Hvordan i alverden kan ’X Factor’ og lignende forestillinger blive afgørende dele af en national og folkelig frihedskamp?
Jeg mener: med dén blanding af kynisk freakshow og konkurrenceliderlig dobbeltappel til hensynsløs individualisme og kollektiv narcissisme? Dét fatter forhærdede tidselgemytter som undertegnede først i biografsædet foran en film som den gevaldig ujævne og dog særdeles bevægende ’Idol’.
Men så må jeg også tilstå, at jeg ikke kendte popsangeren Muhammed Assaf i forvejen. Ham handler denne biopic nemlig om. Født i en flygtningelejr og vokset op i den sønderbombede Gazastribe mellem pigtrådshegn og åbent hav vandt han som 22-årig – takket være enestående sangstemme såvel som kampvilje – i sommeren 2013 titlen i ’Arab Idol’, den nordafrikanske og mellemøstlige version af tv-formatet ’American Idol’.
Kulturværk som animation får svært ved at holde de mindstes interesse fangenHans vindersang var en opfordring til palæstinensisk sammenhold, og efter sejren blev han udnævnt til FN-ambassadør for fred og kultur og har turneret overalt i den arabiske verden, hvor alle kender hans historie – og dermed også ved, at filmen skal kulminere med sejr i det glitrende satellittransmitterede show. Derfra låner filmen virkningsfuldt sine slutbilleder direkte med den virkelige Assaf i spotlightenes krydsfelt.
Fans får selvtillid og frihedsdrømme
Abu-Assads helt ukritiske afspejling af så kommercielt og grundlæggende konfliktsky et foretagende som ’Arab Idol’ overrasker umiddelbart, efter hans anderledes bidske film om frihedskæmperen ’Omar’ fra 2013 og især det internationale gennembrud i 2005 med den grumme ’Paradise now’, om to palæstinensiske venners forberedelser til en selvmordsaktion i Jerusalem.
LÆS OGSÅ ANMELDELSEN AF 'OMAR'
'Omar' er et intenst og velspillet dramaMen lige så overrumplende overbeviser filmen altså om, at Assafs sejr opmuntrer millioner af fans til selvtillid og frihedsdrømme i kølvandet på det arabiske forår.
Dén virkning havde filmens sidste halvdel aldrig kunnet opnå alene.
Fænomenale børneskuespillere
Den unge desillusionerede Muhammeds kamp for at slippe forbi pigtråd og nidkære grænsevagter – heriblandt en af barndomsvennerne! – fra Gaza til den indledende audition i Kairo er kun hakkende og ’smalt’ fortalt.
Tawfeek Barhom giver figuren en kontrær følsomhed, men er ikke nær så overfladisk flot som virkelighedens Assaf. Den historie griber kun i kraft af barndommens forhistorie. Filmens første charmerende og hjerteskærende halvdel viser os nemlig, hvordan den 10-11-årige Muhammed med englestemmen og hans et år ældre søster, Nour, sammen med to andre drenge skraber småpenge nok sammen til at få et børneband op at stå – trods alle odds.
Historien om den unge, gravide maya-indianer Maria udfolder sig langsomtDe to fænomenale børneskuespillere (hhv. Qais Atallah og Hiba Atallah) går til sagen med fængslende alvor og ukueligt glimt i øjet, midt i ruinerne af et samfund berøvet alle udviklingsmuligheder. Indtil de rammes af den familietragedie, hvis alvor giver Muhammeds kampvilje en dybere klangbund end stjernedrømmene.
Et undertrykt folk befris jo ikke af en tilfældig ung mands popgennembrud. Men ligesom den afghanske pige ’Sonita’, der blev hiphopstjerne (Cinematekets dokumentarfilm i april), og for resten som en hel del bokse- og andre sportsfilm i tidens løb, minder ’Idol’ os om eksemplets magt i den globalt kommunikerende kulturindustris epoke.
fortsæt med at læse
