Om du er vin-connaisseur, glutenallergiker eller gerne vil have din fastelavnsbolle økologisk, er lige meget. Denne uge står i livsnydernes tegn, når du skal spise og drikke dig gennem København med mandagens 3 tips fra Ibyen.

Ibyen giver tips til din uge: Besøg Københavns nye glutenfri bageri og tøm et vinlager i Sydhavn

Bag den nyåbnede bager H.U.G. står Kathrine Rosamunde og Mette Marie Viscor, der begge er autodidakte bagere, madbloggere og kogebogsforfattere. Foto: Columbus Leth
Bag den nyåbnede bager H.U.G. står Kathrine Rosamunde og Mette Marie Viscor, der begge er autodidakte bagere, madbloggere og kogebogsforfattere. Foto: Columbus Leth
Lyt til artiklen

Hver mandag giver vi dig Ibyens top-3, hvor Ibyen-redaktionen gennemtrawler Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger tre bud til din uge i byen. Få Ibyens top-3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev. Guiden gælder 27. januar - 2. februar.

Smag!

Kathrine Rosamunde og Mette Marie Viscor har i fem år drevet glutenfri bagerbutik i Fredensborg. Nu har de to iværksættere besluttet at gå fra »biks til business«, som de skriver i en pressemeddelelse, og åbnede forleden H.U.G. Bageri på Østerbro.

Forkortelsen står for Helt Uden Gluten, og ud over at være allergivenligt, er det hele også økologisk, ligesom dele af sortimentet er både mælkefrit og vegansk. Og hvilket bedre sted til det end postnummer 2100 Spelt? Læs mere på hjemmesiden, hvor du også kan få opskrifter, online-kurser og inspiration til et liv uden gluten.

Skål!

Hos kaffe- og vinbaren The Corner, som hører til Restaurant 108, Nomas søsterrestaurant, bryster man sig af at være et landets eneste steder, der brygger og sælger kaffen fra den prisbelønnede norske barista Tim Wendelboe. I aften, mandag 27. januar, er der dog fokus på vinen, når de for tredje år i træk får besøg af de to vinmagere Christian Tschida (Burgenland) og Tom Lubbe (Roussillon). Her vil de servere deres »allerlækreste vine« og snacks. Det starter klokken 17, og du kan komme frem til midnat.

Mere vin!

Tørstig efter mere? Hos Husted Vin, der driverflere af byens populære spisesteder som Paté Paté, Bibendum og Adendum, er man lige nu ved at tømme ud i lageret i Sydhavnen, hvilket kan komme dig til gode, når du lørdag og søndag kan tage til »lagersalg bonanza«. Her vil der – som navnet antyder – være rigeligt med vin til billige priser, og som prikken over i’et bliver du også budt på et glas eller to, mens du beslutter dig for hvilke og hvor mange flasker, du skal have hjem med.

Emma Louise Stenholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her