Efter 10 år på Vesterbro rykkede Ibyens klummeskribent børnefamilien videre. Men mens mange i omgangskredsen flytter væk fra hovedstaden, har hun og familien valgt byen til. Hvorfor?
Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDet er en stor løgn, at ingen hilser i hovedstaden. Du hej hej’er hele vejen ned ad Nørrebrogade, skriver Ibyens klummeskribent. Og du har masser muligheder for at møde dine naboer, som her ved Hans Egedes Gade, hvor børn og voksne kælker.
Med et digitalt abonement får du fuld adgang til hele politiken.dk, alle nyhedsbreve og e-avisen leveret hver aften.
Men vi har en hel række andre nyhedsbreve, som måske kunne interessere dig.
Det siges, at det kræver en landsby at opfostre et barn.
Mindre kan gøre det. Jeg voksede op for enden af en markvej i Sønderjylland med cirka halvanden kilometer til den nærmeste nabo. Vores morgenrutine skulle times, for vi skulle nå ud på hovedvejen, inden naboen skulle føre sine køer på græs. Nåede vi det ikke, kunne vi vente i et kvarter, mens køerne dovent gloede gennem jeepens ruder.