»Et musikalsk bagholdsangreb«.
»En rejse ind i kaos«.
»Aparte«.
Det er nogle af de vendinger og ord, danske musikanmeldere har brugt om Selvhenter.
LÆS ANMELDELSE
Et fem kvinder stort band, der bevæger sig i krydsfeltet mellem støjrock, drone og freejazz og som bliver booket til både rock-, jazz- og kunstfestivaler. Et band, der sætter strøm til trombonen, lader stortrommerne slå over i heavy metal-beats og får violinen til at lyde som en syret Sonic Youth-guitar.
Et band, der dyrker spændingen mellem stram styring og improviseret kaos.
LÆS
Smalt for Danmark
»I Danmark er vi i en smal kategori. Det kunne vi mærke efter koncerten på Roskilde Festival, da en skrev, at der var »for lidt mening med galskaben««, siger trombonist Maria Bertel.
»Vi har ikke oplevet noget lignende andre steder«, tilføjer trommeslager Anja Jacobsen.
Selvhenter lader sig interviewe via Skype før endnu en optræden uden for landets grænser.
I løbet af foråret har bandet optrådt i blandt andet Holland, Tyskland, Belgien og England, og nu de nået til festivalen Serralves Em Festa i Porto. Tre af de unge kvinder sidder ved skærmen, i baggrunden sidder en fjerde med sin baby på armen, mens saxofonisten, Sonja LaBianca, er fraværende.
Anja Jacobsen forklarer, at det med internetæraen er blevet nemmere at nå et internationalt publikum, så bandet bliver booket til både rock-, jazz- og kunstfestivaler.
»Vi har en masse udenlandske job og får både rejse, løn og et godt hotel. Jeg klager ikke. Man kan godt tjene penge på avantgarde. Vi er ikke smalle. Selvhenters musik er ret bred«, fastslår Maria Bertel.
Løsslupne dogmer
Bandet opstod i 2007 som en trio med violin, saxofon og trombone, og først sidenhen kom de to trommeslagere til.
Udgangspunktet var at arbejde med instrumenternes begrænsninger, at sætte forstærkere og pedaler til og på den vis vride lydbilledet og gøre det kaotisk og fyldigt.
De fem medlemmer har forskellige indgange til musikken – trombonisten har papirer fra Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor den ene trommeslager snart skal begynde, violinisten har gået på Kunstakademiet, og den anden trommeslager og saxofonisten er autodidakte – men de har alle kendt hinanden i mange år via et spind af musikalske konstellationer.
På nær to, der kender hinanden fra capoeiratræning.
Fælles for dem er, at de alle har en nysgerrig og eksperimenterende tilgang til musikken, samtidig med at udtrykket er fyldt med løssluppen energi.
Og for publikum må en Selvhenter-koncert gerne være en mystificerende oplevelse, supplerer Anja Jacobsen:
Nej, man kan ikke spille forkert!
»Tingene skal ikke være for udpenslede. Der må gerne være modstridende elementer, så intentionen med musikken ikke er for tydelig. Vi dyrker spændingen mellem elementerne«.
»Ja, det skal ikke være for entydigt. Vi vil gerne skabe et rum, hvor lytteren selv må tyde, hvad der sker«, tilføjer trommeslager Jaleh Negari.
Musikalsk udforskning
Tidligere havde bandmedlemmerne god tid til at mødes i øvelokalet ved Mayhem i Nordvest og improvisere frit, til noget interessant opstod. I dag arbejder de mere struktureret – ikke mindst efter én af dem er flyttet til Berlin, og det er sjældnere, at de mødes.
»Det er tit noget med, at én præsenterer en idé. For eksempel tonerne fra en gong. Så oversætter vi dem til de andre instrumenter, så det skaber en spændende tonalitet, og spiller derudfra. Men ingen kan bestemme, hvad de andre skal præstere«, siger Jaleh Negari.
Så man kan ikke spille forkert?
»Nej, man kan ikke spille forkert!«, svarer bandet i kor og griner.
LÆS OGSÅ Overraskelse: Superstjerne sang videre til nattejam på lille spillested
Den favnende holdning skal ikke forveksles med slaphed eller tilfældighed. I Selvhenter tager man musikken seriøst.
»Vi fusionerer temperamentet med en lang række forskellige inspirationskilder. Vi arbejder inden for en minimalistisk ramme og med det repetitive«, lyder det fra Anja Jacobsen.
Det lyder, som om det kræver en fokuseret indsats at udtrykke kaos?
»Nærmere end vores udtryk er bevidst, tror jeg, det er resultatet af os, der mødes og udforsker, hvad vi kan musikalsk«, sige Maria Bertel.
fortsæt med at læse






























