En marmorstatue i naturlig størrelse er ikke spor for meget. Det drejer sig trods alt om vor tids helt. Et ikon for tidens, og da ikke mindst fremtidens, altafgørende kamp: kampen for overlevelse.
Nu må det nok tilføjes, at ’naturlig størrelse’ næppe overgår 20 cm i højden. Og så er det måske også snarere en plastikstatue, produceret med 3d-laserteknik, der står dér i sin montre på det parisiske museum for de legesyge kunstarter, Musée de l’Art Ludique på venstre Seine-bred tæt på Gare d’Austerlitz.
Og selv om vi kan se på afsættet fra de vippevorne stenblokke, at det vilde spring fremad efter det agern, der skal sikre individets overlevelse og dermed artens videreførelse, efter al sandsynlighed vil blive endnu en susende forbier og resultere i endnu et underlivssugende fald mod afgrunden ... Ja, trods denne bittert gentagne erfaring i vores egne og kræets liv er figuren jo smuk: Vel er Scrat et lille skravl og en evig taber – men også indbegrebet af alle levende væseners ukuelige livshunger.
»Scrat rummer vel noget af os alle«, siger figurdesigner Peter de Sève, der tegnede de første skitser af det lille egern med det rædselsslagne blik.
Kønnenes og klodernes kamp
I dag er kræet verdenskendt, kun 14 år efter sit første forsøg på at flygte fra regnen af issplinter foran gletsjerens skridende isvæg – og alligevel beholde sit agern! Sådan var optakten til animationsfilmen ’Ice Age’ med premiere i 2002. Også i de tre følgende Ice Age-spillefilm er jagten på agernet den uundværlige indledning, der skaber en syndflod af smeltevand i ’På tynd is’ (2006); beruser ham med en drift, der kan konkurrere med sulten, i hunegernet Scrattes forførende skikkelse i ’Dinosaurerne kommer’ (2009); og endelig sender ham i frit fald til Jordens varme indre, så kontinentalsoklerne går i skred i ’På gyngende grund’ (2012).
Sammenblandingen af epoker og udviklingstrin kan få onde tunger til at kalde filmene kreationistiske, og sandt nok ser de jo meget stort på vor planets historie.
Også i selvstændige kortere film og tv-episoder har Scrat bl.a. kæmpet med både dinosaurer, piratfisk og en sulten ørneunge, lagt sig ud med julemanden, oplevet den første jagt på påskeæg og stået foran de tusind agerns gyldne land bag Himmeriges port, kun overgået af agernrigdommen i landet Scratlantis, som han dog var så uheldig at trække bundproppen ud på. Så fik vi også dén katastrofe forklaret.
Og nu bliver han så endelig katapulteret helt ud i verdensrummet, i rumdragt og flyvende tallerken og med meteorregn, asteroidestorme og kometkatastrofer til følge: Femte ombæring, ’Ice Age – Den vildeste rejse’, får dansk premiere på torsdag.
Fænomenale børneskuespillere gør aktuel biopic rørendeTrods sin lidenhed har Scrat tre fædre: Chris Wedge, der fylder 60 næste år, er grundlæggeren af Blue Sky Studios, som i dag er Fox-koncernens animationsfilmselskab. ’Ice Age’ var selskabets første animationsspillefilm.
»Scrat blev til af nødvendighed. Jeg ville have humoren i filmen til at være mere visuel end dialogbåret. Det skræmte væsen opstod så at sige af vores egen angst for projektet med den første lange spillefilm. Scrats stræben efter agern og overlevelse symboliserer mine egne følelser dengang«, fortæller Chris Wedge. Han instruerede filmen sammen med Scrats anden far, brasilianske Carlos Saldanha, der forlod sit hjemland i 1991 og kun er vendt tilbage dertil på film, nemlig med papegøjeløjerne i de to Rio-film, selskabets anden store animationssucces.
»Med ’Ice Age’ var det knald eller fald. Det var selskabets første 100 procent computeranimerede spillefilm, og vi havde bedre tid, men langt færre folk og erfaringer, end vi senere fik«, forklarer den nu 51-årige Carlos Saldanha.
Mutters alene i det store rum
Det var Wedge og Saldanha, der så det lille væsens store muligheder, men først efter at dets tredje far, den nu 58-årige figurdesigner Peter de Sève, havde krusedullet sig frem til de mange fantasivæsener, der skulle omgive de tre umage makkere i ’Ice Age’: mammutten Manni, sabeltigeren Diego og dovendyret Sid.
En af Peter de Séves hundredvis af skitser forestillede det lille egern, som i dag er lige så verdenskendt en figur som Mickey Mouse eller hunden Nuser fra ’Radiserne’. Er tegneren så blevet lige så rig som Charles M. Schulz eller Walt Disney?
»Du behøver ikke gnide salt i såret! Næ, figurerne tilhører Blue Sky«, svarer Peter de Séve. Ligesom de figurer, han før har designet til film som ’Mulan’ og ’Tarzan’, ’Find Nemo’ og ’Ratatouille’, tilhører henholdsvis Disney- og Pixar-studierne.
»Meget af figurens karakter er nu også, ligesom den livstruende situationskomik, udviklet under selve animationsarbejdet«, tilføjer han retfærdigvis, selv om han nærer et fromt ønske om, at figurdesignernes navne kommer lidt længere frem i rulleteksterne.
To unge halvsøstres hundeliv i provinsen ligner for meget en kortfilmMens Scrats tegner stræber efter det, kan vi andre spejle hver vores længsler og genvordigheder i egernets. Følelsen af afmagt over for klodens ulighed, miljøtrusler og naturkatastrofer er vel ingen af os fremmed. Og mens de andre dyr i Ice Age-filmene i det mindste holder sammen som en familie, som Blue Skys chefproducer, Lori Forte, påpeger, er Scrat så mutters alene og lille i det store rum og kampen for tilværelsen. Ligesom Don Quixote og Anders And og et par af os andre må han gang på gang se sine stolte drømme synke i grus, men som Lori Forte tilføjer:
»Scrat giver aldrig op: »I morgen er der atter en dag – og så får jeg det agern!««.
fortsæt med at læse
