviklet, som var det en skomagerbasgang.
Og på ny da han sang ’I Danmark er jeg født’ til ære for sin nyfødte århusianske søn på en miniatureguitar. Det var et øjeblik, ingen af de tilstedeværende nogensinde vil glemme, er jeg ganske overbevist om.
Tåren lurede i øjenkrogen hos andre end denne anmelder.
Bassist med højtlydte vejrtrækninger
Marcus Miller og hans musik er en ganske anden historie. Den er demonstrativt virtuos, pågående i sin kropslighed, og ikke mindst langt mere højtlydt i sin vejrtrækning.
Miller er en stilskaber og en legende på grund af sit arbejde med Miles Davis i firserne. Men som solist hviler han en lille smule på laurbærrene.
Marcus Miller
Gl. Scene, tirsdag.
De fleste af hans kompositioner bygger på pågående baslinjer, som der instrumentalt bygges ovenpå til man har en musikalsk lasagne i mandshøjde.
En del af materialet var fra Millers seneste cd-udgivelse, ’Renaissance’, fra sidste år.
Men aftenens højdepunkt var en suite, skrevet med udgangspunkt i en rejse til Afrika, hvor Miller håndterede sit oprindelige førsteinstrument, basklarinetten, med stor ynde.
Slaveriets barbari
Inden introducerede han publikum til refleksioner om en ’sort erfaring’ - nummeret handlede nemlig om det sted i Senegal, hvorfra de tilfangetagne sorte tilbragte deres sidste måneder i fødelandet, inden de blev skibet af til et ydmygende liv som retsløs arbejdskraft.
Og i tonerne bearbejdedes både raseri, sorg og afmagt, men sandelig også glæden over den menneskelige tilpasningsevne: Slaveriets barbari har jazzen som et af sine børn.
Enhver tale om ’dum funk’ bør i øvrigt forstumme oven på en koncert som denne
Her fandt man en følsomhed, som ikke var tilstede ret mange andre steder i aftenens maraton af tunge, sumpede og über-dunkende demonstrationer af instrumentalistisk overlegenhed og tæt samspil.
For orkestret er virkeligt velfungerende og lider på ingen måde under, at Marcus Miller som kapelmester har et noget dominerende kropssprog og regulært hundser lidt med sine musikere.
For de får også masser af plads og det forekommer som om, at der er en glimrende kemi internt i ensemblet.
Ikke desto mindre virkede det som en påfaldende iscenesættelse og tydeliggørelse af arbejdsdelingen, at musikerne forlod scenen, hver gang de ikke havde nogen rolle i musikken. Ind og ud gik de på scenen, som arbejdsvante dværge i en mine.
Masser af bas
Enhver tale om ’dum funk’ bør i øvrigt forstumme oven på en koncert som denne.
For trods sin bastante rytmik, indeholdt mange af numrene ovenud komplekse elementer, og der blev også kastet musikalske håndtegn i retning af forgængere.
LÆS OGSÅ Genopstået mestertrompetist leverede vild skønhed
Miles Davis fik et par hilsner til både ’All Blues’ og ’Jean-Pierre’ fra holdsvis midt og sent i karrieren, og en reggae-klassiker som ’Get up, Stand Up’ blev også behørigt parafraseret.
Bare fordi noget er tungt, behøver det ikke være ubegavet. Hvilket begge aftenens kunstnere demonstrerede på hver sin swingende facon. Masser af bas. Og masser af plads.
fortsæt med at læse


























