Enhver kan sætte sig ind i den blandede fornøjelse, det må være, som cirkusmanegens dummepeter ustandselig at få lussinger eller blive losset i røven af den hvide klovn. Men dobbelt så surt må det vel være, hvis man oven i købet bliver kaldt Chocolat, fordi man er sort og derfor ikke anses for noget fuldgyldigt menneske med ret til eget navn.
Men dét er vilkårene for ’Monsieur Chocolat’ i denne højligt interessante og velmente, om end ikke fuldtud vellykkede, film om den første sorte cirkusartist i Europa, hvis hudfarve var ægte og ikke bare skosværte.
Filmen er faktisk en tragedie, men fuld af komiske optrin, og dermed en udstilling ikke blot af af kolonitidens umenneskelige raceforestillinger, men også af hverdagshumorens hjerteløshed.
Den historiske baggrund er det forældreløse cubanske slavebarn Raphaël Padillo, født ca. 1868, der som 10-årig kom til Bilbao som tjenestedreng i en rig husholdning, men flygtede og slog sig igennem som drager og minearbejder m.m., indtil cirkusartisten Tony Grice i 1884 fik øje på hans komiske talent og tog ham i ’klovnelære’ i et cirkus i Madrid.
Men især sammen med en anden berømt, britisk klovn, George Foottit, dannede den sorte komiker med det velsmagende, men ydmygende kunstnernavn Chocolat fra ca. 1890 et legendarisk makkerskab i det parisiske Cirque Nouveau.
Biopic med friheder
På de brølende halvfemseres absint- og opiumstimulerede underholdningsparnas bliver han ven med bl.a. Toulouse-Lautrec og indgår i Foottits skandaløse parodi på Sarah Bernhardts samtidige tragediefigur ’Cleopatra’ (som filmen giver et glimt af).
Ja, Padillo bliver sågar filmet af brødrene Lumière, før spil, druk og fortvivlelse over diskriminationen, bl.a. mod hans ægteskab med en hvid kvinde, punkterer karrieren og mennesket. Han dør af tuberkulose i Bordeaux 1917.
Filmen bygger på en roman og tager sig som biopic adskillige friheder over for historien for bedre at kunne fokusere på det problematiske makkerskab mellem den hvide, autoritære klovn og den sorte dummepeter og prygelknabe.
Det åbner for to interessante præstationer: Som den ubekymrede livsnyder Chocolat ejer Omar Sy nok det altbesejrende humør, men dybden af tvivl og fortvivlelse har han sværere ved at finde udtryk for (og måske svært ved at frigøre sig fra sit gennembrudsimage som hjerteknuseren og hjemmeplejeren i ’De urørlige’).
LÆS ANMELDELSE:
Feelgood-komedie scorer billige point med en overflod af ærlig charmeFoottit, der fremstilles som ’opfinder’ af den sorte mands klovnetalent – konkurrenten Tony Grice er skrevet ud af historien her – spilles af James Thierrée og dét med både dybde, smerte og excellent artisteri, som glimtvis måler sig i komisk alvor og timing med Thierrées faktiske morfar, Charlie Chaplin.
Clotilde Hesme brænder igennem som den sorte mands hvide kone, og det samme gør Frederic Pierrot og Noemie Lvovsky i biroller som direktørpar i et fjerderangscirkus.
Mellem autoritet og oprør
Anklagen mod datidens racisme er jo blevet en indlysende selvfølge i dag, men her er aktuelle ekkoer, bl.a. i Padillos anfægtelser over sin egen tilpasning som pauseklovn a la Onkel Tom.
Den tvivl sættes på spidsen, da han anholdes som papirløs indvandrer, og bøvede betjente ’for sjov’ giver ham en tur med gulvskrubben, til rygstykkerne bløder – for at se, »om hudfarven kan vaskes af!«.
Den scene griber stærkere end mange andre, måske også fordi en ret enstrenget individuel skæbnefortælling her udvides til de omgivende sociale forhold og oven i købet forstærkes ved parallelisering med en anden fange: en oprørsk sort haitianer, fængslet for sin kritik af et uretfærdigt samfund.
SE OGSÅ: Hård og blid og ensom film fortæller om en israelsk kvindes seksuelle frustrationer
Som vel netop også er nøglen til den medleven, vi stadig kan opleve som tilskuere til sommercirkussets klovneentré:
Det klassiske cirkusklovnepar – den strenge hvide klovn og hans troskyldige August med den røde tud – har alle dage været en interessant illustration af dialektikken mellem autoritet og oprør. Men ’alle dage’ betyder altså reelt kun: siden forrige århundredeskifte.
Cirkuskunst har ganske vist rødder langt bagud fra renæssancens fjællebodsløjer til oldtidshoffets jonglører og narre. Men klovneparrets særlige satire over modsætningen mellem kontrol og livslyst, disciplinering og driftsgennembrud, mellem selvoppustet myndighed og selverfaret sund fornuft opstår først i cirkusmanegen og på varietéscenerne sideløbende med underklassens vågnende selvbevidsthed.
Den dialektik får et ekstra trykseksten, når den også er sort og hvid. Uden bare at tegne billedet sort-hvidt, vel at mærke.
fortsæt med at læse
