Sneører og frølår
Den Kinesiske Købmand i Nørrevoldgade er stedet for dem, der ikke er bange for at kaste sig ud i ukendte madeventyrer. Her kan de modige fylde indkøbskurven med tangsnacks, indonesiske frølår og sneører, en speciel hvid svamp, man bruger til traditionel kinesisk suppe.
De mindre modige kan gå på opdagelse i Den Kinesiske Købmands imponerende udvalg af nudler. Butikken bugner af ægnudler og risnudler, og de dovne kan vælge imellem 17 forskellige slags instantnudler.
Som navnet antyder, er det kinesiske køkken i højsædet i det lille supermarked. Men der er også fødevarer og køkkengrej fra Kina, Japan, Vietnam, Thailand og Indonesien at finde på hylderne i Den Kinesiske Købmand.
Den Kinesiske Købmand, Nørre Voldgade 54, København K. Åbent mandag til torsdag 10.00-18.00, fredag 10.00-19.00, lørdag 10.00-15.00. Tlf. 33 14 33 61
Moskusokse og indlandsis
Moskusokse, rensdyr og Narsaq øl er blot nogle af de grønlandske specialiteter, der er på hylderne i det grønlandske supermarked Butik Kamik i Strandgade. Butikken, der har en storesøster i Munkebo, er især populær blandt herboende grønlændere og andre med hang til grønlandsk cuisine og nye, eksotiske madtrends.
Af de mere specielle varer i Kamik kan nævnes vodkaen Siku, der er fremstillet af indlandsis, og klumper af den pureste indlandsis. Sidstnævnte skulle efter sigende gnistre helt specielt i et glas whiskey.
Der er også grønlandsk kunst og musik i Butik Kamiks sortiment, ligesom man også kan købe islandsk tørfisk.
Butik Kamik, Strandgade 106, København K. Åbent mandag - fredag 10.00-17.30, lørdag 11.00-15.00, søndag lukket. Tlf. 40 17 92 56.
Over 3000 polske produkter
Hvis du vil kaste dig ud i at fremtrylle babka, bigos, borsch eller en anden traditionel polsk ret, bør du lægge vejen forbi Polonus Copenhagen. Med over 3000 forskellige delikatesser på hylderne er der nok at vælge imellem i det polske supermarked på Åboulevarden.
Øl, slik, surkål, pølser og saltede agurker er blot nogle af de polske produkter, du kan finde hos Polonus Copenhagen, der også tilbyder friskbagte polske brød hver dag.
15-20 procent af kunderne i det polske supermarked er danskere med smag for fremmede madkulturer. Resten er herboende polakker og folk fra det tidligere Sovjetunionen, der savner den hjemlige cuisine.
Polonus Copenhagen, Åboulevarden 32, København N. Åbent mandag - fredag 10.00-19.00, lørdag 10.00-15.00. Tlf. 35 36 33 30.
»En lille italiensk verden«
Pasta, olivenolie, salami og grappa er blot nogle af de ypperlige italienske varer, der bliver langet over disken i Supermarco. Det 2000 kvm store italienske supermarked i Sydhavnen har forsynet madglade danskere med italienske delikatesser siden 1980 og kalder selv deres udvalg for »en lille italiensk verden«.
Supermarco er både populær hos danskere og herboende italienere, der savner mammas kødgryder. Det er især pesto, olivenolie og vin, der bliver stoppet i indkøbskurvene.
Folkene bag Supermarco producerer desuden en fristende tiramisù samt et stort udbud af varme retter, som man kan tage med hjem og nyde, mens man ser Serie A-fodbold eller Fellini-film.
Supermarco, Fiskerihavnsgade 3, København SV. Åbent mandag - torsdag 8.30-17.30, fredag 8.30-18.00, lørdag 10.00-14.00. Tlf. 33 93 82 93.
Fisk og fletninger
Få en ny frisure, mens du køber ind. I African House på Vesterbro ligger afrikanske fisk og krydderier side om side med syntetisk hår, afrikanske masker og kosmetikprodukter til mørk hud.
Ejeren Samuel Asante-Jakobsen, der oprindeligt stammer fra Ghana, byder desuden på en lang række fairtrade-produkter til den samvittighedsfulde shopper.
African House, Abel Cathrines Gade 3, København V. Åbent mandag til fredag 10.00-18.00, lørdag 11.00-18.00. Tlf. 33 23 23 91.
Hanoi på Amager
Det kan godt være, at Vietnam Supermarked i realiteten ligger på den stille og knap så eksotiske Frankrigsgade på Amager. Men når man træder ind i det aflange butikslokale, er det som at stå i Hanoi.
Hylderne bugner af vietnamesiske varer, så som ris og nudler, billig tofu, friske krydderurter og grøntsager og 'keo', en sukkerglaseret peanutkage, som de propper sig med i Vietnam.
Vietnam Supermarked, Frankrigsgade 14, København S. Åbent Mandag til fredag 10.00-18.00, lørdag 10.00-15.00, søndag og helligdage 11.00-15.00. Tlf. 32 84 71 15
fortsæt med at læse
