Foto: Flemming Quist Møller
Byliv

Jubilæum: Cykelmyggen Egon kom op af vandet på en flot ny racercykel og blev en klassiker

Cykelmyggen Egon bliver 50 år, og kunstneren bag, Flemming Quist Møller, fylder 75. Det bliver fejret med en stor udstilling på Storm P. Museet.

Byliv

Det er 50 år siden, at tegneren Flemming Quist Møller lod en laber barmfager myg løfte op i kjolen og dumpe sine æg i vandet og derefter lod en masse myg og komme op af vandet igen og flyve væk på normal vis, bortset fra én: »Cykelmyggen Egon kom op af vandet på en flot ny racercykel«, som der står i tegneserien, der siden har været en klassiker.

Cykelmyggen Egon gad ikke alt det der flyveri; han elsker derimod en hård spurt og går glad og frejdig på opdagelse i verden på sin cykel. På et tidspunkt cykler han ind i næsen på en mand, der nyser så hårdt, at både cykelmyg og cykel bliver slynget gennem luften og cyklen ødelagt. Men Egon fortsætter ufortrødent sin udforskning af verden, indtil han finder sin rette plads i et cirkus, og ikke mindst på en cykel, han kan begejstre publikum på.

Foto: Flemming Quist Møller

Skaberen, Flemming Quist Møller, fylder 75 i år. Og det fejrer Storm P. Museet med en stor retrospektiv udstilling om multikunstneren, der både som tegner, forfatter, filmskaber og musiker har begejstret børn og voksne hele sit liv. Flemming Quist Møller vedkender sig gerne et kunstnerisk slægtskab med Storm P. og modtog sidste år Storm P. Prisen for sit arbejde.

På den store retrospektive udstilling er der hovedvægt på billedkunsten og fortællingerne. Det er først og fremmest Flemming Quist Møllers karakteristiske streg, publikum møder, og ud over Cykelmyggen Egon figurer som Snuden og Minibillen, ligesom man får lov til dykke ned i Bennys Badekar. Men udstillingen vil også rumme en masse af de plakater, Flemming Quist Møller har lavet, og prøver på hans nyere arbejder i akvarel og kollage.

Hans tegneserie om Cykelmyggen Egon blev dramatiseret i 2011 og har siden været forlæg for to meget populære opsætninger på Østre Gasværk Teater.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

IBYEN