Fra 2. til 11. maj kan du se gamle filmklassikere i Nordhavn. Pop up-biografen er et samarbejde mellem Cinemateket og Meyers, der serverer delikatesser gennem bilruden.

Se film fra bilruden: København får en midlertidig drive in-biograf

På programmet for Cinemateket og Meyers nye pop up-drive-in-bio er blandt andet den feministiske roadmovie Thelma og Louise fra 1991. Foto: Cinemateket
På programmet for Cinemateket og Meyers nye pop up-drive-in-bio er blandt andet den feministiske roadmovie Thelma og Louise fra 1991. Foto: Cinemateket
Lyt til artiklen

Har du snart været igennem hele Netflix, eller længes du bare efter at komme lidt ud, er der godt nyt.

Cinemateket og Meyers inviterer nu til filmvisninger foran Tunnelfabrikken, der i fremtiden skal være Danmarks største kulturhus.

2. til 11. maj omdanner de pladsen i Nordhavn til en stor drive-in-biograf, hvor du kan se gamle filmklassikere, mens du får fuld forplejning fra kokkene på restaurant Sult. Og som konceptet tilsiger, foregår det hele fra din egen bil, så du ikke behøver at bekymre dig om coronasmitte.

Se tegningerne: Næste år åbner kæmpe tagterrasse med open air-biograf midt i København

»Trods den naturlige afstand mellem bilerne håber jeg, at folk vil blive mindet om den følelse af fællesskab og samvær, som biografoplevelsen står for, og som vi åbenlyst sulter efter. Det her er det tætteste, vi kommer for tiden, og det skal nok blive sjovt«, skriver Cinematekets vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard i en pressemeddelelse.

Arancini og Big Kahuna Burgers

På filmprogrammet er ’Thelma & Louise’, ’Pulp Fiction’, ’Casablanca’, ’Taxi Driver’, ’Mine aftener i paradis’, ’Blinkende lygter’, Festen’, ’Blade Runner: The Final Cut’ samt to ekstra titler, der snart vil blive annonceret.

Gennem bilruden vil Meyers servere friterede arancini, Big Kahuna Burgers – som i ’Pulp Fiction’ – og cheesecakes til dessert.

Billetter koster 295 kroner og inkluderer både film og mad. Køb dem her. Der er plads til mellem 150 og 200 biler i biografen, og lyden leveres via bilradio på FM-båndet. Man betaler per person i bilen.

Ideen er blevet til i et samarbejde mellem Meyers, Cinemateket og Apple Flower Festival.

Emma Louise Stenholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her