Animationsfilmens klassiske virkemidler stortrives i film om dyr på flugt

Lyt til artiklen

Ville man måle et halvt århundredes udvikling i animationsfilm for hele familien, kunne man for eksempel sammenligne to tematisk beslægtede film som Disneys 55 år gamle ’Hund og hund imellem’, om kidnapningen af de 101 dalmatinerhvalpe og deres flugt fra fangenskabet med mange andre dyrs og artsfællers hjælp, med denne splinternye – og dog lumsk velkendte – historie om to stuerene kælehunde, der kommer på afveje hos hundefangeren og befris ved andre dyrs og artsfællers hjælp.

Mange andre animationsfilm kunne indgå i sammenligningen, dyr på flugt udgør en helt uforholdsmæssigt stor andel af alle spillefilmlange animationsfilm.

'Captain Fantastic' er så charmerende, at man får lyst til at flytte ud i skoven

Forskellen i tempo og dramaturgi og ikke mindst skiftet fra idyllisk familieliv til selvironisk distance er slående. På et halvt århundrede har digital teknologi og ’tidsånd’ vænnet os til helt andre æstetiske standarder, hvad ’Kæledyrenes hemmelige liv’ illustrerer i detaljer: Fem-seks flugt- og jagtsekvenser per film i stedet for én, karakterer skitseret som karikaturer og dobbeltbundet dialog med ironiske referencer til faste figurer og klicheer fra andre genrefilm.

Chris Renaud har tidligere instrueret den godhjertede grimrian af en skurk, der omtaler sig selv som ’Grusomme mig’ og omgives af de små gule ’Minions’, der siden med egen film og legetøjsmerchandise er blevet lande-, nej: klodeplager. Tempoet derfra er nu overført til kæledyr, frem for alt terrieren Max, der elsker sit liv hos den unge, enlige Katie – indtil hun kommer med endnu en hund, kæmpepelsbunken Duke.

Rimeligt underholdende Miles Davis-film har et underligt fokus

I de to hundes indbyrdes strid mister de hundetegnene og falder i kløerne på først hundefangeren og så på De Udskyllede, en undergrundshær af uforsonlige, kasserede kæledyr, lige fra kaniner til krokodiller.

Men Max’ nabohund Glitter kommer dem til undsætning med et posse af karreens kælehunde, en kat og et marsvin, en undulat og sågar en (delvis!) dresseret jagtfalk. De (alt for) mange dyr såvel som miljøer (Manhattan og Brooklyn) er charmerende designet, dialogen rimelig vittig for større børn, og Anders Matthesen og Amin Jensen fører an i gode danske stemmer.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her