Er du åben eller lukket bænkesidder? Og hvad stiller man op, når fremmede pludselig vil sidde ved siden af dig? Ibyen guider.

Nulrer du hår? Eller flasher du 'male crotch display'? Sådan sidder du på Københavns bænke

Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hovedstadens ikoniske Københavnerbænke bliver stjålet som aldrig før.

I de første 5 måneder af 2019 er der forsvundet omkring 40 bænke, og hvis det fortsætter sådan, bliver 2019 det år, hvor der er blevet stjålet absolut flest.

Københavnerbænken er populær, og først er fremmest skabt til at sidde på. Men de bliver også brugt på andre måder. Her er et par observationer, vi har gjort os på Ibyen-redaktionen:

Københavnerne bruger dem til at ligge, kysse og sove på, til at sove under, til at stille sig op på eller gemme sig bag, når vrede ænder eller svaner dopet med brød fra Emmerys forfølger en borger langs Søerne eller i byens parker – til at knalde på som observeret ved højlys dag i nærheden af Rundetårn (under karnevalet, dengang det var en rigtig stor byfest), til at tage gruppefotos på, spille skak, læse og skrive på, til at tale alvorligt, slappe af, slå op og blive kærester igen på, til at lege tagfat omkring,parkere cykler ved, skide ved (oftest hunde) og (oftest måger), til at spise frokost på, drikke øl, smoothie og kaffe på, til at holde picnic på, synge midsommervise på til sankthans og se fyrværkeri fra nytårsaften.

Hvordan sidder du?

Bænkesidning rejser flere spørgsmål: Er man en klamrian, hvis man sætter sig ved siden af en fremmed på en bænk i stedet for at placere sig i den modsatte ende? Hvis en bænk er tom, skal man så sætte sig i midten eller i en af siderne? Og hvornår er det egentlig okay at sludre med sin sidemand eller -kvinde?

Står det til kropssprogsekspert Pernille Slot, er det imidlertid spørgsmål, der ikke findes nogen entydige svar på. Sorry, venner.

»En god grundregel er at respektere andre menneskers intimsfære, som er på cirka en armslængde. Og hannernes – det kalder jeg mænd – arme er lidt længere, så de har også en større intimsfære. Tit har vi dog nemmere ved at sidde ved siden af hinanden i modsætning til over for hinanden. I metroen er man for eksempel nødt til at sidde lidt tæt«, siger hun.

Der findes groft sagt to bænkesidder-typer:

1. Den åbne bænkesidder

Man kan spotte folk, der er frisk på smalltalk ved, at de har et, ja, åbent kropssprog, forklarer Pernille Slot.

De vil ofte have en såkaldt fri forside, hvilket vil sige, at de ikke sidder med armene over kors eller med deres taske i skødet. De vil typisk også sidde med benene spredt, såkaldt male crotch display, eller krydse benene, så deres krop vender i retning af andre mennesker.

»Tit vil man nok sætte sig i midten af en bænk, hvis man føler sig åben og selvsikker. Men det er vigtigt ikke blot at kigge på enkelte signaler, men på klynger af signaler. For eksempel kunne man også forestille sig, at man vil sætte sig i en af siderne og så vende sin krop mod resten af bænken med en af armene på ryglænet, hvis man gerne vil møde nye mennesker«, siger Pernille Slot.

2.Den lukkede bænkesidder

Hvis ens hjerne omvendt er i en lukket tilstand, orker man ikke at tale om vejret med sin sidemand.

»Her er det i stedet kortisol og adrenalin, som er på spil i hjernen, altså kamp- og stresshormoner. Her lukker synapserne, og man får et tunnelsyn på det, der er allervigtigst, nemlig overlevelse. Man kender det fra, når man skal tisse, eller hvis man fryser, hvor man heller ikke kan koncentrere sig om andre ting«.

En lukket tilstand i hjernen kan komme af mange ting, almindelige bekymringer, dårlige dage på arbejdet, skænderier, usikkerhed, alt sådan noget, og det er nemt at spotte på kropssproget.

»Man kan se det på korslagte arme og ben, eller at man sidder ligeud på bænken i stedet for vendt mod en af siderne, eller ved at man måske ligefrem vender kroppen væk fra dem, der sidder ved siden af én. Det kan også være, at man sidder og nulrer ved sit tøj eller ved sit hår. Det er en måde at berolige sig selv på. Særligt hannerne kan også få en energi fødderne, hvilket betyder, at fødderne gerne vil væk«, siger Pernille Slot.

Når andre kommer og sætter sig ...

Et er, hvordan du sidder alene.

Men hvad stiller du op, når nogen lægger an til at klemme bagdelen ned ved siden af, ubehagelig tæt på intimsfæren?

Her er 5 normale københavnerreaktioner observeret af Ibyen-redaktionen:

1. Rejs dig hurtigt og gå, mens du sukker og diskret – evt. bag mørke briller – vender øjne (denne adfærd er ofte set hos den klassisk sofistikerede outsider, personer i sort tøj med/uden stylet skæg og med en litteraturklassiker i hånden/på Mofibo).

2. Træk maven ind, håb, at det også gør dig smallere, og bliv siddende; det er pinligt at sige noget, selv om vedkommende faktisk sidder på både din jakke og din smartphone, og man kan også blive hængt ud for fat-shaming. Hvis vedkommende også begynder at tale til dig, svarer du høfligt og venligt (adfærd spottet hos agile ældre, helt unge og let fnisende mennesker samt undskyldende hvide midaldrende feministmænd).

3. Du råber angst: Nej, nej, nej, pas på, der sidder faktisk nogen! (set hos ældre, skrøbelige borgere eller pæne lyshårede unge kvinder/mænd i beige designertøj).

4. Du begynder at gø som en hund, inden vedkommende når at sætte sig (tatoverede mænd med dåseøl eller midaldrende kvinder i flok).

5. Du venter, til vedkommende har sat sig, og slår så en højlydt prut (for den udprægede ’nothing to lose’-type i alle aldre).

God fornøjelse på Københavnerbænken.

Og husk: Du må ikke stjæle den med hjem!

Sebastian Wittrock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her