Hvordan bliver man egentlig tusindkunstner? Mange kunne sikkert have lyst til jobbet, men færre deler den hemmelige bygningsfejl, som Flemming Quist Møller (FQM) røber for os i dette filmportræt af ham:

»Jeg har aldrig rigtig kunnet se forskel på lyd & billede, form & indhold, klyder & congas eller musik & erotik«.

Så siden han var 18 og iført træsko og cigar gik op til gymnasiets rektor og meddelte, at nu var han altså droppet ud, har han forenet hele molevitten i en stadig strøm af billedynglende musik, musikalske fortællinger og spillevende billeder skabt med farveblyanter på papir og filmfolie. Det går som en leg, men det er et livsværk.

Derfor er det også godt og rigtigt, at filmen om og med ham selv er legende, slentrende, uopstyltet – og samtidig stramt og melodisk klippet, ambitiøs i bestræbelsen på at få hele FQM med. Det er nemlig en ordentlig mundfuld.

På en lærerig måde viser mandens liv os, at den korteste vej til at ramme målet fra den rigtige side undertiden er identisk med den sjoveste omvej. Da han i 1960 havde forladt rektors kontor, fortsatte han f.eks. på tommelfingeren direkte med retning mod Paris for at blive teatermaler, men nåede ikke længere end til Amsterdam. Der spillede nogle sorte jazzmusikere, og knægten fra Danmark fik lov at sidde ind med sine bongotrommer.

Var det ikke sket, havde vi måske – hvem ved? – aldrig oplevet de 35 år med orkesteret Bazaar, hvor FQM’s rytmer forenede sig med Peter Bastians blæsere, Anders Koppels tangenter og Mehmet Ozans strengeinstrumenter til et dansk gennembrud for verdensmusikken. Eller årene med Dan Turèll og Sølvstjernerne. Eller dem med Elith ’Nulle’ Nykjær og Verdensorkesteret.

De livskraftige toner får vi kommenteret af Bastian og ’Nulle’ selv, foruden af den nu ’yngre’ eller midaldrende generation, der bogstaveligt fik dem ind med modermælken: Benjamin Koppel, Olga Bastian og Carl Quist Møller. Der jo også, som talrige årgange danske børn, er vokset op med FQM som billedfortæller, ophavsmand til nogle af epokens mest indflydelsesrige billedbøger og tegnefilm.

Hans og Jannik Hastrups ’Bennys badekar’ fra 1971 er legendarisk og fortjent kanoniseret, men det er også sjovt at høre Hastrups beretning om de tos første samarbejde, i streg og instrumenter, om den pornografiske tegnefilm ’Concerto erotica’. Apropos den får vi også et klip fra en liveactioneksperimentalfilm, hvor FQM sagligt forklarer funktionen af et bæltelignende instrument – ’subartem’? – som spændes om en dansende nøgen kvindes underliv til blid musikalsk ledsagelse: »Jeg er vild med kusse«.

Flemming Quist Møllers første bogudgivelse var de sort-hvide tegninger i værket ’En lystrejse’, som ikke var for børn, men måske nok for frække drenge. Men så kom i 1967 ’Cykelmyggen Egon’, som man godt kan kalde ungdomsoprørets videreførelse af den kulturradikale børnebog, med den vinde og skæve kålorm som direkte lån fra ’Alice i Eventyrland’. Myggens lange efterliv med to spillefilm og to teaterforestillinger nu i det ny årtusind skal imidlertid ikke skygge for 1980’ernes tv-serie om ’Snuden’ endsige for filmene om ’Jungledyret Hugo’, lige så sjælden en art som den vemodige Snude, men unægtelig nok så vital.

Hvornår viser en dansk biograf – Cinemateket, i hvert fald? – mon igen filmamfibiet ’Prins Piwi’, ifølge Morten Arnfred »den mest betydningsfulde danske film, ingen har set«, og ifølge Gert Fredholm »den sjoveste filmskole i verden«?

FQM arbejdede sammen med Anders Refn om den dyre dundrende fiasko, men også om de succesrige ’Strømer’ og Gustav Wied-filmatiseringerne. Meget af manusarbejdet foregik på Glænø, hvor vi også følger kratluskerens ornitologiske observationer af især klyden, halvøens nationalpipfugl.

Der er smittende humør for alle pengene i filmportrættet af en tusindkunstner, der bevarede den åbne legelyst gennem et halvt århundrede, hvor det ellers ikke har skortet på stramninger og lukninger af livslystens kanaler.