Ta’ tatar – knas en orm
En madfestival skal gerne handle om at smage forskellig mad. Det giver området Foderbrættet rig mulighed for. De unge iværksættere fra Tatar tilbyder – sjovt nok – tatar. Både den velkendte oksetatar med æggeblomme på toppen, men også fisk, skaldyr, grøntsager og frugt kommer under tatarkniven og serveres som tatarsandwiches. Derudover er der nordiske tapas, bøf og bearnaise, pizza fra Oles gård, dessert to go og foodquiz i området. Og mere til.
Onde tunger vil vide, at bymennesket har glemt, hvor maden, og særligt den animalske, kommer fra. I området Fra Dyr til Bord kan du møde de dyr, du sætter tænderne i, hvad enten der er tale om bacon fra sønderjyske Vilstrup, ost fra Thise og Them eller æg fra glade høns hos Niels og Grete. Små og store producenter er klar med smagsprøver, information og dyr.






























