Har du lagt gåturen forbi Amager Fælled for nylig, har du måske fået øje på nogle af naturparkens mange fritgående kvier.
Inden længe vil de få selskab af vilde heste, der skal græsse med minimal menneskelig indblanding.
Københavns Kogræsserlaug, som holder kvierne på Amager Fælled, har nemlig besluttet at købe fire fritgående ponyer fra Naturstyrelsens gruppe af exmoorponyer, der i dag går rundt i området mellem Dovns Klint og Søgård på Sydlangeland.
Ifølge en pressemeddelelse fra kogræsserlauget er det et »dyrt og omfattende projekt«, idet alle naturparkens hegn skal højnes. Det bliver de derfor i flere omgange, hvorfor de fire vilde heste til at begynde med skal græsse i Amager Fælleds østlige fold.
Bedre biodiversitet
Exmoorracen er nærmest identisk med den nu uddøde europæiske vildhest – og ud over at være til skue, bidrager de til at øge biodiversiteten i naturparken.
Det gør de, fordi de spiser andre typer grønt end kvierne, eksempelvis stride græsser som bjergrørhvene, som der er meget af på Amager Fælled.
»Vildhestenes robusthed og fordøjelsessystem gør, at de vil kunne gnave sig igennem store mængder af føde med lavt næringsindhold, som vores skotske højlandskvæg går udenom«, fortæller Københavns Kogræsserlaug til TV 2 Lorry.
Hestene kommer til Amager Fælled midt oktober.
fortsæt med at læse


























