Københavns parlør til Frank Jensen (5)

At Strøget ikke er noget for rigtige københavnere, er en af de ting Frank Jensen kan lære i sidste afsnit af Københavneriets parlør. Arkivfoto: Lars Hansen
At Strøget ikke er noget for rigtige københavnere, er en af de ting Frank Jensen kan lære i sidste afsnit af Københavneriets parlør. Arkivfoto: Lars Hansen
Lyt til artiklen

Frem til Frank Jensens første arbejdsdag som overborgmester, 1. januar fungerer Københavneriet som et minileksikon med nyttige facts om små og store ting, der er rigtig smart at vide noget om, hvis man som Frank og mange andre indvandrere godt vil fremstå som én der har bare nogenlunde tjek på byen.

S

Salam Aleikum: Arabisk hilsen med den oprindelige betydning »fred med eder«. Kan med fordel benyttes overfor grønthandlere, kioskejere, taxachauffører og andre i den slags handels- og servicefag, hvor den ofte giver lige netop en bedre service, i nogle tilfælde endda en bedre handel.

Saltlageret: At Planetariet ikke helt har fået de besøgstal, der er blevet budgetteret med de seneste tyve år, skyldes en langvarig boykot fra københavnere, der stadig er meget utilfredse med at den gamle teater og musikscene Saltlageret blev revet ned for at gøre plads for noget så ligegyldigt som at glo op i luften. De opdrager endda deres børn til at mene det samme.

Shawarmastrøget: Folkelig betegnelse for det stykke af Nørrebrogade overfor Assistens Kirkegård, hvor hver anden forretning har et stort roterende grillspyd omviklet med tredjesorterings lammekød som sit finansielle omdrejningspunkt. Blev tidligere kaldt Gazastriben, men har fået den nyere og mere fredelige betegnelse efter at både trafikken og bandeskyderierne har dæmpet sig noget lige på denne strækning.

Sporvogn: »Sporvogn, der brummer. Klokker, der kimer og slaar/ Det er den elskede Gade som gennem mig gaar...« skrev Emil Bønnelycke i 1917. Sporvognene er ikke blot forbundet med nostalgi men også med poesi. Det bliver i vide kredse opfattet som meget smukt, at der engang kørte sporvogne rundt i byen. Selv om den sidste sporvogn blev taget af skinnerne i begyndelse af 1970’erne er det stadig meget københavnsk, at kunne nævne i hvert fald et par endestationer eller måske ligefrem ruter fra dette kollektive transportmiddels tid i byen. Staden: En meget københavnsk måde at sige Christiania på.

Strunge, Michael: Efterkrigstidens måske største storbydigter. Endnu næsten 25 år efter hans død er der ikke opkaldt en plads eller gade i byen efter ham. Hvilket ellers både er sket for Egon Weidekamp, Lone Kellermann, Otto Brandenburg og Egon Olsen.

Strøget: 1,1 km lang gågadestrækning i Indre By (se Indre By) Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Strøget er ikke et officielt navn, derfor er det meget smart at vide at det udgøres af: Frederiksberggade, Nytorv/Gammeltorv (se Nytorv og Gammeltorv), Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade. Strøget er blevet kaldt Strøget siden slutningen af 1800-tallet. Indtil da talte man om Routen, hvor borgerskabet gik deres spadsereture og hilste på hinanden. Strøget blev gågade i november 1962. I dag, hvor Strøgets forretningsliv næsten udelukkende består af grimme internationale kædebutikker, er det meget københavnsk ikke at gide at gå der. I stedet går rigtige københavnere bytur i de små gader ved siden af. Meget praktisk kaldes de ’parallelstrøget’ – navnene på de gader er det til gengæld kun de, der bor der, der har nogenlunde styr på. (se Indre By).

T

Tøjhusmuseum: Har ikke noget med legetøj eller stoffer at gøre. Det er navnet på et militær- og våbenmuseum. Bag Tøjhusmuseet står Istedløven (se Istedløven).

Tietgen, C.F. : Nok den største kapitalist byen har fostret. Dominerede stort set alt erhvervsliv og byplanlægning i slutningen af 1800-tallet. Bob Dylans ord om at ’money doesn’t talk, it svears’ bekræftes endnu engang, når man kan konstatere, at byens rigeste mand også har rekorden i at få steder opkaldt efter enkeltpersoner i København: Tietgenshus, Tietgensgade, Tietgenskollegiet. Gud ske lov ligger Tietgens Plads dog kun i Århus (se Marmorkirken).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her