Mens der herhjemme diskuteres digitale corona- og vaccinepas, så gæster måske snart igen kan tage på restaurant eller festival, har de i en af verdens vigtigste gastronomiske hovedstæder, New York City i USA, nu valgt at fokusere deres vaccineindsats på de mennesker, der står på den anden side af disken.
Det betyder, at nogle af de newyorkere, der i forbindelse med deres arbejde i serviceindustrien er tvunget til at være i nærkontakt med andre, nu bliver rykket frem i vaccinekøen.
I første omgang gælder det tjenere, kokke og andet restaurantpersonale, takeaway-bude og taxichauffører, skriver flere amerikanske medier, herunder The Wall Street Journal.
Dette bl.a. fordi restaurantpersonale og de bude, der bringer maden ud, er »særdeles udsatte«, da mange i branchen er immigranter uden papirer og sygesikring, som det formuleres i New York Magazine.
For at nogle kan rykke frem i køen, må andre jo springes over. Det er ikke vores valg, så den beslutning overlader vi til sundhedsmyndighederne
Sideløbende indikerer et nyligt offentliggjort studie fra University of Californias afdeling i San Francisco da også, at dødeligheden med covid-19 er uforholdsmæssig høj i kokkefaget sammenlignet med andre brancher. Det er dog uvist, om resultaterne har indgået i beslutningsprocessen i New York.
Klar til valentins-middagene
Herhjemme har Jens Zimmer Christensen, formand for restauranternes brancheorganisation, Horesta, ikke planer om at presse på for en lignende løsning, der kan få organisationens medlemmer foran i vaccinekøen:
»For at nogle kan rykke frem i køen, må andre jo springes over. Det er ikke vores valg, så den beslutning overlader vi til sundhedsmyndighederne«, siger han til Ibyen.
Tilbage i New York afskrev statens guvernør, Andrew Cuomo, da også i mandags forslaget om tidligt at tilbyde vaccinen til restaurantarbejdere og taxichauffører, da der har været problemer med at skaffe tilstrækkeligt med vacciner til statens frontpersonale.
Men efter lovning på flere forsyninger har han nu omstemt sig. En sjælden about-face fra guvernøren, skriver de amerikanske medier – altså en 180-graders vending.
Ændringen kommer oven på den nylige beslutning om at åbne for indendørs spisning på restauranter i staten fra 14. februar. Historisk set en af de mest travle dage for de amerikanske restauranter, da mange par fejrer valentinsdag over en middag i stearinlysets skær.
Den forestående åbning har fået New York Citys borgmester, Bill de Blasio, til at kræve, at guvernøren derfor også må gøre sit til at »beskytte de mennesker, der arbejder i vores restauranter«. Det sagde han under et pressemøde tidligere på ugen.
I første omgang åbner restauranterne i New York City med 25 procents kapacitet.
Branchen er en af de hårdest ramte i USA, og ifølge erhvervsmediet Commercial Observer og tal fra det amerikanske Bureau of Labor Statistics har 439.800 mennesker alene i New York Citys restaurant-, bar- og hotelindustri mistet jobbet som følge af coronapandemien. Det svarer til 43,9 procent af alle ansatte i branchen i millionbyen.
fortsæt med at læse


























