Kendte københavnere guider til deres kiosk-favoritter

Lyt til artiklen

Jokeren ser sin kioskmand tit Jokerens stamkiosk i Sankt Annæ Gade hedder Tobak - Vin - Blade. Og det er, hvad den sælger. Før Jokeren flyttede til Østerbro var det her, han dagligt købte en pakke cigaretter og vendte verdenssituationen med kioskmanden (og han sover ikke på billedet, selv om det ser sådan ud), mens han ventede på, at dankorttransaktionen gik igennem. »En kioskmand er ligesom en slags bartender eller en taxachauffør, man kører meget med. Man hilser og smalltalker om, hvordan det går«, fortæller Jokeren, der er flyttet 17 gange i sit 34-årige liv og fremdeles har lige så mange stamkiosker. De ligner hinanden »med Frisko-ismontrer, Prince-flag, rækker med slikposer, blade, cigaretter og sprut«. Og en mand bag disken, han altid har fået en godt forhold til. »Når man ryger en pakke om dagen, ser man jo sin kioskmand ret tit og kan ikke undgå at være på hat«. En enkelt gang har Jokeren også oplevet drama i sin lokale kiosk. På Jægersborggade på Nørrebro, hvor kioskmanden var blevet skudt og to dage senere stod bag disken igen og duppede sig, fordi haglene var på vej ud af kinden. »Jeg tror, jeg skal opdatere Dan Turèll og lave ’Jeg skulle have været kioskmand’ (Turèll skrev digtet ’Jeg skulle have været taxachauffør’, red.)«. Tobak - Vin - Blade. Sankt Annæ Gade 7, Kbh. K. Tlf. 32 54 27 10. Åbningstider: Man-fredag 9-19 og lør-søndag 10-18. Profil: En allround kiosk.Lars Mikkelsen anbefaler den delikate kiosk på Vesterbro KIHOSKH har pølser og paté i delikatessedisken og Hansen Is i fryseren. Men det er øl, skuespiller Lars Mikkelsens stamkiosk på Vesterbro har specialiseret sig i. Væggene i KIHOSKH, der er opkaldt efter en farao i Tintin-tegneserien ’Faraos cigarer’, er dækket af specialøl fra hele verden. Lars Mikkelsens faste indkøb er dog snarere end specialøl kioskens økologiske rugbrød, pålæg samt cigaretter. »Jeg mangler meget tit rugbrød. Og pålæg. De har alt muligt lækkert og kører kiosken på en måde, så man føler sig velkommen«, siger Lars Mikkelsen, der har været stamkunde, siden han flyttede til Vesterbro for syv år siden og hurtigt blev ret gode venner med kioskindehaveren Keld. Efter Lars Mikkelsen ikke længere ryger i sin lejlighed – »jeg holdt op i en periode og fandt ud af, hvor dårligt det lugter« – er KIHOSKH tillige blevet stedet, hvor han ikke bare køber sine cigaretter, men får stillet sin smøgtrang. Især efter KIHOSKH har udvidet sortimentet med kaffe. »Jeg smutter lige over og får en kop kaffe og sidder udenfor og ryger. De ved, hvad jeg skal have og lægger cigaretterne frem, uden at jeg behøver at sige noget«. KIHOSKH. Sønder Boulevard 53, Kbh. V. Tlf. 33 31 11 98. Åbningstider: Man-torsdag 7.30-01, fredag 7.30-02, lørdag 8-02 og søndag 8-02. Lige nu: Juleøllen Santas little helper og en porter med stjerneanis, kanel, nelliker og korianderfrø fra det danske bryggeri Mikkeler.

Laura Bro shopper iden propre Frederiksberg-kiosk Den ene væg er dækket af et enormt udvalg af chips. Men ellers fører skuespiller Laura Bros stamkiosk bare de mest basale kioskvarer. »Mælk, cola, de orange Kings, jeg ikke ryger, og lakridspiber. Jeg kan næsten ikke gå i kiosken uden at komme ud med en lakridspibe«. Paradis Kiosk er hvidmalet, lys, proper og oftest helt uden andre kunder. »Det er en meget rolig kiosk. Og det har det altid været. Måske fordi folk i det her område er meget planlagte og husker at købe ind«. Ejerne virker, som om de er far og søn. De har overtaget kiosken for et halvt års tid siden og er »søde, men ikke så sludreagtige«, fortæller Laura Bro. »De passer deres. De er ikke sådan nogle, man er på fornavn med ... Det kan være det kommer«, siger Laura Bro, der har haft Paradis Kiosk som stamkiosk, siden hun flyttede til Frederiksberg for fem år siden – fordi den ligger tættest på hvor hun bor, »og jeg gider ikke at gå langt«. Paradis Kiosk. Hjørnet af Smallegade og Hospitalsvej, lige bag Frederiksberg Rådhus. Åbningstider: »Fra umenneskeligt tidligt til meget sent«. Udvalg: Ret varieret udbud af chips i forhold til andre varegrupper.Programchefens redningsplanke Det var lysten til en klæbrig Dr. Pepper-sodavand , der første gang fik programdirektør Keld Reinicke ind i sin lokale kiosk for tre år siden. Den havde fået nye ejere, og pludselig solgte den lille biks meget billige importerede sodavand, man ikke kunne få andre steder. »Der lå også en kiosk før, men man handlede ikke lige i den. Så kom Mohammed og hans venner og lavede en turnaround inden for kiosker. De forstod, hvad folks behov var«, fortæller Keld Reinicke. Hans var i starten Dr. Pepper. Siden er det ydermere blevet skumdelfiner, mælk, smør »og den ketchup, man lige finder ud af, man mangler, når man lige har stået og lavet burgere. Kiosken er hverdagslivets redningsplanke«. Varerne i Øresund Minimarked er pakket så tæt, at ikke en millimeter går til spilde. »Meget udansk«, siger Keld Reinicke, som oplever sine kioskejerne som dybt engagerede mennesker, parate til at diskutere alt fra Irakkrig til danske grøntsager – som de efterhånden også har fået et stort udvalg af. Efter kiosken for nylig havde besøg af Skat, er sodavandene blevet lidt dyrere, og der er ikke længere fast Dr. Pepper på hylderne. Men Keld Reinicke – og de mange andre stamkunder – kommer stadig dagligt. Øresund Minimarked. Hjørnet af Backersvej og Øresundsvej, Kbh. S. Åbningstider: Man-søndag 8-23. Specialer: Stort udvalg af sodavand og friske blomster.Familiekiosken er Cecilie Lassens favorit »To pakker Marlboro Lights, tak«, er balletdanserinde Cecilie Lassens faste bestilling, når hun kommer ned i sin stamkiosk, der ligger lige over for Christiania. Hun kom der første gang, da hun flyttede til Christianshavn som 19-årig for syv år siden og har siden været regelmæssig kunde hos den lille familie, der ejer kiosken. »Fra day one blev det min stamkiosk. De er søde, hurtige og røg hurtigt på fornavn med mig og min daværende kæreste«, som hun siger. Kiosken er tæt pakket med, »alt hvad hjertet begærer efter lukketid: Koriander, krydderier, eksotisk juice, tandpasta ... You name it – de har det«, fortæller Cecilie Lassen. Kunderne er både skæve eksistenser fra Christiania og de mere velbjærgede fra Havnens dyre lejligheder. »Jeg tror, at der er mange, der vælger at handle der i stedet for i Irma rundt om hjørnet. Fordi de har et stort udvalg af grøntsager, frugt, humus, lækre oliven ... Og fordi de holder af den sociale kontakt med deres kunder«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her