Initiativet Rabalderbio har særdeles prisværdigt åbnet for kunstnerisk eksperimenterende animationsfilm for det børne- eller familiepublikum, der ellers må klare sig med amerikansk mainstream eller discount. Efter den fine japanske ’Brevet til Momo’ og fransk-belgiske ’Fantomdrengen’ følger nu et fransk-amerikansk-canadisk-libanesisk-m.m. sammenskudsgilde, hvor handlingsrammen har samme instruktør som ’Løvernes konge’; men ikke mindst rummer filmen otte korte afsnit af en stribe andre med hver sin karakteristiske stil, bl.a. irske Tomm Moore (’Sangen fra havet’), franske Joann Sfar (’Rabbinerens kat’), frække amerikanske Bill Plympton (’Mutant aliens’) og ’Fantasia’-tvillingbrødrene Brizzi m.fl.
Lille prins i ny indpakningSamarbejde er helt i tråd med historiens livsfilosofi og dens otte læredigte om respekt for livet og evt. senere liv og om åndens frihed, som er vigtigere end kroppens. Det er nemlig en film over den kendte libanesisk-amerikanske digter og billedkunstner Kahlil Gibrans bog ’Profeten’ fra 1923, en steadyseller på et halvt hundrede sprog. »Jeres børn er ikke jeres børn, men sønner og døtre af livet selv«, lyder optakten til et af de mest kendte prosadigte, elsket herhjemme bl.a. af 1930’ernes reformpædagoger og i 1960’ernes antiautoritære bevægelse.
Om mindre børn kan holde interessen fangen, når de smukt visualiserede og deklamerede læredigte afbryder handlingen, er tvivlsomt
Kræver fordomsfri følsomhed
Det mildt tilgivende, spirituelle livssyn, sammensmeltet af digterens maronitiske opvækst og senere sufi- og baha’i-inspirationer, hælder i mine ører mod banalidealistisk virkelighedsflugt, men prises som poetisk frihedsbudskab af mange, også i den arabiske verden.
Turtle power skal være latterligt for at være sejtDigtene – om kærlighed og ægteskab, kunst og håndværk, mad og drikke, godt og ondt m.m. – hænger på et spinkelt handlingsskelet om digteren Al Mustafa, der skal hjemsendes fra eksilfangenskab og tager afsked med eksilbyens jævne folk. Vi følger hans husholderskes lille datter, 7-8-årige Almitra, som ikke har talt andet end mågernes sprog, siden hendes far døde. Lidt rapseri på torvet forhindrer ikke, at hun har mere retfærdighedssans og oprør i sig end mange af byens voksne.
Om mindre børn kan holde interessen fangen, når de smukt visualiserede og deklamerede læredigte afbryder handlingen, er tvivlsomt. Men den vil interessere enhver med nysgerrighed på kunstneriske udtryksformer i animation. Og gribe en del større børn, unge og voksne, som er mere fordomsfrit følsomme end jeg.
fortsæt med at læse



























