Kasserede batterier og hjulkapsler fra biler, gamle håndtag fra spadserestokke, metaldåser tidligere brugt til at opbevare spolefilm i og gamle metalstumper monteret på et stykke træ. Plus adskillige tuber superlim.
Det er nogle af ingredienserne i musikken fra et af det seneste tiårs mest bemærkelsesværdige og også internationalt beundrede afrikanske bands, congolesiske Konono No. 1.
Er man så heldig på det rigtige tidspunkt at komme til millionbyen Kinshasa, hvor medlemmerne af Konono No. 1 bor, kan man måske opleve bandet spille gæsterne ved et bryllup svedende lykkeligt møre af dans og musik, der varer fra en eftermiddag til næste dags morgen.
Populær poesiaften vender tilbage til Vega med store digternavneI Kinshasa er det ikke så ofte koncerter, Konono No. 1 spiller. De er snarere et helt uundværligt lydspor til ceremonier som bryllupper og begravelser i den store by, hvor fattige barakker ligger side om side med imposante skyskrabere.
Anderledes planlagt og timet spilles trancemusikken, når Konono No. 1 turnerer i udlandet. Det har gruppen gjort med jævne mellemrum siden 2004. Det år brød Konono No. 1 internationalt igennem med albummet ’Congotronics’.
Året efter medvirkede de på Björks album ’Volta’ på sangen ’Earth Intruders’ og turnerede både med hende og i eget navn. Siden da har Konono No. 1 overalt i den vestlige verden haft lejlighed til at formidle deres dybt originalt støjende og tranceskabende musik, der forener tradition og fornyelse.
Tranceelementet af Konono No. 1’s lyde på en række hjemmelavede instrumenter har uden for Congo fået kritikere til at sammenligne gruppen med intensiteten hos så forskellige navne som Velvet Underground, Bo Diddley og Underworld.
Hvilket Konono No. 1’s nu afdøde grundlægger, Mawangu Mingiedi, ikke lod sig imponere af, da han blev interviewet af den britiske avis The Guardian i 2006. Mawangu Mingiedi, der døde i 2015 og blev 85 år gammel, kendte ikke dengang i 2006 til de referencer, som journalisten nævnte for ham, og sagde i interviewet:
»Jeg anede ikke, der fandtes sådan noget som elektronisk musik. Jeg spiller autentisk musik, traditionel musik, og jeg låner ikke fra nogen. Min musik lever uafhængigt af tidens tendenser«.
Forstærket sørgemusik
Mawangu Mingiedis evne til at spille er gået i arv i generation efter generation i hans familie. Hans far lærte ham at spille i den klangmæssigt monotone stilart, hvor horn lavet af elefantstødtænder oprindelig var hovedinstrument.
Mawangu Mingiedis forfædre boede på landet. Han selv bosatte sig i Kinshasa i slutningen af 1960’erne. Han arbejdede som lastbilchauffør og ville supplere indtægten med at spille, men fandt ud af, at i millionbyen Kinshasa kunne hverken han selv eller andre høre, når han spillede på sine akustiske instrumenter af stødtænder og bambus. Storbystøjen var simpelt hen for voldsom.
Så opfandt han et instrument, der kunne trænge igennem. Han byggede en såkaldt likembe af metalstykker på en træbund, og når han satte sin hjemmelavede forstærker til, lød det som en slags gennemtrængende metalklaver. En likembe er håndholdt, man spiller på den med tommelfingrene, og instrumentet kaldes også et tommelfingerklaver.
»Da jeg havde bygget mit første instrument, lavede jeg nogle flere, så jeg kunne sammensætte et band. Jeg blev inviteret til at spille til bryllupper og begravelser og fester på større og større steder«, sagde Mawangu Mingiedi i 2007 til avisen The Independent.
Den døde krop
Efterhånden fik Mingiedis band navnet Konono. Konono er et ord med dobbelt betydning: Det henviser både til noget, folk er bange for, og til kroppens stivhed, når døden er indtruffet. Mingiedis stadig mere populære band spillede ofte i halve døgn ad gangen til sørgeceremonier i forbindelse med begravelser og blev derfor kaldt Konono. Da andre bands i Kinshasa også begyndte at kalde sig Konono, tilføjede Mawangu Mingiedi No. 1 til bandets navn.
Med årene voksede Konono No. 1’s ry og nåede frem til nogle musikkredse i Congos tidligere kolonimagt Frankrig. Da en belgisk musiker og producer i årene efter årtusindeskiftet stod bag udgivelsen af musik med Konono No. 1, var gruppen ikke længere helt så hemmelig.
Konono No. 1’s støjende skarphed, de dansable ensformige rytmer og vokalernes dynamiske vekslen mellem at kalde og at svare har fællestræk med både bluesgange, elektronisk trancemusik og meditativ postrock, og i det seneste tiår har Konono No. 1 fået et stort internationalt publikum.
Pumpehuset hyrer venezuelansk madbod til sommerens byhavekoncerterGruppen har optrådt på Roskilde Festival og spillet i København, hvortil den nu vender tilbage. Denne gang med en delvis ny besætning. Efter Mawangu Mingiedis død i 2015 har hans søn Augustin Makuntima Mawangu spillet lead-likembe. Men fra Kinshasa fortæller bandmedlemmerne i en mail formidlet af deres manager, Michel Winter, at Augustin Makuntima Mawangu desværre er meget syg:
»Nu er det Augustins søn og Mingiedis barnebarn Makonda, som spiller solo-likembe. Derudover består bandet stort set af de samme medlemmer som tidligere«, skriver Michel Winter.
Sanger og koklokkespiller Pauline Mbuka Nsiala, det eneste kvindelige medlem af Konono No. 1, er stadig medlem af gruppen, som i øvrigt fortsat først og fremmest spiller ved begravelser. Når bandet optræder på Global i København lørdag aften, vil der være seks musikere på scenen til at skabe den helt særlige hypnotiserende blanding af traditionel trancemusik og electronica.
Konono No 1. 1. april, Global. Kbh. N www.globalcph.dk
fortsæt med at læse
