Tyve år. Så længe har den største kunstmesse i Skandinavien haft base i Forum i København. Men det kapitel er nu lukket, og fremover vil man kunne finde Art Copenhagen i Bella Center på Amager.
»Vi har i længere tid haft lyst til fornyelse og til at give messen et mere internationalt præg. Det gav rammerne i Forum os ikke mulighed for«, siger leder af Art Copenhagen, Julie Leopold Alf. »Ønsket om at sætte Art Copenhagen på kunstens verdenskort har vokset sig så stort, at vi nu siger farvel til den lokale københavnermesse i Forum og flytter til Amager. Men alt det gode fra Forum smider vi ikke væk, vi tager det med os og udvikler messen, så den kan blive en messe, folk taler om i den internationale kunstverden«.

