Spænd speedskøjterne
Rulle-klatre-spille-området Plug N Play I Ørestad har hele 25.000 kvadratmeter, man kan boltre sig på.
I den midlertidige aktivitetspark, der ligger på tomme byggegrunde, er der høje lysmaster, en gul kunstgræsbane og blå og røde plastbelægninger. Her kan sportsentusiaster fræse 60 kilometer i timen på inliners på speedskøjtebanen, spille fodbold og basket eller vride bmx-hjulene gennem muddervolde og flyve gennem luften på dirt jump-banen.
Der er også en bane til parkour - sportsgrenen, der handler om at bruge byens rum og tage til at komme så hurtigt frem som muligt, og som James Bond gjorde populær med de første scener af filmen ‘Casino Royale’.
