Betting On The Mouse
Enkel, signifikant rytmik, silkeglat stemme og lette, iørefaldende melodier gør den danske kvartet Betting On The Mouse vanskelig at modstå.
Tidligere i år udgav gruppen ledet af sangerinden Martha Marie Skou sit debutalbum.
Royal Stage, 1. august, kl. 18.00
Mø
Med hype nok i bagagen til at være et hovednavn på Trailerpark er der store forventninger til danske Mø.
Med sin sofistikerede, soulinspirerede stemme og sin originale electronica er den i øvrigt kunststuderende Karen Marie Ørsted fra Odense lige til at falde for.
Det gør vi så også. I både ind- og udland lige nu, hvor det kun synes at gå en vej for Mø: frem.
Royal Stage, 1. august, kl. 23.30
Sekuoia
Eftertænksomhed og knitrende melankoli er der plads til i københavnske Sekuoias åbne, dvælende electronica.
Patrick Alexander Bech-Madsen er manden bag Sekuoia. Et søgende talent.
Rdio Stage, 1. august, kl. 01.30
Rita Blue
Ti år inde i karrieren er Rita Blue en af de dj's, der virkelig har gjort noget ved og for sit fag.
Når kvinden med den brede musiksmag ikke selv spiller med indføling for sit publikum, er hun ofte beskæftiget sammen med kolleger et eller andet sted i verden.
Det kan lige så godt være i Brasilien, Shanghai, Island eller – ofte – i Mellemøsten, som det kan være på Vesterbro.
Rita Blue er en del af dj-duoen Ladybox, hun har taget initiativ til og administrerer Dj Syndikatet, og hun har sammen med Den Sorte Skole arrangeret workshopper i flygtningelejre i Palæstina og Libanon.
Rebel Stage, 2. august, kl. 22.45
Bottled In England
Efter en længere turné i Kina for nylig må den danske duo Bottled In England være i form til at spille sin blanding af hård techno og drum'n'bass herhjemme igen.
En optræden med bassisten Daniel Vognstrup og trommeslageren August Dyrborg er noget af det vildeste og mest energiske fra Danmark lige nu.
Bottled In England udgav i begyndelsen af året ep'en 'Architect EP'.
Royal Stage, 2. august, kl. 01.30
fortsæt med at læse
