»Det er det ubekvemme, der fører nye steder hen«, siger guitaristen Paco de Lucía et sted i sønnen Curro Sánchez Varelas dokumentar om ham.
Indholdet i det citat er som en nøgle til forståelse af den livslange symbiose mellem flamencomusikken og den perfektionistiske Paco de Lucía.
Fra barnsben og indtil sin død af hjertestop i 2014 i en alder af 66 år blev han ved med at forsøge at forbedre sit spil, klandre sig selv for sine fejl og også udvide og udvikle den spanske flamencomusik til fortrydelse for genrens puritanske disciple, men til større glæde for mange andre.
Den ydmyge musiker ville næppe nogensinde selv have givet sig æren for, at flamencoen i hans levetid gik fra at være de ildesete, fattige andalusieres folkelige spillestil til at blive et beundret kunstudtryk på bonede gulve.
Men det var i høj grad Paco de Lucía, der med talrige indspilninger, tv-optrædener, turneer og sammenspil med både flamenco- og jazzmusikere fik åbnet manges ører for den smukke musik.
Frigjort af guitaren
Paco de Lucías forhold til den flamencokultur, han i 1947 i Algeciras blev født ind i, er centrum i filmen sammen med hans hurtige, klangrige, nuancerede, følsomme og teknisk ekstremt avancerede spil. I begyndelsen af dokumentaren spørges de Lucía, om guitaren har hæmmet ham i hans liv.
Tvært imod, svarer han. Guitaren har frigjort ham. Det er gennem dens greb og strenge, at den i andre sammenhænge temmelig generte mand har været i stand til at udtrykke sin personlighed.
For ham var guitaren en måde at fortælle sprogløse historier på, og heldigvis er det i redigeringen af det omfattende materiale lykkedes at holde fokus på de Lucías talent for at fortælle med musik.
Guitarlegende død af hjerteanfald under ferieDer er klip tilbage til hans ungdom, hvor han turnerede i USA, der er klip fra gamle tv-shows og fra det tiår frem til 1979, hvor han samarbejdede med sangeren Camarón de la Isla.
Alle de scener sætter Paco de Lucía og flamencoen ind i en sammenhæng i det 20. århundredes Spanien og løfter historien, ligesom nyere interview med bl.a. guitaristerne John McLaughlin og Carlos Santana gør det.
Men så er der tilmed scener, hvor kameraer og lydfolk i ro og mag følger den modne Paco de Lucía både før, under og efter en af hans koncerter. Og selv om man ikke aner en tone om flamenco, er den fabulerende, komplekse, rytmiske musiks ordløse beretninger lige til at blive decideret lykkelig af et øjeblik.
For sentimental til en usentimental kunstner
Curro Sánchez Varelas film om faren har svagheder, men lyden er ikke en af dem. Derimod forvirrer det uindviede, at det så kraftigt antydes, at der var en dyb flænge i venskabet mellem Camarón de la Isla og Paco de Lucía.
SE OGSÅ: Koncerthuset blev forvandlet til en solvarm spansk provins
Uden at gøre vold på fortælleformen eller gå yderligere ind i den komplicerede konflikt kunne Varela sagtens have fortalt, at sangeren Camarón blev narkoman og døde af lungekræft. Også slutningen er lidt svær at holde helhjertet af: En rørstrømsk kavalkade af billeder fra de Lucías liv rimer ikke vildt godt på hans egen usentimentale livsindstilling.
Det gør til gengæld resten af filmen om et menneske, der vidste, at nogle gange er man nødt til at gå den sværeste vej for at komme nogen vegne.
fortsæt med at læse
