Velkommen til Etiketteskolen, Ibyens rådgivning med mere eller mindre brugbare regler om takt og tone i kultur- og bylivet. Ibyen stiller de dumme spørgsmål og lader eksperterne svare.
Jeg har sat 50 krydser i festivalprogrammet allerede, men resten af min lejr tager mest på festival for at tylle bajere. Hvordan får jeg set noget musik uden at virke asocial?
»Den er nem. Du skal ud og høre noget musik. Rosalía spiller kun én gang, og så går det ikke, at du har ofret dig i en lage af teltvarme dåseøl i fællesskabets hellige navn. Når man tager på festival med indbygget lejrliv, kan man hurtigt glemme, hvor mange timer der faktisk er i døgnet. Du skal med andre ord nok få rigelige mængder lejrliv. Også selv om du prioriterer musikken, som jo immervæk ikke spiller 24 timer i døgnet«.