Ved siden af trappen til bogbinderen står en spinkel rødbladet plante i en zinkpotte. Foran sandwichcafeen står en trappestige med planker på tværs, der agerer hylder for en lille balanceakt med krydderurter i lerpotter. Og på Gråbrødretorv står en hel hæk af laurbærbuske i sammenkædede krukker ...
Københavns butikker og cafeer indtager fortove, gader og pladser med udstyr, som man før kun fandt indendørs. Løse stole, bænke og potteplanter er blevet en del af gadens almindelige møblering. Selv en ejendom med advokatkontorer har stillet symmetriske potteplanter på hver side af trappen.




























