Jazzens forhold til guitaren er en slags had-kærligheds-forhold.
På den ene side har guitaren ubetinget sin plads i jazzens historie, hvortil den er ankommet ad to hovedspor: den europæiske sigøjnermusik og den amerikanske bluesmusik.
På den anden side ender guitaren ofte i karambolage med jazzorkestrets ukronede konge klaveret. Fordi guitaren i bund og grund kan det samme som klaveret. Nemlig spille både akkorder og soli.
LÆS OGSÅ Guitaren er jazzens svære instrument
Guitaren er jazzens lømmel. Rebellen. Opvigleren. En rolle, som for alvor blev understreget, da guitaren stod i spidsen for oprøret i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, da jazzen fusionerede med rocken.
Hvilket svorne tilhængere af swing og bebop aldrig rigtig har tilgivet instrumentet.
På scenen i Drop Inn er der tonet rent flag. Intet klaver. Ingen saxofoner og andre truthorn til at forstyrre festen. Kun tre guitarer, trommer og bas.
Tak, vi klarer det hele selv, og nu skal der sateme swinges og rockes og boogies.
En fest gennem musikhistorien på Drop Inn
Aske Jacoby, Jakob Fischer og Mikkel Nordsø i front foran bassisten Anders ’AC’ Christensen og trommeslageren Janus Templeton. Og stuvende fyldt hus.
Har man været til koncert på Drop Inn før, ved man, at der ofte bliver snakket igennem i baren, mens musikken spiller. Det gør der også nu.
Men det er for en gangs skyld til at leve med. Fordi musikken er robust nok til at kunne tåle det.
Vi er inviteret til fest med tre meget forskellige guitarister. Den gamle Sneakers-guitarist Mikkel Nordsø – af Aske Jacoby kaldet ’Farfar’ – har rødder i fusionsjazzen. Jacoby selv har været vidt omkring, også i poppen og rocken, og han vil nok blive en anelse pikeret, hvis man kalder ham ’jazzguitarist’.
Det vil Jakob Fischer til gengæld ikke, som swingguitarist er han i verdensklasse, ganske enkelt.
Og en fest bliver det. Med Aske Jacoby som toastmaster fløjter kvintetten igennem musikhistorien.
Det begynder med Charlie Christian, og så går det ellers derudad med pitstop ved blandt andet McCartneys ’And I Love Her’ og Larry Williams’ ’Bony Moronie’.
Publikum er ellevilde og ligner ikke et sekund nogen, der savner et klaver. Eller en sax.
La Fontaine, mandag kl. 20
Et par hundrede meter henne ad gaden ligger landets ældste jazzværtshus.
I 50 år er der spillet jazz i den høje stue i Kompagnistræde 11; de senere år har det ofte været med Kjeld Lauritsen og hans orgeltrio, suppleret med diverse saxofonister og/eller sangerinder, på plakaten.
LÆS OGSÅ København tjener millioner på jazzelskere
I sin nuværende form består trioen foruden kapelmester af den fremragende guitarist Per Gade og den lige så fremragende trommeslager Søren Frost.
Et stykke inde i koncerten bliver den svenske sangerinde Almaz Yebio inviteret på scenen. Og hun er god. Hvor god illustreres, da hun i slutningen af første sæt synger en ballade, kun akkompagneret af Per Gade.
Publikum på La Fontaine er ungt. Det er ofte også meget støjende, og denne aften er ingen undtagelse. Men under balladen bliver der klappet kaje. Hele vejen rundt.
Et mirakel. Og så ikke et ord mere om snak under koncerter.
fortsæt med at læse
