Supermarkeders asociale facader smadrer byrum

Handelsgader har butikker med store vinduer. Man kan kigge ind ad dem og drømme om varer, man ikke har råd til, og om søde ekspedienter, man ikke har svar til. Man kan se ind gennem facaden, at der er liv i huset, og det vækker liv inde i én selv.

Sådan har det altid været, og sådan skal det også være, men sådan er det ikke helt længere. For butikker med detailhandel går lidt sløvt.

Priserne er høje i byen, og udlejere vil gerne have nogle lejere, som de kan stole på har råd til at forblive lejere i meget lang tid. Så det er ikke så attraktivt at leje ud til folk, der kun handler med fisk, vin eller antikviteter.

Supermarkeder derimod. De er gode, dem kan man stole på. Supermarkeder bliver liggende år efter år, for de er dyre at etablere og har en stor kæde i ryggen, så de forsvinder ikke bare, selv om salget en periode går lidt trægt.

Udlejere elsker supermarkeder.

Godnat til bygningens indre liv

Når man bygger sig et nyt hus i byen i en handelsgade, skal man leje stueetagen ud til erhverv. Når arkitekterne tegner huset, ser man på deres illustrationer, hvordan livet flyder ind og ud gennem døråbningen, og gennem de store vinduer mod gaden ser man husets indre liv smitte ud på fortovet, så man bliver helt varm.

Når huset så er bygget, rykker supermarkedet ind. Og så er det slut med de gennemsigtige butiksvinduer, slut med at kigge og godnat til bygningens indre liv.

I mit eget kvarter for enden af Godthåbsvej ligger tre dagligvarebutikker stort set ved siden af hinanden. I næste uge er der fire. Da åbner en stor SuperBrugsen i et udmærket nybyggeri tegnet af Årstiderne Arkitekter.

Huset ligger over for Grøndal Torv på hjørnet af Frederiksgårds Allé og slår en bue for at give hjørnet lidt værdighed.

Hvordan man kommer rundt om et hjørne er en væsentlig arkitektonisk disciplin at have styr på, når man skal være med til at skabe atmosfæren i byen og ikke bare stumt udfylde sin byggegrund og lade de andre om det hårde byæstetiske arbejde.

Her klares det helt fint, arkitekterne har tænkt over det og givet et schwung til stedet og naturligt lagt hovedindgangen på hjørnet. Huset bliver tilmed fuldt af ungdomsboliger, som Københavns Kommune mangler, så det er heller ikke til at begræde.

Stakkels medarbejdere

Men jeg savner allerede huset, som det var for nogle uger siden. Ikke kun fordi det dengang var fri af en unødvendig dekoration af falske skodder og skæmmende sandblæste glasværn foran de franske altaner, men mere fordi man stadig kunne forestille sig, hvordan den dybe stueetage med de kæmpestore vinduer ud til gaden og torvet ville blive et herligt nyt bidrag til byens rum.

Når vinteren snart kommer, er det jo ikke herude på fortovet, at byens liv foregår, så er det inde i husene, og så bliver det så meget desto vigtigere, at husene i handelsgaderne viser os, at livet ikke er ophørt, bare fordi temperaturen er faldet.

Men når jeg passerer den kommende SuperBrugsen, er der ikke noget, der tilsiger mig, at jeg vil få meget at vide om, hvad der rører sig i butikkens indre. Der er bygget reoler op ad alle vinduerne ud mod Godthåbsvej. Dagslyset lukkes ude, så man i stedet skal gå i et kunstigt lysmiljø uden fornemmelse for dagens rytme.

Surt for kunderne, men stakkels medarbejdere.

Kravler ind i sig selv

Jeg synes ellers, stadsarkitekten engang var efter dem, alle disse gedulgte kræmmere, og krævede, at de fjernede deres klæbrige film fra vinduerne og kom ud i gaden og legede med i den fælles anstrengelse, det er at lave en human by med gode byrum.

Det gav en række udmærkede byrumssamvittighedsfulde butikker som den store Netto på hjørnet af Lundtoftegade og Hillerødgade.

Men nu er det, som om de undslår sig igen, hvor de kan, dækker sig til og kravler ind i sig selv.

Et levende byrum er altså ikke gjort med en grafik på vinduerne, som Netto, der på Godthåbsvej viser et udsnit af sit standardsortiment klasket fladt op på ruden.

Og det er slet, slet ikke gjort med Menys prætentiøse fejlskud. Den bevidste fejlstavning i navnet overgås kun i dumhed af det uelegante bøjede logo, der til overflod flankeres af et Meny på højkant.

Og så billeder af frisk frugt og grønt på et stofligt, furet træbord, et slidt skærebræt og et keramikfad. Det simulerer al den sanselighed, som den latterlige plastikfilm på vinduet berøver byen.

Irma prøver da lidt. En solafskærmende film (på et nordvendt vindue, hm) tillader, at man aner lidt lys og liv inde bag ved ruden. Men ryggen af en grøntsagsreol tager stadig broderparten af motivet, og så er man næsten lige vidt og henvist til sit eget blanke spejlbillede.

Kom nu ud i byen, kære supermarkeder, vi ved, I er derinde. Vær lidt med. Det er også jeres ansvar, at vores handelsgader ikke bare bliver blændede korridorer.

Som i en by, der har solgt ud og lukket ned – for øjnene og for livet og for good.